Truer den økonomisk afgrund?
På tirsdag kommer regeringens 2020 plan. På baggrund af det som allerede er lækket fra den ananlyserer økonom Henrik Herløv Lund planen.
 |
Af økonom Henrik Herløv Lund
Danmark på vej i en økonomisk afgrund?
Finansministerens troværdighed har på det seneste fået sig nogle ordentlige skrammer. Først bebudede regeringen et statsunderskud på 95 mia. kr. i 2010, der viste sig at skyde voldsomt over målet. Nu tegner det til, at også 2011 og 2012 får et underskud, der ligger langt under det som finansministeren tidligere har meldt ud. Danmark har dermed ikke vildt overskredet de EU krav, som var en helt central begrundelse for Genopretningsplanens offentlige nulvækst og besparelser.
Vi skal dog være det sidste til at underkende, at det kan være svært at spå om fremtiden – ikke mindst den økonomiske. Afvigelser på op til 15- 20 mia. kr. mellem skøn og faktisk resultat for de offentlige finanser er set før. Men disse aktuelle afvigelser er 3 gange større og har helt naturligt rejst spørgsmålet, om finansministeren af politiske årsager har valgt at overdrive statsunderskuddet markant?
I hvert fald viser sagen en meget stor usikkerhed om udviklingen i de offentlige finanser på helt kort sigt. Vi tvivler ikke på, at finansministeriet embedsmænd har været opmærksomme herpå, men spørgsmålet er vel, om den siddende minister har valgt at nedtone usikkerheden og hermed overdrive underskuddet, fordi han ønskede at drage mere håndfaste konklusioner vedr. fremtidigt sparebehov end der egentligt var økonomisk belæg for?
Denne problematik omkring den store usikkerhed om de offentlige finansers udvikling er overordentligt relevant for vurderingen af regeringens snart forventede 2020 – plan. Det er allerede blevet lækket, at regeringen – igen – bebuder, at Danmark er på vej mod den økonomiske afgrund med et langsigtet, såkaldt strukturelt, statsunderskud på op mod 50 mia. kr. i 2020.
Politisk valg om at negligere usikkerhed.
Selvom regeringen har haft en kæmpefiasko med blot at forudsige saldoen på de offentlige finanser et par år frem, vil man nu hævde med sikkerhed at kunne fastslå et kæmpe underskud, og dermed et permanent sparebehov de næste 10 år. Det er i bedste fald enormt usikkert og usagligt. I værste fald – ja, det vender vi tilbage til.
Fremskrivningerne 10 år frem er alene et rent gætværk på fremtiden, som for det første beror på forudsætninger om fremtiden ud fra de oplysninger, som er til rådighed i dag, og for det andet helt afhænger af de metoder, som man regner med.
Hvad angår vores viden om fremtiden, er der altid usikkerhed. En meget svær, men afgørende ting for de offentlige finanser er fx, hvordan den internationale økonomi vil arte sig frem mod 2020? Vil der komme et nyt internationalt opsving eller vil krisen trække i langdrag? Og i EU – bliver gældskrisen snart overvundet af et internationalt opsving eller bliver den lang og hæmmende for økonomisk fremgang? Men usikkerheden er også til at tage og føle på om den økonomiske udvikling herhjemme: Hvordan går det fx med boligkrisen – er prisfaldet og dermed forbrugsstagnationen ovre eller skal boligpriserne igennem adskillige års tilpasning med deraf følgende negativ effekt for den økonomiske udvikling og beskæftigelse i Danmark?
Når regeringens 2020 plan alligevel må forventes at komme med så skråsikre udsagn om et kæmpeunderskud i 2020, at den kræver håndfaste besparelser gennemført allerede nu, synes finansministeren – igen – af politiske grunde at have valgt at tilsidesætte saglige betænkeligheder vedr. usikkerheden.
Har regeringen regnet baglæns?
Ud over almindelig usikkerhed om fremtiden, er de regnemetoder, som anvendes af afgørende betydning for resultatet. Man kan i den forbindelse undre sig over, at regeringen allerede nu forventer et kæmpeunderskud i 2020, for i forligsteksten mellem VK og DF i 2010 hed det nemlig, at med ”aftalen om genopretningen af dansk økonomi er kravet om finanspolitisk holdbarhed opfyldt”. Ikke engang et år senere, er der kommet helt andre boller på suppen. Dette kan ikke skyldes den økonomiske udvikling, for den økonomiske situation har ikke ændret sig afgørende siden 2010, og hvis den har, er det nærmest til det bedre.
Forklaringen må derfor være politisk og ligge i, at der i Genopretningsaftalen ikke var taget højde for, at statsministeren i sin nytårstale pludselig annoncerede en efterlønsreform. Siden ”Genopretningsaftalen” har regeringen endvidere skærpet målene for økonomiske besparelser, fordi denønsker det offentlige forbrug rullet tilbage gennem en fortsat nulvækst ud over 2013 og muligvis helt frem til 2020.
Svarende til disse skærpede besparelsesmål stod regeringen efter nytårstalen pludselig med et behov for en økonomisk prognose, som indebærer et stort underskud i 2020. Vel at mærke markant større end hidtil forventet i Genopretningsaftalen – en såkaldt ”afgrundsprognose”,
Det bebudede kæmpeunderskud i 2020 - skal derfor ”dokumentere” behovet for en efterlønsreform og for yderligere offentlig nulvækst. Finansministeren fastsætter tilsyneladende således ikke sine sparemål efter de økonomiske udsigter, men tværtimod bliver de tilpasset en politisk bestilt prognose. Man regner med andre ord baglæns fra et på forhånd valgt facit.
Vi har set, at regeringen bevidst har set bort fra de saglige hensyn om usikkerhed man med rimelighed kan kræve af økonomiske fremskrivninger. Hvis det er korrekt vurderet, styrker det på ingen måde hverken sagligheden eller troværdigheden i regeringens 2020 plan.
Problematiske regnemetoder.
Man kan på ingen måde være blind over for, at regeringen selv kan have ønsket at fremmane en udsigt til en økonomisk afgrund. Og her kan det netop være en fidus at fremmande billedet af en økonomisk afgrund langt ude i fremtiden. For da vi netop har begrænset viden herom, er der desto meget mere frit slag for egne ideologisk funderede antagelse og prioriteter. Det er ikke usandsynligt, at finansministeren til udarbejdelsen af en sådan ”afgrundsprognose” har hentet inspiration fra de af regeringen selv udpegede såkaldte ”økonomiske vismænd” i ”Det Økonomiske Råd”.
Efter ”Genopretningsaftalen” udsendte det Økonomiske Råd i sommeren 2010 rapporten ”Dansk Økonomi Forår 2010”, hvori også ”vismændene” forsøgte sig med langtidsfremskrivninger af dansk økonomi. Men modsat tidligere regeringen, vurderede Det økonomiske Råd ikke, at økonomien ville være langsigtet holdbar. Tværtimod forventede de tværtimod allerede i 2020 forventede de et underskud på 2 – 3 pct. af BNP = mindst 35 mia. kr. voksende til 3—6 pct. 2030 og omkring 5 ½ - 7½ pct. af BNP = mindst 100 mia. kr. i perioden 2040 – 2050. Der var altså tale om en regulær dommedagsprognose, og derfor krævede DØR også yderligere efterlønsindgreb og samt flere besparelser. Disse krav har regeringen så siden taget til sig, og det er derfor heller ikke usandsynligt, at den også har hentet inspiration i DØR’s regnemetoder.
Og her bygger Det Økonomiske Råds ”dommedagsprognose” slet og ret på, at man har valgt nogle forudsætninger og antagelser for deres beregning, som er meget ugunstige for dansk økonomi og specielt for de offentlige finanser. Disse antagelser handler om, at skattestoppet antages at skulle fortsætte uendeligt, at den hidtidige situation under VK med lav produktivitetstilvækst og dermed lavere økonomisk vækst antages at fortsætte, og at det private forbrug forudsættes at blive fordoblet til 2040.
Disse valgte forudsætninger er imidlertid afgørende for resultatet. For det første tog DØR udgangspunkt i en antagelse om, at skattestoppet blev videreført i det uendelige, hvilket selvsagt ville give stigende offentlige underskud, da de offentlige indtægter ville blive udhulet i forhold til udgifterne.
Det er også afgørende, at Det Økonomiske Råd for det andet valgte at tage udgangspunkt i en antagelse om, at problemet med den lave produktivitetstilvækst ville fortsætte evigt, om end i en mildere form. Det er ganske vigtigt, for når økonomi og velstand således kun vokser langsomt, bliver der selvsagt også et meget lille råderum til det offentlige forbrug, som med flere ældre må antages at vokse i de kommende år.
Og når Det Økonomiske Råd endelig for det tredje valgte at tage udgangspunkt i en antagelse om, at det private forbrug skulle fordobles frem til 2040 samtidig med at den økonomiske vækst var svag, bliver der naturligvis endnu mindre råd til offentligt forbrug.
Som man råber i skoven, får man svar
Når man går ud fra så ugunstige betingelser som regeringen har lagt for dagen, skal regnestykket naturligvis ende med kæmpe offentligt underskud. Men det er mere udtryk for regnemetoderne end for virkeligheden. Det er for det første en ganske urealistisk økonomisk-politisk antagelse, at skattestoppet skal fortsætte i det uendelige, idet det jo forudsætter, at VKO flertallet forbliver ved regeringsmagten i de næste mange år.
Den anden centrale forudsætning om fortsat lav produktivitets – og dermed BNP vækst er også problematisk, fordi den er atypisk i forhold til, hvad der historisk har været tilfældet i dansk økonomi med en gennemsnitlig årlig vækst på op til 2½ pct.. Med krisen og den skærpede internationale konkurrencemå virksomhederne fremover forventes at få anderledes fokus på produktivitetsforøgelse. Produktiviteten er da også allerede begyndt at gå i vejret.
Korriges disse atypiske og uholdbare beregningsforudsætninger vil dansk økonomi ikke have et varigt kæmpeunderskud på de offentlige finanser, men derimod et langsigtet overskud i omegnen af 15 mia. kr. , hvilket svarer til ca. en pct. af BNP.
Det skal med det samme anerkendes, at hermed undgår vi ikke, at der i nogle konkrete år bliver underskud. Selvom der på sigt samlet set vil være overskud skal sådanne underskud naturligvis tackles og inddæmmes, således at en uhensigtsmæssig gældsopbygning i større omfang undgås. Men med et langsigtet overskud kan vi alligevel i højere grad koncentrere os om en række andre betydelige økonomiske problemer, bl.a. arbejdsløshed, tab af arbejdspladser og finansiering af velfærden.
Konkluderende kan vi om planen fremhæve: Regeringens forventede 2020 – plan vil bebude et kæmpeunderskud, som skal danne afsæt for regeringens planer om en efterlønsafvikling og massive velfærdsbesparelser Planen skal så at sige skabe en forskrækkelse i befolkningen – en såkaldt krisebevidsthed – som gør, at de accepter forringelserne, og overvejer at genvælge VK – regeringen.
Vi kender ikke detaljerne i planen på nuværende tidspunkt, men hvis regeringen ikke blot følger Det Økonomiske Råds forudsigelser, men også dets metoder, så er det bebudede kæmpeunderskud på 50 mia. kr. i 2020 i høj grad et resultat af et politisk valg af regnemetoder. Som man råber i skoven, får man svar.
Katastrofescenarier som politisk metode.
Det vil ikke være første gang, at denne regering har brugt en metode med at bokse velfærdsforringelser og nyliberalistiske reformer igennem som økonomisk nødvendige ændringer. Politik iklædes med andre ord som økonomisk nødvendighed.
Den første gang regeringen for alvor brugte denne recept, var i forbindelse med nedsættelsen af den såkaldte ”Velfærdskommission” i 2004, der efterfølgende resulterede i en drastisk forringelse af tilbagetrækningsordningerne (efterløn og pension). Begrundelsen dengang er som nu. Det skal forebygge et angiveligt kæmpeunderskud langt ude i fremtiden. Underskuddet viste sig dog i høj grad et produkt af, at velfærdskommissionen havde regnet med helt urealistisk højre sundhedsudgifter i forbindelse med højere levetid.
Senere har regeringen genbrugt modellen igen ved at lade den såkaldte ”Arbejdsmarkedskommission” formulere forringelser af de offentlige overførsler: dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge også denne gang for at forhindre et tilsyneladende stort statsunderskud i fremtiden. Et statsunderskud, som regeringen dog selv i høj grad havde sørget for gennem manglende finansiering af skattelettelser i 2007.
For at kunne male disse dommedagsbilleder har regeringen benyttet sig af valg af beregningsforudsætninger og regnemetoder, som var urealistisk ugunstige for de offentlige finanser og som var stærkt ideologisk funderet. Det metodisk centrale herved var, at Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen og Det Økonomiske Råd så at sige tog fremtiden som gidsel og brugte et til lejligheden skabt skræmmebillede af fremtiden til at forskrække den danske befolkning til i dag til at rette ind og acceptere voldsomme forringelser af velfærden her og nu.
At bruge meningsfæller blandt økonomer har for regeringen den store fordel, at der hermed sker en afgørende ændring af debatten om regeringens linje fra at handle om valg mellem forskellige mulige politikker til at handle om fagøkonomi og hvad der er samfundsøkonomisk uomgængeligt.
På den måde bliver det naturligvis langt sværere for befolkningen at gennemskue, hvad debatten handler om, og den indsnævres til et anliggende for en i forvejen udvalgt kreds af økonomer med vælgerne som passive tilhørere. Ja, der lægges nærmere op til at der ikke skal være debat, for økonomisk nødvendighed er jo hævet over enhver diskussion - ikke?.
Når økonomerne har talt, tier lægmændene.
