Kampen mod social dumping

Siden EU’s udvidelse i 2004 har fagbevægelsen været i kamp for at sikre lige vilkår på arbejdsmarkedet. Udstationerede og illegale arbejdere i voksende omfang kommet til landet for at arbejdet på vilkår, som ligger langt fra danske løn- og arbejdsvilkår.
Fagbevægelsen har fra dag et af udvidelsen haft hænderne fulde med at bekæmpe social dumping. Det sker bl.a både ved at forsøge at gennemtvinge ovenskomster med de udstationerende firmaer, en kamp som er blevet undermineret af en række domme fra EF-domstolen, som begrænser konflikretten.
Både dansk og europæisk fagbevægelse har siden Vaxholdommen og tilsvarende domme gået i kødet på EU grundlov om den fri bevægelighed og det indre markeds forrang for de faglige rettigheder.
Her har vi samlet de seneste artikler om fagbevægelsens kamp mod social dumping både nationalt og på EU-plan.

Knæfald for EF-domstolen
Regeringen har fået vedtager den såkaldte Lavallov, som regeringen selv mener løser problemerne.
Finn Sørensen, Fagligt Ansvars sekretariat gennemgår i et notat EU-dommene og den betænkning, der ligger til for loven. Han konkluderer, at loven på ingen måde sikrer, at fagbevægelsen kan føre en effektiv kamp imod social dumping.

Se notatet her

Hent pjecen her

Uden konfliktretten, uden retten til at strejke eller gennemføre en blokade, ville fagbevægelsen i Danmark stå uden det helt afgørende middel til at opnå overenskomst, de steder, hvor det kniber ad forhandlingens vej. Begrænsning af konfliktretten er derfor et alvorligt angreb på det kollektive overenskomstsystem. Det gælder ikke mindst i denne tid, hvor lønniveauet i flere sektorer på det danske arbejdsmarked trues af barsk konkurrence. ”Social dumping” er ikke længere et fremtidigt skrækscenario, men en udfordring her og nu, og konfliktretten er det afgørende forsvarsmiddel.

Flere domme ved EF-domstolen har sat grundlæggende spørgsmål ved fagbevægelsens vigtigste kampvåben. Derfor har Fagligt Ansvar fået forfatteren Kenneth Haar til at skrive pjecen ”Efter Vaxholm – hvordan redder vi konfliktretten”. Han har fulgt Vaxholmsagen tæt og har tidligere skrevet rapporten ”Mens vi venter på Vaxholm”.

Pjecen kan downloades her på siden og er i øvrigt til fri afbenyttelse.

Ingen isoleret dansk løsning

I Fagligt ansvar har man ikke den store tiltro til, at de problemer Vaxholmsagen rejser kan løses med enkelte justeringer af det danske system.

”Der findes ingen isoleret dansk løsning på dette problem i form af ændringer i den danske lovgivning om udstationerings-direktivet, sådan som toneangivende kræfter i den danske fagbevægelse synes at arbejde i retning af.

De 2 domme er så vidtgående og principielle i deres præmisser og konklusioner, at problemet kun kan løses ved en EU-garanti for, at dommene ikke får nogen virkning, og at vi her i landet fremover kan forvalte forhandlings- og konfliktretten, uantastet af EU. vi får nok ikke får en bedre lejlighed til at sikre dette, end nu, hvor EU-landene er i gang med at godkende Lissabon-traktaten, skriver Finn Sørensen, Fagligt Ansvars sekretariat i forordet til pjecen. (brink)

Baggrund Kampen mod social dumping

EF-Domstolen har har afsagt en række kendelser, som griber dybt ind i fagbevægelsens og medlemslandenes muligheder for at bekæmpe social dumping.

Viking-dommen
Den første dom blev afsagt d. 11. december 2007, i den såkaldte Vikingsag. EF-Domstolen tog ikke direkte stilling til, om det Finske Sømandsforbunds konflikt og ITF´s sympatikonflikt mod Rederiet Viking-Line – der ville udflage til billigere lettisk overenskomst -  var ulovlig. Dommen anerkendte kollektive forhandlinger og kampskridt som grundlæggende rettigheder, der skal respekteres af EU. Men den slog også fast, at disse rettigheder skal anvendes i overensstemmelse med EU-retten i øvrigt, herunder ikke mindst det indre markeds regler, og at det hører under EF-Domstolens kompetence, at afgøre om kollektive kampskridt er anvendt i overenstemmelse med EU-retten

Vaxholm-dommen
18. december 2007 kom Vaxholmdommen. Den byggede videre på præmisserne fra Viking-dommen, men nu var EF-Domstolen helt klar i mælet: De svenske bygningsarbejderes konflikt imod det lettiske firma Laval u Partneri for at sikre lige løn for lettiske og svenske bygningsarbejdere blev dømt ulovlig. Den var en ulovlig begrænsning af den fri bevægelighed af tjenesteydelser (EF-traktatens artikel 49) og i strid med direktivet om Udstationering af arbejdstagere.

Rüffert-dommen
Denne tankegang blev gennemført konsekvent i den såkaldte ”Rüffert-dom”, der blev afsagt d. 3. april 2008. Præmisser og argumenter er fra ord til andet de samme som i Vaxholm-dommen. Men denne gang handler det ikke om konfliktret. Nu er det en offentlig myndighed - den tyske delstat Land Niedersachsen - der er på anklagebænken. ”Forbrydelsen” består i, at den tyske delstats lovgivning siger, at alle virksomheder, der indgår kontrakt med den offentlige myndighed, skal overholde de kollektive overenskomster, der gælder inden for det pågældende geografiske område og branche.

Iflg. Domstolen, så er det en ulovlig begrænsning af den frie bevægelighed for tjenesteydelser, hvis man stiller dette krav til virksomheder fra andre EU-lande – i dette tilfælde en polsk virksomhed.

Begrundelsen er igen, at man ikke må stille krav til sådanne tjenesteydere, der går ud over minimumskravene i Udstationeringsdirektivet, og at der i Tyskland – på nationalt plan – ikke er en lovgivning om mindsteløn, hvorfor man ikke engang kan håndhæve det krav.

Luxembourg-dommen
At det ikke er nogen mulighed at lovgive sig ud af problemerne gennem henvisning til kollektive overenskomster blev klart i Luxembourg-sagen. Denne dom blev afsagt d. 19. Juni 2008 .

Sagen var rejst af EU-kommissionen, der mente at Staten Luxembourg med en social beskyttelseslov fra 2002 havde indført en lang række ulovlige begrænsninger af den frie bevægelighed.

Domstolen fulgte kommissionens indstilling i næsten alle forhold.  Denne dom drager endnu mere vidtgående konklusioner, med hensyn til hvilke krav der kan stilles til virksomheder fra andre EU-lande.