Reform eller spareøvelse
Er aftalen om reform af førtidspension og fleksjob en spareøvelse eller hjælp til svage?
Af Henrik Herløv Lund, økonom – cand.scient. adm.
• Mette Frederiksens og de borgerliges ”Aftale om en reform af førtidspension og fleksjob” bekræfter i alt væsentligt de omfattende forringelser af ydelser og vilkår for svage ”unge” i SRSF s og VK s tidligere reformudspil.
Navnlig spises svage unge under 40 fremover i ressourceforløb af med kontanthjælpssatsen og et flertal af fremtidige fleksjobbere oplever voldsom lønnedgang.
• Mette Frederiksen og SRSF påberåber sig et mål om at hjælpe førtidspensionister og fleksjobbere til at få det bedre og hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet. Det er i sig selv sympatisk og rigtigt, men bliver svage raskere af at blive fattigere?
• En skepsis overfor løfterne om behandlingstilbud er desværre også velbegrundet. Mange kandidater til førtidspension på grund af psykisk sygdom har kroniske og alvorlige lidelser, som vil kræve langvarig og omfattende behandling. Her virker det ikke beroligende, at regeringen kun har budgetteret med det halve af den udgift pr. ressourceforløb, som dens ellers så store forbillede – Arbejdsmarkedskommissionen – vurderede påkrævet. Risikoen er dermed, at behandlingsindsatsen får karakter af discountløsninger, som langt fra står mål med helbredsproblemer og lidelser.
• Reformen er først og fremmest en spareøvelse: Der spares i 2020 dobbelt så meget på ydelserne som der investeres i aktiv indsats og når reformen er fuldt indfaset vil besparelser nærme sig det tredobbelte af investeringen i aktiv indsats.
• Målet om, at førtidspensionister og fleksjobbere kan komme tilbage til arbejdsmarkedet er i sig selv godt. MEN: Reformaftalen er stort set blottet for initiativer til at skabe flere jobs til personer i ressourceforløb og til at skabe flere fleksjob og er kemisk renset for forpligtelser for virksomhederne i så henseende.
• Reformen hævder at kunne gøre det mere attraktivt for virksomhederne at ansætte fleksjobbere ved, at omlægge tilskudsmodellen, så de kun skal betale for de timer de får, men opnår kun, at fleksjobansatte skal konkurrere med mere effektive ”normalmedarbejdere” om deltidsjob. Måske for at kompensere herfor åbner reform gennem indførelse af ”aflønning for effektiv arbejdstid” op for at fleksjobbere ikke aflønnes for fx pauser. Men begrebet kan åbne en ladeport, hvorigennem fleksjobbere kan blive presset ned under overenskomstmæssige timelønninger.
• SRSF – regeringen angiver det som målet for sin reformpolitik at sikre det økonomiske grundlag for velfærden. Men man har alligevel gået ind på de borgerliges krav om at provenuet af reformen skal båndlægges, så Enhedslisten i en evt. finanslovsaftale IKKE kan bruge pengene til velfærdsforbedringer. Sammen med det forliste provenu af trepartsforhandlingerne og de ekstra skattelettelser til de borgerlige i skattereformen vil der hermed årligt komme til at mangle op til 4 mia. kr. årligt svarende til fjernelse af op til 10.000 stillinger. Reformaftalen forbedrer ikke det økonomiske råderum til velfærd, men forringer det tværtimod.
• Det er ingen tilfældighed, at SRSF s forslag til regelændringer i høj grad ligger op ad VK s tidligere reformudspil. SRSF fører på dette område – som i den økonomiske politik, arbejdsmarkedspolitikken og velfærdspolitikken i øvrigt – overvejende blå, borgerlig politik.
