Lars Løkkes 10 mål: ”Pie in the sky” som løftestang for velfærdsforringelser her og nu

Lars Løkke Rasmussens 10 mål er genbrug af Foghs gamle formel fra Globaliseringsprogrammet og ”Velfærdsaftalen” i 2006 om at bytte uforpligtende fremtidsløfter om sikring af økonomi og velfærd mod anderledes kontante velfærdsforringelser her og nu”

Af økonom, cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund

På Venstres aktuelle landsmøde har partiets formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, fremlagt et nyt program for partiet: 10 målsætninger for Danmarks fremtid. For en umiddelbar betragtning kan mange af disse mål virke sympatiske og udmærkede, eftersom de fremmaner billedet af et økonomisk, sundhedsmæssigt og miljømæssigt stærkt Danmark.
Bl.a. målene er fx at ”Danmark i 2020 skal være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP”, at ligeledes i 2020 ” skal den danske middellevetid være blandt de højeste i verden” og samme år skal ”Danmark være blandt verdens mest energieffektive lande”.

GENBRUG AF FOGHS OPSKRIFT FRA GLOBALISERINGSPROGRAMMET.
Tilsyneladende udstråler de 10 målsætninger en bestræbelse på at opstille almene og fælles mål for Danmark i det kommende årti og dermed på at skabe konsensus samt på både at tilgodese økonomi, klima og velfærd.
Der er imidlertid ikke grund til at lade sig narre heraf. Lars Løkke Rasmussen er tydeligvis i gang med en gang genbrug af Foghs opskrift fra VK - regeringens globaliseringsprogram og - råd. Her opstillede VK - regeringen tilsvarende ”himmelstræbende” mål: Danmark skulle ikke mindst have forskning i verdensklasse og uddannelser i verdensklasse.
Den virkelige funktion af disse mål viste sig imidlertid i sommeren 2006, hvor målene fungerede som alibi og løftestang for en drastisk forringelse af efterløn og pension. For at få dem til at gå med til den historisk største forringelse af tilbagetrækningsmulighederne nogensinde lovede Fogh til gengæld oppositionen (socialdemokraterne og De Radikale), at uddannelse og forskning skulle få et gigantisk løft og herigennem bidrage til at sikre dansk økonomi, de offentlige finanser og i sidste ende velfærdens fundament i fremtiden.
Kraftige velfærdsforringelser i samtiden og den nærmeste fremtid skulle altså betales med sikring af økonomi og velfærd på længere fremtidssigt.

KONTANTE VELFÆRDSFORRINGELSER FOR UFORPLIGTENDE FREMTIDSLØFTER.
Hvordan gik det så med målene om i fremtiden at sikre uddannelser og forskning i verdensklasse, som skulle begrunde og legitimere nok så kontante velfærdsforringelser?
På uddannelsesområdet udmøntede det overordnede mål blandt andet i konkrete mål om, at andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en ungdomsuddannelse i 2015 skulle være øget til 95 og at andelen af samme ungdomsårgang, der gennemfører en videregående uddannelse i 2015 skulle være steget til 50 procent.
Men resultatet af VK – regeringens uddannelsespolitik har været det stik modsatte. Hvor det i 2001 var 18 procent af en ungdomsårgang, der IKKE gennemførte en ungdomsuddannelse, var tallet i 2007 steget til 20,3 procent og hvor det i 2001 var 48 procent, der gennemførte en videregående uddannelse, var tallet i 2007 faldet til 45 procent. Resultatet heraf er naturligvis en voldsom fremtidige svækkelse af Danmarks fremtidige potentiale i den globale videnskonkurrence og dermed af de økonomiske vækstmuligheder.
På uddannelsesområdet har VK - regeringens konkrete politik således på ingen måde levet op til de mål, som skulle legitimere ”byttehandlen” mellem velfærdsforringelser på kortere sigt og længere sigtet fremtidig sikring af velfærden.

FORSKNING I VERDENSKLASSE?
På forskningsområdet havde VK – regeringen for så vidt i sig selv opstillet en relativt ”nem” overordnet målsætning, idet man som målestok for bestræbelsen på ”forskning i verdensklasse” opstillede den målestok, at ”de offentligt finansierede udgifter til forskning og udvikling i 2010 skulle op på at udgøre 1 procent af BNP”. Dette er lykkedes, for så vidt som denne andel er øget fra 0,75 procent i 2004 til 0,9 procent i 2008.  Imidlertid siger denne metode jo kun noget om inputtet til forskning, ikke noget om effekt, udbytte og kvalitet af den øgede indsats.
Regeringen fremfører her som dokumentation, at antallet af patentsansøgninger og licensaftaler, der udspringer af offentligt finansieret forskning er fordoblet fra lidt 100 i 2001 til op mod 230 i 2007.  Dette er imidlertid ikke i sig selv noget imponerende antal i forhold til forøgelsen af de økonomiske midler.
Samtidig har regeringen jo i samme periode stået for gennemførelsen af en ”universitetsreform” om indførelse af New Public Management på de højere læreanstalter dvs. at universiteterne skal drives som private virksomheder. En af konsekvenserne heraf har været, at den tidligere kollegialt valgte ledelsesstruktur er blevet erstattet med et omfattende bureaukrati af ansatte - og langt højere lønnede end tidligere - ledere, hvilket onde tunger hævder, har slugt en betydelig del af de øgede midler.
Hvor det på uddannelsesområdet således er ganske tydeligt, at regeringens mål om verdensklasse har været uforpligtende hensigtserklæringer, er det forskningsområdet således i bedste fald uigennemsigtigt, hvad ”oppositionen” egentligt har fået i byttehandlen mellem kontante velfærdsforringelser på kort sigt og løfter om en ”gylden fremtid” på længere sigt?

LØKKES 10 MÅL: ”PIE IN THE SKY”
Lars Løkke Rasmussens aktuelle 10 målsætninger er genbrug i stor målestok af den gamle ”Fogh ´ske” metode om at indpakke og ”søde” kontante velfærdsforringelser her og nu og på kortere sigt med mere uforpligtende hensigtserklæringer om at sikre økonomi og velfærd på længere sigt: Ringere velfærd for ”pie in the sky” som er engelsk – amerikansk ordsprog siger.

NY FORMEL FOR AT GENNEMFØRE MARKANTE VELFÆRDSFORRINGELSER?
Ganske vist fremgår disse velfærdsforringelser, som udgør den egentlige dagsorden, ikke direkte af Løkkes offentliggjorte 10 overordnede mål. Og så alligevel: Således er Løkkes 3 mål fx, at i 2020 skal det samlede danske arbejdsudbud være blandt de 10 højeste i verden”.
Især dette tredje mål siger noget om, hvilke midler regeringen vil satse på. I de seneste år har den stærke nyliberale fløj i den borgerlige lejr, repræsenteret ved Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening, CEPOS og dagbladet Børsen samt deres allierede i Venstre og hos De Konservative og De Radikale, presset på for at få gennemført de velfærdsforringelser i form af fx afskaffelse af efterlønnen og forringelse af dagpengene, som VK – regeringen søgte at sætte på dagsordenen med Arbejdsmarkedskommissionen. Disse forringelser kuldsejlede som bekendt på grund af finanskrisen.
Af frygt for at miste sin vælgeropbakning ved at gennemtvinge forringelse med sigte på et øget arbejdsudbud samtidig med at arbejdsløsheden steg markant, måtte VK – regeringen til nyliberalisternes store fortrydelse udskyde forringelserne, selvom der ikke er tvivl om, at regeringen inderst inde er ganske enig i forslagene. Siden har nyliberalisterne og arbejdsgiverne med lys og lygte ledt efter en formel, som kan virke som en ny løftestang for denne yderligere tilbagerulning af velfærdsstaten. Man har uden at det har virket overbevisende søgt at fastholde perspektivet om arbejdskraftmangel på længere sigt, siden har man forsøgt at begrunde reformforslagene med hensynet til at skabe vækst og øget produktivitet og senest med, at krisen snart er overstået og vi dermed skal føre økonomisk politik for et opsving.
Man har altså forsøgt sig med den gamle formel fra ”Velfærdskommissionen”, nemlig at få velfærdsforringelser accepteret gennem at fremstille dem som det økonomiske nødvendige. Alt sammen imidlertid ganske abstrakte begrundelser, som befolkningen vil have svært ved at forstå og acceptere i lyset af en de nærmeste år fortsat stigende arbejdsløshed. Og som dermed vil være uegnet til at opfylde Løkke – regeringens mål om at vinde det indenfor de nærmeste to år kommende folketingsvalg, hvilket jo er forudsætningen for at VK – regeringen kan opfylde sin overordnede mission om at gennemsætte en nyliberalistisk samfunds – og velfærdsmodel i Danmark.
Der er næppe tvivl om, at Lars Løkke med de 10 mål søger at finde en ny og af befolkningen mere spiseligt formel for at indfri sine nyliberalistiske støtters og meningsfællers krav om gennemførelse af en ny etape i tilbagerulningen af velfærdsstaten. De kontante korteresigtede velfærdsforringelser skal ”glide ned” gennem løfter om til gengæld at få ”en gylden fremtid”.
Det sker altså nu ved at genbruge metoden fra ”Globaliseringsprogrammet” og det såkaldte ”velfærdsforlig”. Inspirationen er så meget mere tydelig som, at Fogh i sin tid nedsatte et ”globaliseringsråd”  som et offentligt forum, hvor regeringen kunne fremlægge sine forslag og derigennem ”modne” den offentlige debat og befolkningen for de kommende velfærdsforringelser. På samme måde har nu Lars Løkke Rasmussen nedsat et ”Vækstforum”.

FORTSÆTTELSE AF MARKEDSGØRELSE OG MARKEDSSTYRINGSPOLITIK.
Ligesom for målet om at øge arbejdsudbuddet gælder det for en række af Løkkes andre mål, at de snarere end at være et oplæg til konsensus politik snarere må ses som maskerede udtryk for en videreførelse af regeringens nyliberalistisk inspirerede politik.  Løkkes 4 og 5 mål er fx, at i 2020 skal danske skolebørn være i PISA ´s internationale top fem” henholdsvis, at ”Danmark i 2020 skal have et universitet i topti i Europa”.
Den uddannelsespolitiske henvisning til PISA siger her ganske tydeligt, at regeringen agter at fortsætte og intensivere sin nyliberalistiske uddannelsespolitik med fortsat og øget brug af tests, eksaminer, evalueringer og elevplaner samt til konkurrence mellem offentlige skoler og mellem offentlige og private skoler. Ligesom den universitetspolitiske målsætning jo taler sit tydelige sprog om, at den elitedyrkning, som længe har præget regeringens uddannelses – og universitetspolitik, skal videreføres.
Også vedrørende andre af de overordnede 10 mål kan man sagtens læse en fortsættelse og intensivering af regeringens nyliberale politik ind heri. Det skal såmænd ikke undre, om målsætning om at hæve middellevealderen skal tjene som et dække for en intensivering af regeringens igangværende bestræbelser på at privatgøre sundhedsvæsenet gennem privatisering og private forsikringsordninger.
Men lur mig, om disse realiteter nedenunder de overordnede og tilsyneladende almene 10 mål kommer tydeligt på bordet INDEN det folketingsvalg, som meget tyder på, at Lars Løkke Rasmussen sigter på i løbet af et års tid.
Her vil det så vise sig, om befolkningen og oppositionen har købt Lars Løkke Rasmussens genbrug af Foghs gamle formel om at bytte uforpligtende fremtidsløfter om sikring af økonomi og velfærd mod anderledes kontante velfærdsforringelser her og nu?

---

Navn:

Email:

Smileys

Husk mine personlige informationer

Notificer mig hvis der kommer opfølgende kommentarer?

For at kunne sende kommentaren skal du skrive det ord du ser nedenfor i feltet: