Mens industrien bløder
Regeringens visioner for fremtiden begrænser sig til en stribe asfalt mellem Herning og Holstebro. Vi har brug for en industripolitik og investeringer i fremtidens arbejdspladser
 |
Af Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens
Dansk økonomi er kørt totalt af sporet: På få år har vi tabt 200.000 arbejdspladser, de seneste tal viser, at der alene er lukket 35.000 industriarbejdspladser siden 2008.
Det var ellers dyre råd, erhvervsministeren hentede sig, da finanskrisen brød ud, gode råd fra nogle engelske regnedrenge kostede 9 mil. kr., plus en million ekstra til bilagsløse udgifter til fly og taxa. Det er svært at se, hvad der kom ud af den rådgivning, arbejdsløsheden er steget med 120.000 siden og statsunderskuddet er vokset med 150 milliarder.
Sandheden er, at produktionen er ved at lukke ned i Danmark. Udflytningen foregår i et rasende tempo. Og et er måske ikke så sært, at det frister virksomhederne, når EU står klar med tilskud på op til 70 procent, hvis produktionen flyttes til Polen.
Imens sidder regeringen ikke bare på sin flade, den har gemt hænderne godt op under ballerne. Jo der er da nedsat et globaliseringsråd, hvor kloge – især erhvervshoveder - tygger drøv på den ”globale udfordring”.
Men i forbindelse med finansloven kunne regeringen pege på to initiativer til fremme af væksten: En motorvej mellem Herning og Holstebro, som der ganske vist ikke trafik, og som eksperter mener er spild af penge. I stedet ligner det et plaster til Udkantsdanmark. Den anden nyskabelse handler om, at virksomhederne skal have rabat på momsen, når de tager på hotel og holder konferencer!
Det er der ikke meget fremtid i.
Mens arbejdspladserne stryger ud af landet har landets ledelse intet bud på, hvad vi skal leve af i fremtiden. Det ordnes ikke med en stribe asfalt i Vestjylland eller nok så mange konferencer for erhvervslivet. Vi har brug for målrettede investeringer i fremtidens produktion og en egentlig industripolitik for landet. Hvad hjælper det at stille krav om, at udenlandske ægtefæller skal være højproduktive for at få adgang til landet, hvis vi ikke har arbejdspladerne til dem?
Regeringens såkaldte genopretningspakke ligner mere en bulldozer. Arbejderbevægelsens erhvervsråd har påvist, at den fører til fyringer af 17.000 offentligt ansatte næste år. Det er velfærden, og de arbejdsløse, der kommer til at betale prisen for regeringens passivitet.
I stedet for at sætte ind med massiv omskoling og opkvalificering til de 168.000 ledige, så har regeringen og Dansk Folkeparti i stedet besluttet at spare en rund milliard kr. på arbejdsmarkedspolitikken.
Det var en stolt beskæftigelsesminister, som kunne meddele, at det skal være slut med de pipfuglekurser, som fagbevægelsen i årevis har kritiseret. Men hun smider barnet ud med badevandet, fordi besparelsen også rammer de lediges muligheder for at få reel opkvalificering. F.eks. når det gælder de seks ugers selvalgt uddannelse, som ledige har ret til.
Som refusionsordningerne nu bliver skruet sammen, så koster det kommunerne penge, hver gang de tilbyder opkvalificering og uddannelse til de ledige. Kommunerne kan i stedet spare, ved at sende de ledige i praktik og aktivering i virksomhederne, med al den risiko for misbrug, som det indebærer.
Krisen har varet to år, der er blevet flere langtidsledige, og med halveringen af dagpengeperioden risikerer tusinder at ryge helt ud af dagpengesystemet.
Det haster med en regering som tager problemerne alvorligt, og som tør at sætte ind med de langsigtede investeringer, som skal til, hvis velfærdssamfundet skal overleve.
