Regionsaftale i skyggen af nulvæksten
Regionsaftalen for 2012 giver ligesom den for 2011 under halvdelen af den budgetudvidelse, der er brug for, hvis regeringens ventelistegaranti skal indfries. Resultatet bliver igen kæmpebesparelser og personalereduktioner på sygehusene forud for og i løbet af 2012.
 |
Af økonom Henrik Herløv Lund
Resume:
Ifølge VK – regeringen friholder aftalen om regionernes økonomi for 2012 sundhedsområdet for nulvækst, idet der ifølge VKO s ”Genopretningsaftale” fra 2011 til 13 afsættes i alt 5 mia. kr. til realvækst på det regionale sundhedsområde.
Fritagelsen er i 2012 ligesom i 2011 dog mere af navn end af gavn. Aftalen tillader kun regionerne en realvækst i 2012 på i alt 1,5 mia. kr. svarende til det, som regeringen på forhånd har afsat i 2015 – planen til området. Det er langt mindre end sundhedsudgifterne faktisk er steget i de seneste år, idet de i den nuværende regerings tid årligt realt er steget mellem 3 og 4 mia. kr. i gennemsnit.
Hvilket ikke skyldes sløseri med midlerne, men i høj grad skyldes VK – regeringens ventetidsgaranti, som betyder, at selv perifere tilfælde og luksusbehandlinger kan forlange behandling indenfor en måned og herefter få den udført af private sygehuse for det offentliges regning. Resultatet har selvsagt været en stærkt stigende, men vanskeligt forudsigelig efterspørgsel på behandlinger og dermed følgende stigning i sundhedsudgifterne.
Samtidig gør den som følge af ventelistegarantien uforudsigelige efterspørgsel i sig selv prioritering og styring af omkostningerne meget vanskeligt. Tilmed er det offentlige sygehusvæsen placeret i et næsten uløseligt økonomisk dilemma, idet regering med ventetidsgarantien og økonomiaftalerne bliver ved med at insistere på en betydelig aktivitetsforøgelse, men kun stiller delvis finansiering til rådighed herfor. Dilemmaet har som bekendt medført fyringer i betydeligt omfang i 2010 og igen i 2011 for at forhindre budgetoverskridelser.
Dette grundlæggende dilemma er heller ikke med denne økonomiaftale løst, idet hverken ventetidsgaranti eller den kun delvise statslig finansiering af øget aktivitet ændres. Løsningen af dette dybe dilemma placeres ensidigt hos regionerne, der udover en ekstrem stram økonomistyring hvert år har måttet gennemføre store besparelser og personalereduktioner. I og med at det grundlæggende dilemma mellem statens økonomistyring og så ventetidsgarantien ikke er løst, må man frygte for nye fyringsrunder i 2012.
Resultatet kan i længden ikke undgå at blive en forringet service og behandlingseffektivitet, som med stor forudsigelighed navnlig vil ramme patienter med kronisk sygdomme og alvorligere tilfælde. Desuden kommer personalekontoen med stor sikkerhed ud for massive løbende spareforanstaltninger igen i løbet af 2011 og 2012.
