Løkkes armod
Det er udtryk for politisk armod, når statsministeren må bruge sin nytårstale til et frontalangreb på efterlønsordningen. I et desperat forsøg på at bevare magten, forsøger han at sende endnu en regning til de svageste.
 |
Af Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens
Efter at have halveret dagpengeperioden og ladet småbørnefamilierne betale gildet fortsætter angrebene på de almindelige lønmodtagere med forslaget om helt at afskaffe efterlønnen.
Forslaget skal angiveligt redde dansk økonomi op af sumpen. Men hvor er de initiativer, som skal skaffe bare nogen af de 200.000 arbejdspladser tilbage, som er forduftet under krisen? Afskaffelsen af efterlønnen skaffer ikke en eneste arbejdsplads. Det spiller ingen som helst rolle i forhold til spørgsmålet om, hvordan vi skal opretholde konkurrencevene og skaffe arbejde i fremtiden.
Der er grund til at efterlyse bare et gran af saglighed. Når Lars Løkke nu er klar til løftebrud og bryde aftalen om efterlønnen, så er det jo et ikke et resultat af et overordnet syn på økonomien. Det skyldes at han er trængt af Libaral Alliance og en stribe møgsager, hvor regeringen er taget i at snyde på vægten. Men at gøre efterlønnen til hovedspørgsmålet for at redde økonomien er dybt useriøst.
Det er uanstændigt art fremstille det som om efterlønnen bliver brugt af folk, som ikke har brug for det. Alle undersøgelser dokumenterer, at hovedparten af dem, der bruger ordningen er nedslidste 3F’ere, FOA-medlemmer og faglærte. Det er mennesker som har betalt til ordningen i tillid til, at de kunne trække sig tilbage lidt før. Det er uanstændigt at man nu fortsætter angrebene på dem, der har haft det hårdeste slid, efter at have forgyldt de rigeste med skattelettelser på 15 milliarder. Det er stort set det samme beløb, som Løkke siger han kan spare på efterlønnen.
Det er bekymrende at se, hvordan en enig front af politisk elite, økonomiske vismænd og medier nu har besluttet, at efterlønnen er skurken i økonomien og hamret løs på kravet om at få den væk. Fjernelsen af efterlønnen er i deres optik blevet en nødvendighed, som er lige så uomgængelig som tyngdekraften. Men spørgsmålet er stadig, hvor er den nationaløkonomiske gevinst?
For en meget stor del af efterlønnerne er alternativet ledighed eller sygemelding. Og jeg formoder at også den herskende elite mener, at de skal have et eller andet at leve af. Hvad er tilbuddet til de mennesker? Skal de stå med hatten i hånden og tigge om en almisse?
Efterlønssatsen i dag er ingen guldgrube, og den er milevidt fra de tilbagetrækningsvilkår, som dem som nu hyler op reserverer for sig selv, men den sikrer dog et minimumsniveau. Hvis dem der afskæres fra efterløn skal sikres samme minimum, så forsvinder gevinsten ved at afskaffe efterlønnen helt.
Det økonomiske argument er hult, tilbage er mistanken om, at når arbejdsgivere og økonomer bliver ved at banke på efterlønnen, så skyldes det, at de gerne ser arbejdsløshedskøen forlænget, så det kan presse lønnen for dem, der er i arbejde. Det er den sædvanlige primitive liberale medicin, mod alle økonomiske dårligdomme. At det ikke skaffet en arbejdsplads eller giver et eneste svar på, hvad vi skal leve af i fremtiden, det bekymrer tilsyneladende hverken regeringen, økonomerne eller de medier, som ukritisk holder mikrofonen for magthaverne.
