Regeringsplan er pletrens i selvskabt bureaukrati
Regeringens afbureaukratiseringsplan er på ingen måde den stærkt tiltrængte hovedrengøring i den af regeringens selv skabte bureaukrati. Der må anerkendes, at der er forbedringer i planen, men i det samlede billede udgør det højst en gang pletrens i stedet for en stærkt tiltrængt hovedrengøring.
Af økonom Henrik Herløv Lund
Det må anerkendes, at der er enkelte forslag i regeringens netop fremlagte afbureaukratiseringsplan ”Mere tid til velfærd”, som vil betyde en reduktion af kontrol og dokumentationskrav for offentligt ansatte og for borgerne:
Daginstitutionerne: Alle børn skal ikke længere sprogvurderes, kun de med sproglige vanskeligheder og pædagogiske læreplaner skal kun evalueres hvert andet år mod i dag hvert år
Folkeskolen: Elevplaner skal ikke længere omtale alle fag.
Ældreplejen: Plejeplaner skal ikke længere være obligatorisk, forebyggende hjemmebesøg skal ikke længere være obligatorisk og kravene i forbindelse med tildeling af hjælp opblødes.
Social sektor: Merudgifter til handicappede skal ikke længere genvurderes hvert år.
Integration: Opfølgning på integrationskontrakter en gang om året mod i dag hvert kvartal.
KUN ET UD AF 10 FORSLAG BIDRAGER REELT TIL AFBUREAUKRATISERING.
Men så det reelle afbureaukratiseringsindhold af VK – regeringens 75 sider lange plan også udtømt.
Ud af 105 forslag betyder således mindre end 10 en reel afbureaukratisering. Hertil kommer, at der højst er tale om en opblødning, ikke en reel afskaffelse af reduktion i det af regeringens selvskabte dokumentations – og kontrolbureaukrati.
Problemet med det af VK – regeringen indførte kontrolregime har jo været, at det overalt i den offentlige sektor har gjort rapportering og dokumentation til obligatoriske rutiner og ritualer uanset, om der reelt var behov herfor og uanset om det førte til nytænkning.
Det brydes der i hele planen kun med i ganske få tilfælde, fx når sprogvurderinger fremover kun skal ske for børn med sprogvanskeligheder og ikke længere skal være obligatorisk for alle børn. Eller når i ældreplejen forebyggende hjemmebesøg heller ikke længere skal være obligatorisk.
Men i langt de fleste af de ovennævnte tilfælde er der som anført højst tale om en opblødning. Alle fag skal fx ikke længere nævnes i folkeskolens elevplaner, men alle elever skal fortsat UANSET om de er ganske velfungerende og deres udvikling og læring forløber normalt. Og i daginstitutionerne skal der ikke længere udarbejdes pædagogiske læreplaner for hvert eneste barn hvert år, men stadig hvert andet år i stedet for at målrette læreplaner til de børn, som udviklingsmæssigt halter bag efter og derfor har et særligt behov for stimulering.
Afbureaukratiseringsplanen er således ikke en gang halvhjertet, den repræsenterer højst en gang pletrens i det af regeringens selvskabte rapporterings – og dokumentationsregime.
SELVSKABT BUREAUKRATI.
Men har lidt ikke ret. Jo, begrænsede forbedringer er da bedre end ingen forbedringer. Og kunne selvfølgelig anlægge det bibelske princip om, at der i himlen vil være mere glæde over en synder som omvender sig end over 10 retfærdige.
Men på den anden side ER der altså tale om, at VK – regeringen nedtrapper det bureaukrati, som den selv siden 2002 målbevidst har opbygget for at kontrollere og sætte sig på offentligt ansatte og offentlig service. Man kan her ikke lade være med at ærgre sig over de skønne spildte kræfter og timer, som i de forgangne år pr regeringsdekreter er gået tabt for offentligt ansatte og offentlige brugere.
Og her er altså højst tale om, at der blødes op herpå og på ingen måde tale om nogen afskaffelse.
Regeringen hævder selv, at afbureaukratiseringsplanen vil frigøre omkring 3 mio. timer årligt svarende til op mod 900 mio. kr fra bureaukrati til borgernær service.
Ser man imidlertid på de forslag, som reelt batter noget svarer det til højst en tredjedel heraf, altså omkring 1 mio. timer årligt. Tids – og ressourcegevinsten i planen er således højst opreklameret.
Og den stærkt begrænsede gevinst kan sammenholdes med, at en nylig FTF undersøgelse viste, at dokumentationsarbejdet pr ansat udgjorde omkring 1 time pr dag svarende til 62 mio. timer årligt indenfor FTF – området. Hvilket for hele den offentlige sektor svarer til omkring 150 mio. timer.
VK – regeringens afbureaukratiseringsplan når trods enkelte gode momenter således kun frem til at kradse i overfladen på bureaukratiseringsproblemet.
For restens vedkommende – de 90 procent af planen– er der tale om den gamle traver for Schlüterregeringen om ”regelforenkling”, hvor flere bekendtgørelser ,vejledninger eller paragraffer i sådan skrives sammen til en samlet eller bare omformuleres uden reel ændring af indholdet.
Eller der er slet og ret tale om spin.
PLETRENS I STEDET FOR TILTRÆNGT HOVEDRENGØRING.
Der er således tale om, at VK – regeringen forsøger sig med en gang pletrens i stedet for den tiltrængte hovedrengøring i det rapporterings og dokumentationsregime, som den selv har skabt.
Alle regeringens bestræbelser forud for og i forbindelse med Kvalitetsreformen for at udbrede mål og resultatstyring, akkreditering, evaluering, tilfredshedsundersøgelser og alle mulige andre måle og tællesystemer forbliver uantastede.
Det samme gælder regeringens tiltagende top - og statsstyring af kommuner og offentlige institutioner og den tiltagende begrænsning af kommuners og institutioners råderum gennem krav om udlicitering, frit valg og privatisering.
KONTROL OG DOKUMENTATIONSKRAV UADSKILLELIG DEL AF NEW PUBLIC MANAGEMENT.
Der er i forbindelse med regeringens afbureaukratiseringsplan er således i høj grad tale om symbolpolitik. Hvorfor er imidlertid højst forklarligt.
Den øgede kontrol og styring af kommuner såvel som offentligt ansatte er nemlig et uadskilleligt aspekt af regeringens projekt for en nyliberalistisk velfærdsmodel og herunder for indførelse af New Public Management dvs. en markedsstyringsmodel for den offentlige sektor.
Uanset om statsministeren hedder Fogh Rasmussen eller Løkke Rasmussen handler regeringens grundlæggende projekt såvel i den økonomiske politik som i forvaltningspolitikken om et opgør på nyliberalistisk grund med velfærdsstaten. Velfærdsstaten beslaglægger for mange ressourcer på markedsøkonomiens og de private virksomheders bekostning og derfor satser regeringen gradvist, men mere og mere på at fremme det private (det private forbrug og de private virksomheder) på det offentliges bekostning. Derfor regeringens økonomiske politik for, at den økonomiske vækst fortrinsvist går til det private forbrug og den private sektor
Endvidere er det et centralt mål for den nyliberalistiske politik at tilbageføre så store dele som muligt af de offentlige opgaver og den offentlige sektor til markedsøkonomien og den private sektor gennem privatisering og udlicitering og markedsstyring – såkaldte New Public Management.
Samtidig er velfærdsstaten i den nyliberale politiks øjne alt for behovs -, omsorgs - og lighedsorienteret. Velfærdsmodellen skal markedsstyres hen i mod at service alle borgere lige og ens ”som forbrugere” - hvilket naturligvis bliver på bekostning af den hidtidige prioritering efter behov, som naturligt prioriteret de svage højst.
KONTROL OG TOPSTYRING
For at gennemføre sådan drejning af den danske velfærdsmodel har de liberale, såkaldt ”frihedselskende” borgerlige partier i regeringen slet og ret benyttet sig af regerings – og statsmagten som magtinstrument. Drejningen af velfærdsmodel mod en markedsstyret og privatiseret velfærdsmodel er sket gennem tiltagende topstyring dvs. ved at regeringen har dekreteret kommuner, offentlige institutioner og offentligt ansatte, hvilken melodi orkestret nu skulle spille. Kvalitetsreformen er det eksempel herpå.
I denne proces har hensigten helliget midlet. Fordi det overordnede og afgørende mål har været og er at gennemsætte forandringen hen imod en nyliberalistisk samfundsmodel har regeringen indført en indgribende styring af og kontrol med kommunerne, således at fx også ikke - borgerlige kommuner er kommet med i processen. En styring som reelt er en betydeligt indskrænkning af det kommunale selvstyre jf fx den såkaldte ”justering af aftalestyring”.
Og regeringen har endvidere gjort brug for en langt større styring af og kontrol med de offentligt ansatte og velfærdens fagprofessionelle kernetropper, hvis etik og faglige standarder ikke umiddelbart har harmoneret med ”forbrugeriseringen” af velfærdsmodellen. Offentligt ansatte, som ifølge New Public Management teorierne da også betragtes som modspillere jf den såkaldte principal agent – teori .
Den tiltagende topstyring og kontrol og de tiltagende krav om dokumentation og rapportering, jf. kvalitetsreformen, er således en integreret del af indførelsen af New Public Management i den offentlige sektor, som igen er en uadskillelig del af selve regeringens overordnede ideologiske projekt om en gradvis nyliberal drejning af den danske samfunds – og velfærdsmodel.
HANDLER DET OM EN VALGTAKTISK KNIBTANGSMANØVRE?
Når udmeldingerne om større frihed og mindre bureaukrati for kommuner og offentligt ansatte således i den aktuelle afbureaukratiseringsplan i væsentlig udstrækning kan rubriceres som symbolpolitik har det formentlig et valgtaktisk perspektiv. For den nye statsminister Lars Løkke Rasmussen såvel som for den nyvalgte konservative partileder Lene Espersen er det helt afgørende at sikre fremgang ved det kommende valg og dermed regeringens overlevelse og dens fortsatte politiske projekt.
Den tilsyneladende tilnærmelse til de offentligt ansatte gennem at gøre afbureaukratisering til en politisk mærkesag kunne måske ses som et forsøg på at gentage Anders Fogh Rasmussens manøvre forud for valget i 2001, hvor han drejede ind mod midten ved tilsyneladende at gøre den almindelige befolknings højst prioriterede ønske om et bedre sundhedsvæsen til et højt rangerede politisk programpunkt.
I tider, hvor krisen hærger i den private sektor og regeringens hidtidige økonomisk succes her, er væk, trues også regeringens opbakning og magtbase i den private sektor og blandt dens ansatte. Regeringen har med sin politik hidtil bragt sig i solid modsætning til de offentligt ansattes organisationer. Viger også tilslutningen fra den private sektor står regeringen til at tabe næste folketingsvalg.
Her kan regeringen have vurderet, at en større tilslutning fra de offentligt ansatte ved næste folketingsvalg kan blive afgørende for, om VK kan genvinde den for deres overordnede politiske projekt afgørende regeringsmagt? Her kunne afbureaukratisering i offentlig service være et fristende tema til at bejle til de offentlige ansatte, også fristende alt den stund det formentlig ikke vil være så dyrt at realisere.
Afbureaukratiseringsfremstødet kan derfor være en kynisk valgtaktisk knibtangsmanøvre for at overhale oppositionen indenom og sikre sig opbakning fra tilstrækkeligt store dele af de offentligt ansatte til at bevare regeringsmagten.
ARBEJDSDELING MELLEM VENSTRE OG KONSERVATIVE?
I en sådan knibtangsmanøvre kan de to regeringspartier endvidere ligefrem have aftalt en arbejdsdeling.
Som anført har Lars Løkke Rasmussen nok talt positivt om afbureaukratisering og om velfærdssamfundet, men samtidig fastholdt centrale liberale mærkesager som yderligere udbredelse af frit valg og udlicitering. Mens derimod de konservative er vendt på en tallerken og nu taler om, at ”kerneydelserne i den offentlige sektor skal forblive offentlige” og at ”frit valg ikke er et mål i sig selv”.
Bemærkelsesværdigt nok har disse konservative udmeldinger indtil nu ikke affødt protester fra Venstre på trods af den tilsyneladende indbyrdes uoverensstemmelse mellem de to regeringspartier. Det kunne indikere et aftalt spil, hvor de konservative går mod de offentlige ansatte for at kapre stemmer her fra oppositionen, mens venstre forbliver på regeringens hidtidige platform og fastholder opbakningen fra den private sektor.
Det er et spil som kunne lægge op til at kopiere modellen fra Dansk Folkepartis rolle. Dansk Folkeparti søger i forhold til regeringen at fremstille sig som garant for regeringens sociale side. Hvorfor partiet tit og ofte springer op som løver og løfter pegefingeren overfor regeringen. Men altid falder ned som lam igen, hvis de tilbydes en større ældrecheck eller nogle yderligere udlændingestramning.
På samme vis kunne det være tanken at de konservative skulle dække regeringen af overfor de offentligt ansatte før valget. Hvorefter regeringspartierne så – når regeringsmagten er genvundet med venstre som det fortsat største parti – med det som realpolitisk argument sammen stille og roligt at genoptage den hidtidige kurs.
LIGE SÅ LIDT OPGIVE STYRING OG KONTROL SOM OPGIVE NYLIBERALISMEN.
Der er som anført grundlæggende politiske og ideologiske grunde til, at topstyringen, kontrollen og de bureaukratiserende dokumentations - og rapporteringskrav har vokset massivt under VK – regeringen.
Og fordi netop topstyring og kontrol er en dybt uadskillelig del af deres helt overordnede ideologiske mission og politiske projekt ligeså vel som markedsstyring og privatisering er det, kan topstyringen og kontrollen naturligvis ikke bare skilles ud af projektet og nulstilles. Regeringen kan – som i den aktuelle afbureaukratiseringsplan – blødgøre herpå, men aldrig opgive det grundlæggende.
Lige så lidt som man kunne tænke sig, at regeringen opgave den økonomiske forfordeling af det offentlige til fordel for det private og lige så lidt som man kan forestille sig, at regeringen overlod NPM til demokratisk afgørelse og gav fx kommunerne frihed til at selv at bestemme, om de ville indføre frit valg eller vil udlicitere, lige så lidt kan regeringen naturligvis tænkes reelt at ville give afkald på at kontrollere om kommuner, institutioner og medarbejdere følger den overordnede nyliberalistiske kurs.
ALTERNATIV: TILLIDSSTYRING.
Alternativet til kvarthjertede opblødninger og taktiske meldinger og manøvrer fra regeringspartierne bør være følgende 3 klare programpunkter for den offentlige sektor :
1) Ressourcerne til den offentlige sektor skal fremover vokse med den almindelige velstandsudvikling og efterslæbet fra VK – perioden skal indhentes. Derfor må skattestoppet også ophøre.
2) Alle de centrale offentlige ydelser skal forblive offentligt producerede og styrede og skal tildeles efter behov. Udlicitering og frit valg skal derfor standses. Adgang til offentlige ydelser gennem private forsikringsordninger skal ophøre.
3) Topstyringen af kommuner, offentlige institutioner og offentligt ansatte skal ophøre og erstattes med en tillidsstyring med sikring af de offentligt ansattes professionelle og faglige råderum, en høj grad af selvledelse for offentlige institutioner og sikring af det kommunale selvstyre.
Henrik Herløv Lund udsender i forsommeren bogen ”MOD DET TODELTE SAMFUND – fra kvalitetsreform til minimumsvelfærd?” på forlaget ”Nyt fra Samfundsvidenskaberne”.
