Ungdomsuddannelser i verdensklasse – eller på fejlkurs?

Regeringens uddannelsespolitik er på fejlkurs. Gennemførelsen af ungdomsuddannelser og videregående uddannelse falder. En nyliberalistisk uddannelsespolitik med utilstrækkelige bevillinger, markedsstyring og elitetænkning har skylden.

Af økonom Henrik Herløv Lund

I forbindelse med arbejdet med regeringens globaliseringsprogram for et par år siden stillede VK – regeringen danskerne høje uddannelsespolitiske resultater i udsigt for ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Danmark skulle have intet mindre end uddannelser i verdensklasse og målet skulle realiseres allerede i 2015:
• For det første skulle andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en ungdomsuddannelse øges til 95 pct.
• For det andet skulle andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en universitetsuddannelse, øges til 50 pct.
På alle disse områder har regeringens politik imidlertid fejlet. Hvad angår at gennemføre en ungdomsuddannelse er det tværtimod gået stik tilbage hermed og ikke siden 1993 har så få unge som i dag taget en ungdomsuddannelse. I 2006 var andelen for første gang i 15 år under 80 procent af en ungdomsårgang og i 2007 er frafaldet igen øget.
Heller ikke med hensyn til gennemførelsen af videregående uddannelsen har regeringen haft succes. Bortset fra 2006 har andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en videregående uddannelse i VK- regeringens tid konstant været faldende fra 38 procent i 2001 ril i 2007 at udgøre 45 pct.
Der tegner sig således et billede af en uddannelsespolitik på fortsat og vedvarende fejlkurs – for ikke at tale om katastrofekurs.

AKUTTE PROBLEMER OG BAGVEDLIGGENDE ÅRSAGER.
Bag dette problem ligger nogle akutte problemer. Synligt for alle er der på alle uddannelser, også på de gymnasiale uddannelser, men navnlig på erhvervsuddannelserne et stort og stigende problem med frafald. I 2001 lå frafaldet på erhvervsuddannelserne således omkring 40 pct., men er i 2007 steget til over 50 pct.
Dette problem med frafald bliver naturligvis ikke bedre af de tilbagevendende og under krisen stigende problemer for mange under erhvervsuddannelse med at få praktikpladser . Dette mærker især de svage elever, fx med indvandrerbaggrund og bidrager til at de opgiver ævret. 
Som vi skal se i det følgende er det problem ikke bare de unges skyld, men hænger i ikke uvæsentlig omfang sammen med styringen såvel som uddannelsesmetodikken under VK – regeringen.
Et andet konkret problem har været bevillinger. Det siger sig selv, at for at øge gennemførelsen i uddannelsessystemet og trække de sidste ”intelligensreserver” med igennem, skal bevillingerne til uddannelserne øges ikke bare proportionalt, men progressivt. Thi for at få de sidste marginaler med igennem uddannelserne, kræver en forholdsmæssigt større indsats fordi er der tale om mindre uddannelsesmæssigt motiverede og kvalificere unge, ja om indhug i gruppen af uddannelsesmæssigt svage unge.
Grundet regeringens politik med taxametre, der følger antallet af uddannelsessøgende, har en sådant progressiv forøgelse af bevillingerne IKKE fundet sted og i 2010 truer VK – regeringen oven i købet med store besparelser på uddannelsesinstitutionerne i forbindelse med finansloven.

BAGVEDLIGGENDE ÅRSAGER: VK – REGERINGENS NYLIBERALISTISKE UDDANNELSESPOLITIK.
Disse alvorlige problemer i uddannelsessystemet er ikke tilfældige svipsere, men hænger på forskellige måde sammen med den nyliberalistiske inspiration for VK – regeringens uddannelsespolitik.
Nyliberalismens overordnede mål er at favorisere og fremme privat forbrug og sektor på bekostning af offentlig forbrug og sektor. Samtidig vil nyliberalismen fremme såkaldte ”markedsformer” og økonomitænkning i styringen af den offentlige sektor. Og de svage skal nedprioriteres og de økonomisk velstillede opprioriteres som mål for offentlige ydelser.
Målet om vedvarende og mere at mere at fremme privat forbrug og sektor på det offentlige bekostning vil regeringen fremme ved gradvis at tildele det private mere og mere af den økonomiske vækst. Hvor realvæksten i det offentlige forbrug 2002 til 2008 lå omkring 1, 5 pct. skal det i perioden 2009 til 2011 ned på 1 pct. og i perioden 2012 til 2012 yderligere ned på 0,8 pct.
Dette vil være langt under, hvad befolkningsudviklingen kræver. På grund af navnlig flere ældre skal det offentlige forbrug stige 1,2 til 1,3 pct. årligt realt for blot at opretholde nuværende standarder i den offentlige service.
Det betyder på sigt stadig mere omfattende besparelser bredt i de offentlige velfærdsydelser. Og selv om disse naturligvis fordeles forskelligt, er det logisk at der på sigt IKKE både kan gennemtvinges en stigende reduktion i væksten for det offentlige forbrug generelt og samtidig ske en forøgelse af bevillingerne på de enkelte områder, fx indenfor uddannelsespolitikken.
Regeringen forsøg med som et Columbus æg at effektivisere og rationalisere driften af uddannelsesinstitutionerne er således et forsøg på at bespare uden at ligner den besparelse det i realiteten er.

NYLIBERALISTISK STYRING AF UDDANNELSESINSTITUTIONERNE SKABER ØGET FRAFALD
Et andet aspekt, hvor det nyliberalistiske syn bag VK – regeringens uddannelsespolitik mærkes, er i styringen af uddannelsesinstitutionerne. En styringsmåde som har haft mærkbart negative konsekvenser for kvaliteten af uddannelserne og dermed bidraget til det store problem: Frafaldet.
VK – regeringen har ud fra et nyliberalistisk syn bestræbt sig på at indføre virksomhedstænkning og økonomitænkning i uddannelsesinstitutionerne på bekostning af pædagogisk ledelse og uddannelseskvalitet.
Efter markedstænkningsmodel er uddannelsesinstitutionerne blevet omdannet til ”virksomheder” gennem indførelsen af ”selveje”. Målet har været at skolerne skulle konkurrere, hvilket de også har kastet sig ud i: Skolerne konkurrerer på markedsføring om de samme elever, de kæmper med hinanden om at vokse og bruger store midler på uddannelsesmæssige ”slagnumre” .
Resultatet er ikke større økonomisk effektivitet, men større spild af ressourcer.
Samtidig betyder opprioritering af økonomitænkning i forhold til uddannelseskvalitet, at eleverne proppes ind i uddannelserne for at maksimere indtægterne, En undersøgelse foretaget af GL. for nylig viste således, at 70 pct. af gymnasielever går i klasser med mere end 28 elever .
Det medfører naturligvis en markant forringelse af uddannelseskvaliteten for den enkelte elev, som der bliver ringere tid til og hvor lærerne får mindre mulighed for pædagogisk indsats, fx i forhold til svage.
Med andre ord en direkte opskrift på øget frafald fra svage elever, hvad vi jo netop også har set.

NYLIBERALISMEN BAG AKADEMISERING OG ELITEORIENTERING AF UNGDOMSUDDANNELSERNE.
Samtidig har den nyliberalismen og dens prioritering af de økonomisk og uddannelsesmæssigt bedrestillede også på anden måde sat sit præg på uddannelsespolitikken i form af akademisering, individualisering og elitetænkning. Heri ligger, at uddannelsessystemet i højere grad indrettes på de (uddannelsesmæssigt og økonomisk) bedrestilledes præmisser.
Feks splittes uddannelserne i højere grad op i individuelle forløb på bekostning af fællesskab, grupper og voksenkontakt i klasserne.
Opsplitningen på erhvervsuddannelserne i et hav af moduler og forskellige forløb er et eksempel herpå. Det øgede ansvar for egen læring og uddannelse passer børn og unge fra akademiske forældre godt, men ikke de med en almindelig lønmodtagerbaggrund og slet ikke de svage, der har brug for klassetilhørsforhold og en klasselærer. I og med, at erhvervsuddannelser netop er det sted hvor de ikke boglige og især børn og unge fra svage hjem, fx indvandrere, søger hen, er der igen.
tvivl om, at akademiseringen og eliteorienteringen er en væsentlig årsag til det store frafald på op mod 25 procent på erhvervsuddannelserne .
Et andet eksempel herpå er opsplitningen i gymnasierne i et hav af studieretninger. Eller de individuelle elevplaner i folkeskolen
Endvidere er boglighed, teori og teoretisering blevet opprioriteret i store dele af uddannelsessektoren fra mellemlange videregående uddannelser over gymnasier og helt ned i folkeskolen. Projektarbejde, problemformulering, perspektiveringer, tværfaglighed, videnskabsteori osv. er blevet opprioriteret i forhold til konkret faglig viden og konkrete faglige færdigheder og metoder relateret til det virkelige og praktiske liv.
Igen er der ingen tvivl om, at dette passer den bedst stillede tredjedels børn og unge godt. Men falder ved siden af i forhold til børn og unge med en almindelig lønmodtager/arbejderbaggrund og navnlig er en direkte hæmsko for de svage.
Og at det har negativ effekt på gennemførelsen og tværtimod øger frafaldet er ganske tydeligt: Således er frafaldet langt større i kommuner, hvor familierne ikke har så højt et uddannelsesniveau, som i kommuner med generelt højt uddannelsesniveau. Hvor andelen af unge der ikke gennemførte en ungdomsuddannelse i 2007 kun var 7 pct. i Allerød Kommune, var den tilsvarende andel 25 pct. i Brøndby Kommune.

NYLIBERALISMEN I UDDANNELSESPOLITIKKEN ÅRSAG TIL FEJLKURS.
Der er dermed ingen tvivl om, at VK – regeringens nyliberalistiske inspirationer i uddannelsespolitikken er direkte ansvarlig for fejlkursen i udviklingen: Gennem manglende bevillingsmæssigt prioritering og investeringer i øget gennemførelse, gennem virksomhedsmodeller og økonomitænkning på bekostning af pædagogik og kvalitet i uddannelserne og med øgede klassekvotienter som værste skadevirkning og endelig gennem individualisering og akademisering i uddannelsernes indhold og tilrettelæggelse.¨
Alt sammen selvfølgelig navnlig til skade for de bogligt set svagere elever, som VK regeringens
Konsekvensen bliver naturligvis både ringere økonomisk vækst OG ringere velfærd. En utilstrækkeligt uddannet arbejdsstyrke vil selvfølgelig på sigt hæmme produktion og vækst