Test regeringens vilje til at lytte
Regeringen har lovet de åbne døres politik. Vil de lytte til vandrørerne når det gælder arbejdsmarkedspolitikken? Det kan du være med til at teste på konferencen om arbejdsløshed og beskæftigelsespolitik d. 29 november
![]() - Det vigtige er ikke at afskære folk fra at vise, at de står til rådighed. Så længe man står til rådighed, så skal man ganske enkelt ikke kunne falde ud af dagpengesystemet, siger Søren Andersen. |
- Med en ny regering har vi endelig muligheden for at ændre synet på de arbejdsløse. De sidste 10 år har det skulle stå til ansvar for alverdens dårligdomme i samfundet, siger Søren Andersen, A-kasseleder i 3F-BJMF.
Og et godt sted at få den diskussion er på ”Kan det virkelig passe-initiativets” konference om arbejdsmarkedspolitik d. 29. november i København.
Her inviterer de 50 fagforeninger bag initiativet til konferencen, som sætter behandlingen af de arbejdsløse på dagsordenen.
Her vil der være oplæg fra arbejdsløse, praktikere fra A-kasserne, forskere og politikere fra partierne bag den nye regering. Formanden for LO, Harald Børsting indleder konferencen.
- Det er vigtigt at få diskuteret en ny arbejdsmarkedspolitik blandt tillidsfolk, det er ikke kun en sag for a-kasserne men for den samlede fagbevægelse og hele vores samfund, siger Søren Andersen.
- Og så er det vigtigt, fordi vi har fået en ny regering og en ny minister, som er tusind gange bedre end den forrige. Mette Frederiksen har en social indgangs vinkel i modsætning til sin forgænger, siger han.
Konferencen er en mulighed for at være med til at påvirke beslutningerne, mener Søren Andersen.
- Vi skal prøve at sætte pilen, og pege på, hvor vi skal hen. Det er vigtigt at diskutere på alle niveauer, det kan ikke kun overlades til toppen i LO. Regeringen har lagt op til den åbne dørs politik, de har sagt de vil høre efter, hvad der bliver sagt på vandrørene. Det her er en god lejlighed til at teste viljen, siger han.
Opgør med mistilliden
Søren Andersen mener, at tiden er kommet til at gøre op med det mistillids-regime, som den borgerlige regering har indført i beskæftigelsespolitikken.
- Det er de underligste spørgsmål, de arbejdsløse skal svare på. Og man sender folk med 25 års erfaring på kursus for at lære at stå op, det har ingen mening. Det skaber ingen job, hele beskæftigelsescirkusset skaber kun mening, hvis man ser det i et andet perspektiv. Hvis der er en logik, så handler det om at trykke lønnen, siger han.
- Det skal der gøres op med, i stedet skal det handle om at give de arbejdsløse mulighed for uddannelse, så der er brug for dem. Arbejdsløsheden er en del af flexicurity, når man så let kan blive smidt ud, så skal man også have en chance via opkvalificering og uddannelse, siger Søren Andersen.
Ingen bør kunne falde ud
Spørgsmålet om dagpengerettens længde og mulighederne for at rulle VK’s halvering af perioden tilbage, diskuteres heftigt i fagbevægelsen.
- Men nogen gange bliver den diskussion noget firkantet. I virkeligheden er dagpengeperioden ikke så vigtigt. Det vigtige er ikke at afskære folk fra at vise, at de står til rådighed. Så længe man står til rådighed, så skal man ganske enkelt ikke kunne falde ud af dagpengesystemet, siger Søren Andersen.
- Alle dem der ikke ved noget om, hvordan systemet virker, er optaget af at kigge på tabeller. Men os der arbejder med mennesker har en anden indgang. Vi ved, at 95 procent af de arbejdsløse vil have et arbejde. Både for at få en indkomst, men lige så meget fordi ens identitet er afhængig af arbejde, siger han.
De arbejdsløses retssikkerhed er blevet undermineret under den borgerlige regering, mener han.
- Det er jo blevet en forbrydelse at sige nej til job, det koster dyrt. Men muligheden for at få en fair afgørelse i klagesystemet er minimal, her bliver der ikke set på den enkeltes forhold, det er blot et spørgsmål om at overholde paragrafferne. De arbejdsløse har ingen retssikkerhed, det spørgsmål vil jeg også rejse på konferencen, siger Søren Andersen. (brink)
Der kan ikke knyttes kommentarer til dette Weblog indlæg.



