Regeringens medansvar for vækstfaldet, krisen og underskuddet
VK – regeringens fejlagtige økonomiske politik er i betydeligt omfang medansvarlig for den økonomiske krise i Danmark, herunder for dybden og den forventelige langvarighed af den økonomiske nedtur samt for det heraf affødte kraftige underskud på de offentlige finanser.
 |
Af økonom, cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund
Ifølge netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik er BNP i 2. Kvartal faldet med - 7,2 pct. i forhold til samme tidspunkt sidste år. Dette er kommet som et chok for regeringsøkonomerne og bankøkonomerne, der ellers i fællesskab var godt i gang med at forsøge at tale dansk økonomi op i gear.
Det må da også medgives, at med denne forværring er udviklingen i dansk økonomi i særklasse dårlig i forhold til OECD i øvrigt, hvor den negative vækst er enten en del lavere eller endog så småt ved at blive afløst af svagt positive vækstrater.
At væksten i Danmark imidlertid er så dårlig burde ved nærmere eftertanke imidlertid ikke komme bag på nogen. Det hænger nemlig i høj grad sammen med en forfejlet økonomisk politik fra regeringens side, der må siges at have et stort medansvar for både den økonomiske krise i Danmark, for den dårlige vækst og for det stærkt stigende statsunderskud.
VK-regeringens medansvar for kirsen
Regeringen har i stort omfang – godt hjulpet af bank og arbejdsgiverøkonomerne – henvist til, at krisen er kommet udefra og det kan man jo ikke gøre noget ved. Det er også fuldstændig rigtigt, at den økonomiske krise i Danmark i betydeligt omfang skyldes den internationale finans – og handelskrise, som har ramt den dansk finansverden og de danske eksportvirksomheder og herfra forplantet sig videre til resten af erhvervslivet og samfundsøkonomien.
Men den danske økonomiske krise er en dobbelt økonomisk krise. Den er både kommet udefra, hvilket danske myndigheder IKKE kan hæfte for, men den er OGSÅ kommet indefra – fra en krise på boligmarkedet og en forbrugskrise, som VK – regeringen derimod har et meget stort medansvar for.
VK – regeringens skattestop og skattelettelsespolitik samt deres lånereformer var således stærkt medvirkende til at bygge en ”boble” op på det danske boligmarked, som dansk økonomi idag døjer med, fordi det danske boligmarked skal igennem et stort og langvarigt prisfald for igen at få priserne ned på et realistisk leje.
Og på grund af denne særligt dybe danske boligkrise er også kommet en særlig dyb ”forbrugskrise”. Hvor boligejerne – således kraftigt tilskyndet af regeringen – under højkonjunkturen gældsatte sig kraftigt med henblik på forbrug, er de nu under indtryk af faldet i boligpriserne og boligformuerne svinget helt om og satser gennem opsparing på at igen at nedbringe den kraftige stigning af gælden, som bl.a. regeringen lokkede dem ud i.
Denne tilbageholdenhed med forbrug betyder igen, at det danske erhvervsliv og dansk samfundsøkonomi også ramme indefra af negative vækstrater i forbruget og dermed faldende indenlandsk efterspørgsel. Hermed bliver krisen i Danmark særligt dyb og langvarig. hvilket regeringen har et stort medansvar for gennem en forfejlet skatte - og boligpolitik.
Regeringen har smidt gode penge efter dårlige
Hertil kommer, at regeringen også har et stort medansvar for krisens videre udvikling, fordi den IKKE har ført en effektiv økonomisk politik til at imødegå og forebygge krisen og stigningen i arbejdsløsheden. Tværtimod er regeringens økonomiske politik direkte en medvirkende årsag til at krisen udvikler sig værre i Danmark end i andre vestlige lande
Af ideologiske grunde har regeringen som nævnt valgt at prøve at bremse krisen ved at pumpe penge ud til privatforbrug, primært gennem frigivelsen af den såkaldte SP – opsparing i 2009. Hertil kommer så iværksættelse af skattelettelser fra ”Lavere skat på arbejde” fra 2007 og underfinansiering af skattereformen i 2010. Over 40 mia. kr pumpes således ud til det private forbrug i år og næste år.
Regeringens økonomiske strategi er imidlertid som bekendt længe fra mere progressivt økonomisk hold blevet kritiseret for at være langt mindre effektiv til at stimulere samfundsøkonomien, idet det private forbrug erfaringsmæssigt i krisetider falder dybt, fordi forbrugerne i stedet øger opsparingen og nedbringer gæld.
Dette er som nævnt i Danmark særligt udpræget i øjeblikket og skyldes ikke blot almindelig forsigtighed og udsigten til markant stigende arbejdsløshed. Men som anført skyldes det nok så meget, at krisen i Danmark som beskrevet i høj grad også er en krise på boligmarkedet med fortsat faldende boligpriser og dermed boligformuer, hvor boligejerne nu vælger at nedbringe gæld frem for at forbruge.
Regeringens forbrugsstimulerende politik gennem skattelettelser og udbetaling af SP opsparing er således i stor udstrækning ” at smide gode penge efter dårlige”, idet den ikke har været særlig effektiv til at øge den indenlandske efterspørgsel og dermed heller ikke til at dæmme op for vækstfald og stigende arbejdsløshed.
Ikke mindst af ideologiske grunde har regeringen IKKE villet øge det offentlige forbrug, som jo ellers fuldt og helt ville have øget efterspørgslen og som samtidig også ville have haft et betydeligt lavere importindhold end privatforbrug. Feks er en stor del af de forbrugte midler fra udbetalingen af SP opsparingen forsvundet ud af landet til udlandsrejser og har ikke skabt beskæftigelse i Danmark.
Det ville her ikke alene - som foreslået af oppositionen - have været en god ide at øge offentlige investeringer. Men – da offentlige investeringer er meget dyre til at reducere arbejdsløshed med – ville det også været en rigtig god ide i stedet at øge den offentlige beskæftigelse fx gennem tilførsel af øgede midler til hårdt trængende kommunal drift og service.
Regeringens økonomiske politik har således ikke alene et betydeligt medansvar for den økonomiske krise i Danmark. Men VK ´s økonomiske politik har et afgørende hovedansvar for at krisen ikke er blevet imødegået af en effektiv økonomisk politik, tværtimod. Samlet har regeringen således et ganske stort ansvar, for at krisen og arbejdsløsheden og velstandstabet i Danmark bliver særligt stærkt, dybt og langvarigt.
Også betydeligt medansvar for statsunderskud
Som bekendt er en af konsekvenserne af krisen et stærkt stigende statsunderskud. Regeringen ventede i forårets økonomiske redegørelse et underskud på omkring 85 mia. kr i 2010, men dette må på baggrund af den dårlige økonomiske vækst forventes at blive endnu større.
Regeringen har også her skudt den internationale krise foran sig som alibi og fralagt sig medansvar. Det er da også rigtigt i det omfang krisen skyldes udefra kommende faktorer. En del af statsunderskuddet skyldes ikke mindst fald i eksport og deraf følgende øget arbejdsløshed samt heraf affødt lavere forbrug.
Når dette fører til lavere offentlige indtægter fra skatter og afgifter og øgede udgifter til arbejdsløshed mv. har ingen i Danmark naturligvis ansvar herfor.
Men det er jo langt fra hele årsagen til det stigende statsunderskud. Statsunderskuddet skyldes også i betydeligt omfang faktorer, som VK – regeringen faktisk har et ansvar for.
For det første fordi VK ´s skattestop og skattelettelsespolitik siden 2002 i dag betyder, at der årligt mangler mere end 40 mia. kr i statskassen. Pengene er ødslet bort på skattelettelser. Herved bliver statsunderskuddet naturligvis så meget større, da først krisen satte ind.
Hertil kommer, at VK som tidligere anført nu pumper betydelig midler ind i at øge det private forbrug. Herved øges de offentlige udgifter i år og næste år stærkt, hvilket er hermed kraftigt medvirkende til at øge statsunderskuddet UDEN, at det fører til større øget beskæftigelse og dermed modsat til reduktion i arbejdsløshedsudgifter og øgede statsindtægter fra skatter og afgifter.
Øgede offentlige udgifter til investeringer og øget offentlig beskæftigelse ville naturligvis også have belastet de offentlige finanser, men HER ville der have været en positiv modvirkende effekt fra sparede dagpenge samt større skatteindtægter.
Alt er VK – regeringens fejlagtige økonomiske politik således i betydeligt omfang medansvarlig for den økonomiske krise i Danmark, for den økonomiske nedturs dybde og varighed i Danmark samt for det heraf affødte kraftige underskud på de offentlige finanser.
For en mere uddybende KRITISK ANALYSE herom, læs Henrik Herløv Lund: Den økonomiske krise i Danmark (30s).
