Venstrefløjens svar på statsunderskuddet, arbejdsløsheden og væksten
De økonomiske udfordringer omkring vækst, beskæftigelsen og underskud er store og komplekse. Der er ingen nyliberale ”snuptagsløsninger”, tværtimod kræver det iværksættelse af en række forskelligartede politikker og et langt sejt træk, skriver Henrik Herløv Lund i kronikken som er et resume af en længere analyse som kan downloades
 |
Af: Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom, cand. Scient. Adm.
FORENKLET ØKONOMISK DEBAT.
Der har i debatten om den økonomiske politik i Danmark i de senere år indsneget sig en markant forenkling i synet på de økonomiske udfordringer såvel som på løsningen af dem. Fra nyliberalt økonomisk hold tegnes i nogen grad et billede – i hvert fald overfor offentlig heden - af, at ”blot” vi afskaffer efterlønnen og nedsætter skatten er Danmarks økonomiske problemer i det væsentlige løst. Så stiger beskæftigelsen, de offentlige finanser forbedres og væksten stiger. Keine hexerei, nur behändigkeit.
Det er betænkeligt, når reel indsigt i komplekse økonomiske sammenhænge og ditto økonomiske politiker må vige pladsen for en ofte ideologisk farvet opfattelse af de økonomiske problemer og navnlig for ”patentmediciner”, der snarere skal promovere ideologi end virkelige løsninger. For risikoen stiger hermed for, at vi hermed slet ikke får løsninger, men blot får trukket bestemte politiker ned over hovedet.
Vi vil i modsætning hertil gerne dementere den nyliberale påstand om, at de økonomiske udfordringer kan løses med enkle ”patentmediciner”? Vi mener, at de økonomiske udfordringer omkring væksten, beskæftigelsen og statsunderskuddet i de kommende år ikke blot er store, men også komplekse. Og at løsningen heraf ikke kan ske gennem ”snuptagsløsninger”, men vil tværtimod kræve iværksættelse af en række forskelligartede politikker samt kræver et langt sejt træk.
DE ØKONOMISKE UDFORDRINGER.
Der sker pt. fra borgerligt/nyliberalt økonomisk og politisk hold en omprioritering i den økonomiske politik. Med kravet om en genopretningsplan for de offentlige finanser og regeringens udmelding om nulvækst på de offentlige budgetter i 2011 har nedbringelse af statsunderskuddet fået højere prioritet i forhold til arbejdsløsheden.
Et statsunderskud på 95 mia. kr. i 2010 er alvorligt, ingen tvivl om det. Men man skal dog på den anden side ikke forfalde til ”bogholderiøkonomi”. Den afgørende økonomiske udfordring på kortere sigt er ikke statsunderskuddet, men arbejdsløsheden. Ikke blot fordi arbejdsløsheden betyder tab af job og indkomst for de ledige og en fare for, a flere langtidsledige helt tabes for arbejdsmarkedet. Men også fordi en stigende og i flere år vedvarende høj arbejdsløshed betyder tab af velstand for hele det danske samfund. Omkring 200 mia. kr. vil krisen med de aktuelle udsigter fra 2008 til 2011 koste Danmark.
Og der er desværre udsigt til at ledigheden vil fortsætte med at stige i 2010 uanset begyndende opsving, fordi arbejdsløsheden løber bag efter den økonomiske udvikling. Ind i 2011 må bruttoledigheden forventes at ligge mellem 220 og 250.000 personer. Og den må desværre også i de kommende år forventes at blive vedvarende høj. Krisen er blevet bremset af omfattende statslige hjælpepakker, men i de kommende år må disse forventes nedtrappet pga. statsunderskuddene, hvilket vil bremse et opsving. Det gælder særligt i USA, hvis stimulerende effekt på verdensøkonomien i de kommende vil blive reduceret, fordi man pga. sit store stats – og handelsunderskud tvinges til at sætte” tæring efter næring”. Endelig må virksomhederne forventes i den skærpede konkurrencekamp forventes at lægge større vægt på øget produktivitet, hvorfor vi vil få ”jobløs vækst”.
Gør vi ikke noget effektivt, vil der altså en årrække være udsigt til en høj arbejdsløshed. Men kan vi løse eller i hvert fald reducere dette arbejdsløshedsproblem, er vi godt på vej til at løse de øvrige problemer med vækst og statsunderskud. Kan vi omvendt ikke vokse os ud af de økonomiske problemer, bliver der kun regeringens strategi tilbage med at spare sig ud af dem med en omfattende beskæring af velfærden og større ledighed som konsekvens.
Dermed på ingen måde sagt, at statsunderskuddet ikke er et væsentligt problem, som der skal findes en løsning på. Men i forbindelse med statsunderskuddet er det væsentligt at have proportionerne i orden. Selv om de offentlige finanser fra 2008 til 2010 er forværret med over 150 mia. kr., er Danmark takket være en række års overskud endnu et godt stykke fra den økonomiske afgrund. Der er råd og tid til at tage tingene i den rigtige rækkefølge. Dvs. først at inddæmme og reducere ledigheden, dernæst i anden omgang at tackle statsunderskuddet.
EN EFFEKTIV KRISE - OG BESKÆFTIGELSESPOLITIK.
Det afgørende i denne forbindelse er imidlertid ikke blot prioriteringen af henholdsvis reduktion af arbejdsløshed respektive af reduktion af statsunderskuddet, men også valget af virkemidler.
VK – regeringens strategi har hidtil haft karakter af, at vi skulle ”forbruge os ud” af krisen. Slagnumrene heri har været skattelettelser og udbetaling af pensionsopsparing i milliardstørrelse, men resultaterne har set beskæftigelsesmæssigt været pauvre. På grund af arbejdsløsheden og navnlig boligkrisen har danskerne sparet op og ikke mindst er regeringens pengeudpumpning gået til at nedbringe boligejernes prioritetsgæld. Selvom et opsving nu synes på vej, er det tvivlsomt om dette mønster vil ændre sig nok, så længe arbejdsløsheden stiger og boligmarkedet sumper.
Regeringen kan således ikke siges at føre denne politik af økonomiske grunde, men har valgt den ud fra sit overordnede ideologiske mål om at øge det private forbrug og den private sektor, mens det offentlige ditto ikke må vokse. Det uanset, at øgede offentlige investeringer og offentlig beskæftigelse økonomisk set ville give en langt sikrere og større beskæftigelseseffekt. Og dermed ville give større skatteindtægter, hvor regeringens politik primært har forøget statsunderskuddet.
Oppositionen har da også fornuftigvis foreslået at øge de offentlige investeringer med 34 mia. kr. over to år for herigennem at øge beskæftigelsen med omkring 40.000 personer. Det ville være et godt skridt i den rigtige retning, men problemet er, at det er dyrt og at der er brug for mere, hvis vi skal undgå en bruttoledighed på op mod 250.000 personer.
Vi vil derfor slå til lyd for, at tabuet om øget offentligt forbrug og øget offentlig beskæftigelse brydes kombineret med øgede offentlige investeringer. Offentlige investeringer indenfor energi og miljø, byggeri og vedligeholdelse samt infrastruktur og trafik kan øges for 20 til 25 mia. kr. og dermed øge beskæftigelsen med 25 til 30.000 personer. Mens offentlige beskæftigelse indenfor uddannelse, ældrepleje og sundhed kan øges for omkring 20 mia. kr. med en forøgelse af beskæftigelsen på mellem 30 og 40.000 personer.
VÆKSTEN.
Men en ting er som sagt at udskyde løsningen af statsunderskuddet, men løses skal det. Herudover er der imidlertid også en anden væsentlig økonomisk udfordring på længere sigt, nemlig genskabelse af den økonomiske vækst.
Hvor den økonomiske vækst selv i de kriseprægede årtier i sidste halvdel af forrige århundrede har ligget mellem 1,8 og 2,0 pct. årligt, faldt den i den seneste årti til 1, 2 pct. trods højkonjunktur og historisk lav arbejdsløshed. Og en række økonomiske prognoser for det kommende årti har advaret om, at denne lavvækst kan risikere at forsætte. Dette er ikke blot et problem, fordi det koster velstand og indsnævrer det økonomiske råderum for såvel privat som offentligt forbrug. Men også fordi den tabte velstand også begrænser mulighederne for at reducere statsunderskuddet såvel som for jobskabelse.
Fra nyliberale økonomer i CEPOS, Det Økonomiske Råd og OECD stilles enstemmigt diagnosen: Arbejdskraftmangel. Her peges på, at en demografisk fremskrivning viser, at der i løbet af det næste årti vil ske en reduktion af arbejdsstyrken med 50.000 personer. Men dette billede er unuanceret. For i det kommende årti vil uddannelsesniveauet stige, hvilket vil virke i retning af øget arbejdsmarkedstilknytning og senere tilbagetrækning. Tages højde herfor reduceres faldet i arbejdsstyrken frem til 2020 til omkring 10.000 personer.´
Set historisk er det tilmed heller ikke fra arbejdsmarkedet at hovedbidraget til økonomisk vækst er kommet. I det seneste årti har det godt nok været øget arbejdstid og øget beskæftigelse, som har trukket væksten. Men det er historisk set en undtagelse. I hele sidste halvdel af 1900 – tallet har det æret stigende produktivitet, som har været kilden til vækst i BNP.
Og det er nok så meget også i produktiviteten, at årsagen til den lave vækst i det seneste årti skal søges. For siden midten af 90´erne og navnlig i det seneste årti er produktiviteten faldet til et historisk lavpunkt. Årsagen hertil synes temmelig klart at være, at navnlig virksomhedernes investeringer i ny teknologi har haltet bagefter og dermed også udviklingen i processer og produktionsmetoder. Også utilstrækkelig opkvalificering af arbejdskraften synes dog at spille ind.
Men hvorfor har virksomhederne ikke investeret på trods af nedsættelse af selskabsskatteprocenten i flere omgang og på trods af navnlig VK – regeringens økonomisk ”forkælelse” af erhvervslivet med sikring af en høj afsætning via kraftig vækst i det private forbrug. Virksomhederne kun sælge alt, hvad de kunne producere og den nemme og billigere løsning var at tilføre flere hænder i stedet for at investere. Kunne det hermed være regeringens forkælelse af den private sektor både efterspørgsels - og indtjeningsmæssigt, som blev en sovepude, der stik i mod den angivelige hensigt om at stimulere den økonomiske vækst førte til aftagende vækst i ny produktionskapital og teknologi?
Går der en linje fra VK – (og Nyrup) regeringernes nyliberalt inspirerede økonomiske politik til produktivitets – og vækstfaldet fra 1995 og navnlig fra 2002 til i dag?
PRODUKTIVITETEN SKAL STIMULERES.
Under alle omstændigheder er det væsentligt at få genskabt produktiviteten i de kommende år som led i en økonomisk politik for en højere vækst. Hvis ovenstående tese om årsagerne til produktivitetsfaldet er korrekt ligger det lige for, at der hermed er endnu en grund til at droppe den nyliberale forkælelse af det private forbrug. For virksomhedernes vedkommende taler det for en skattepolitik, som ved at give fradrag for dokumenterede investeringer belønner sådanne i stedet for gennem lav selskabsskatteprocent at begunstige overskud uanset om det investeres.
Men herudover skal derfor gennemføres en selektiv forsknings - og udviklingspolitik, der kombinerer efterspørgselspolitik med et samarbejde mellem forskningen (staten) og de virksomheder, der har den fornødne kompetence og med målrettede tilskuds - og låneordninger for udvalgte brancher og teknologiske områder.
Et led heri bør være en målrettet teknologipolitik gennem offentlige tilskud, offentlig efterspørgsel og offentlige investeringer indenfor miljøfremme, energieffektivisering og klimaforbedring, herunder til vedvarende energi (vindmøller mm.)
Endelig skal arbejdskraftens bidrag til øget produktivitet og vækst udbygges gennem en anderledes slagkraftig uddannelsespolitik, der skal sikre den til øgede produktivitetsinvesteringer modsvarende opkvalificering af arbejdsstyrken og som på længere sigt kan sikre en generel højnelse af uddannelsesniveauet frem mod fremtidens videnssamfund.
Erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser skal omlægges og frigøres fra den nyliberale uddannelsespolitik samt tilføres øgede midler for at sikre at en større andel af ungdomsårgangene gennemfører. Velfærdsuddannelserne skal oprustes økonomisk for at sikre det offentlige flere fagprofessionelle og de videregående uddannelser skal også frigøres fra den nyliberale uddannelsespolitik og tilføres flere midler med sigte på en øget produktion af kandidater.
Endelig kan arbejdsmarkedet tilføres 25 til 35.000 i øget arbejdsudbud gennem bedre fastholdelse af værende medarbejdere, gennem reduceret udstødning fra arbejdsmarkedet og gennem bedre integration af indvandrere og efterkommet samt gennem øget indvandring.
BESKÆFTIGELSESFREMME.
Man skal imidlertid ikke være blind for, at vækst gennem øget produktivitet ikke er synonymt med stærkt stigende beskæftigelse, men snarere vil tendere i retning af jobløs vækst. Det er derfor på længere sigt væsentligt at den gennem væksten forøgede velstand også investeres i jobskabelse og øget beskæftigelse.
Her kan det offentlige for det første stimulere de grønne vækstområder og hermed jobskabelsen indenfor miljø-, energi- og klima. Det offentlige kan stimulere investeringer heri gennem tilskud og låneordninger, men kan også gennem efterspørgsel skabe et marked for udvikling af sådanne industrier. Endvidere kan udviklingen stimuleres gennem øget offentlig forskning og udvikling samt gennem offentlig privat samarbejde herom.
Det vil samtidig også på længeres sigt ved vedvarende høj arbejdsløshed være fornuftigt gennem vækstpakker fortsat at stimulere beskæftigelsen gennem at fremrykke og iværksætte nye offentlige investeringer også på længere sigt. Medborgere, der ellers ville gå arbejdsløse, kan komme i beskæftigelse. Det vil være muligt at indhente det forsømte – renovering af skoler og andre bygninger, vedligeholdelse af infrastruktur, øget almennyttigt nybyggeri mv.
Med henblik på at øge beskæftigelsen bør vi også tage fat på at forbedre en række basale samfundsfunktioner, som hospitaler i sundhedssektoren, plejehjem i omsorgssektoren, bedre vilkår for vore børn i institutionerne og en udbygning af uddannelseskapaciteten på alle niveauer, sikre de nødvendige ressourcer til at udvikle vore mange lokalsamfund – og mange andre udmærkede tiltag. Kommunernes og regionernes budgetramme skal udvides betydeligt, så kommunerne både kan imødegå krisen og sikre et godt velfærdssamfund.
KAN EFTERLØNS - OG DAGPENGEFORRINGELSER GENSKABE VÆKSTEN?
Eftersom reduktionen i arbejdsstyrken ikke synes at være det afgørende problem, når der ved de demografiske fremskrivninger tages højde for stigende uddannelsesniveau, siger det sig selv, at den af nyliberale økonomer og politikere til hudløshed fremførte ”patentmedicin” om at afskaffe efterlønnen og forringe dagpengeordningen skyder forbi de egentlig problemer.
Hertil kommer, at disse tiltag ikke vil løse problemet med høj og vedvarende arbejdsløshed en årrække frem. For i den situation vil det sløjfe efterlønsordningen kun flytte efterlønsmodtagerne over i arbejdsløshedskøen og da satsen for dagpenge tilmed er højere end for efterløn vil det oven i købet øge statsunderskuddet. Tilsvarende gælder, at dagpengeforringelser ikke vil skabe et job mere i en situation, hvor jobmangel vil være hovedproblemet.
De nyliberale ”patentmediciner” er ikke blot en ingen løsning, men en helt fejlagtig løsningsmodel, der mere synes dikteret af ideologiske end økonomiske overvejelser og burde være mod økonomisk bedre vidende.
HVAD HAR SKABT STATSUNDERSKUDDET?
Men hvad gør vi ved statsunderskuddet? Det kan udskydes, men det skal løses. Og hvordan finansierer vi udgiftskrævende initiativer indtil da?
Nu skal man ikke være blind for, at tiltag til at beskæftigelsesfremme såvel som produktivitetsudvikling vil være delvist selvfinansierende i det omfang, der herved skabes øget velstand og større skatteindtægter for det offentlige end ellers.
Men det i disse år stigende statsunderskud og den dermed øgede gældsætning af det danske samfund skal naturligvis på sigt bringes ud af verden. Her kan imidlertid en overvejelse være nyttig over, hvorledes statsunderskuddet er skabt.
Dette kan naturligvis i betydelig udstrækning tilskrives den internationale økonomiske krise og den heraf følgende arbejdsløshedsstigning, som har medført stigende offentlige udgifter til dagpenge mm og faldende offentlige skatteindtægter.
I kølvandet på finanskrisen er statsunderskuddet jf. ovenstående steget hurtigt. Der er dog et stykke vej til rekorden fra begyndelsen af 80´erne på 9 pct. af BNP.
Også vedrørende statsunderskuddet må regeringens økonomiske politik imidlertid tage en betydelig del af medansvaret. Det gælder helt tilbage under højkonjunkturen, hvor VK – regeringen som anført med sit skattestop og skattelettelsespolitik og med sine lånereformer var kraftigt medvirkende til en overophedning af boligmarkedet. Underskuddet på de offentlige finanser vil i de kommende år være 30 til 20 milliarder mindre end hvis boligboblen ikke havde været der.
Hertil kommer, at VK ´s skattestop og skattelettelsespolitik siden 2002 i dag og frem til 2010 betyder, at der i 2010 årligt mangler mellem op mod 60 mia. kr. i statskassen. Det kunne i en periode dækkes med midlertidige indtægter fra Nordsøskatten og pensionsafkastskatten, men de er nu tørret ud. Pengene er ødslet bort på skattelettelser, der nu viser sig uden dækning. Herved bliver statsunderskuddet naturligvis så meget større, da først krisen satte ind.
Hertil kommer, at VK – regeringens krisepolitik som tidligere anført primært har handlet om at pumpe betydelige midler ind i at øge det private forbrug. Herved er de offentlige udgifter i 2009 og 2010 øget stærkt UDEN at føre til væsentligt øget beskæftigelse, reduktion i arbejdsløshedsudgifter og øgede statsindtægter fra skatter og afgifter. Hvilket er selvsagt også har bidraget til at øge statsunderskuddet.
Regeringens økonomiske strategi har altså smidt ”gode penge efter dårlige”.
HVORDAN LØSER VI STATSUNDERSKUDDET?
VK – regeringens skattestop og skattelettelsespolitik har altså et meget stort medansvar for det aktuelle statsunderskuds størrelse og det er da selvfølgelig her en løsning på problemet i høj grad må søges.
Der er bevilget skattelettelser, som i realiteten har været uden dækning og disse ”dækningsløse” skattelettelser må derfor tilbageføres. Det vil gøre ond – ikke mindst på de, som hovedløst har bevilget dem. Men det er det eneste rigtige frem for at lade velfærden betale og bløde, således som regeringens strategi synes at være.
Skattestoppet bør derfor stilles i bero. Og de ved de borgerlige givne skattelettelser bør for de højere indkomsters vedkommende rulles tilbage, således at beskatningen igen sker efter skat efter evne princippet.
De skattelettelser, som fastholdes bør omlægges, således at de i højere udstrækning gives til lavere indkomster. Det er en simpel måde, hvorpå det offentlige kan øge forbrugskvoten, ved at øge beskatningen af de rigeste med den høje opsparingskvote, og nedsætte skatten for dem, der har lave indkomster, men en høj forbrugskvote. Og når man tager fra de rige og dermed fra deres opsparing og giver til dem, der forbruger alt det, de får, øges det samlede forbrug, og dermed øges samtidig beskæftigelsen.
Alle skattebegunstigelser af privat opsparing skal endvidere afvikles og formueskatten skal genindføres, og der skal indføres en højere beskatning på afkast af opsparing.
Trods faldende huspriser har store dele af den ældre generation opnået enorme arbejdsfri opsparingsgevinster gennem mange års stigende huspriser, og det ville være rimeligt, om en del af denne opsparede værdistigning tilfaldt det offentlige, eventuelt realiseret ved ejerskifte. Derfor bør ejendomsværdiskatten enten gradvist reetableres eller erstattes med en kapitalgevinstbeskatning i forbindelse med salg.
Endvidere bør som tidligere anført selskabsskatteprocenten hæves samtidig med, at der i øget udstrækning gives fradrag for dokumenterede investeringer. Og beskatningen af finansielle institutioner skal skærpes.
