Læren af valget i Norge
Det er stærkt opmuntrende også for et dansk ”systemskifte”, at en norsk centrum venstre koalition har kunnet fastholde regeringsmagten. For centrum venstre i Danmark kan der muligvis også drages en vigtig lære af de norske erfaringer.
 |
Af økonom, cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund
Valgsejren for centrum venstre – koalitionen i Norge er uden diskussion meget vigtig.Ikke mindst fordi et nederlag ville have været en katastrofe for venstrefløjen, for arbejder-bevægelsen og for velfærdsstaten i Norge.
En borgerlig regering med de norske konservative ”Høyre” i spidsen og med deltagelse af eller støttet af Fremskridtspartiet ville have gennemført omfattende privatiseringer af offentlige virksomheder og af kommunale velfærdstjenester og ville have genstartet udbredelsen af New Public Management i den offentlige sektor.
Og en borgerlig regering ville i mangt og meget have gennemført en nyliberalistisk inspireret økonomisk politik og skatte – og fordelingspolitik med sigte på, at favorisere privatsektor og - forbrug svarende til, hvad VK – regeringen har gennemført i Danmark.
Også set med danske øjne er sejren for den ”rød - grønne koalition” i Norge væsentlig. Et nederlag for centrum venstre i Norge ville uden tvivl have bidraget til at svække troen på et tilsvarende regeringsskifte i Danmark, som det Norge oplevede i 2005 og altså formåede at fastholde i 2009.
Modsat er det nu stærkt opmuntrende også for et dansk ”systemskifte”, at en norsk centrum venstre koalition har kunnet fastholde regeringsmagten. Og det må anerkendes, at der er tale om en flot præstation, al den stund det er første gang i 23 år, at noget sådant er lykkedes for en norsk regering.
Sejr på et hængende hår
Det bør imidlertid på den anden side ikke skjules, at den aktuelle sejr for Arbejdspartiet (AP), Socialistisk Venstre (SV) og Centerpartiet ikke var stor: 86 mandater til centrum venstre mod 83 til de borgerlige.
Og først og fremmest fortjener det opmærksomhed og nærmere analyse, at sejren var på et hængende hår. Opinionsmålingerne vippede lige til det sidste mellem de borgerlige på den ene og centrum – venstre på den anden side og i store dele af valgkampen har højrefløjen med de konservative og Fremskridtspartiet haft vind i sejlene. Ligesom højrefløjen efter nederlaget i 2005 i de senere år i det hele taget igen har haft offensiven.
Det må også medtages i vurderingen af sejren, hvorvidt der i betydelig grad nok så meget har været tale om et fravalg af de borgerlige som der har været tale om et tilvalg af den siddende regering. At de borgerlige i Norge så klart gik efter velfærdsstatens strube var uden tvivl i høj grad medvirkende til valgresultatet, idet det bidrog til at skræmme vælgerne af frygt for velfærden.
Det er i lyset af, at centrum venstre i Danmark forsøger at gentage ”kunststykket” fra Norge, ikke mindst væsentligt at analysere, hvorledes det er gået med centrum venstre koalitionen i Norge siden 2005, herunder hvilke fejl og svagheder, der var ligeved at spille de borgerlige sejren i hænde.
Og hvor den rød – grønne koalition som helhed genvandt mandatet, fordi AP gik frem, så svækkede valgresultatet den partipolitiske venstrefløj i Norge, idet SV gik markant tilbage. For en centrum venstre regering i Danmark efter næste folketingsvalg, hvor SV ´s danske søsterparti SF tegner til at deltage, må det også være relevant at diskutere de problemer, regeringsdeltagelsen i Norge har betydet for SV.
Valgsejren i 2005
For vurderingen af, hvorfor de borgerlige ved valget i 2009 var lige ved at sejre, er det nødvendigt at gå tilbage til valget i 2005 og baggrunden for resultatet her.
Det norske socialdemokrati, Arbejderpartiet, havde - som det danske - i 90´erne fulgt en via New Labour inspireret markedsliberalistisk kurs, som toppede i 2001, da arbejderpartiet med selvsamme Jens Stoltenberg som leder gennemførte omfattende privatiseringer (bl.a. Telenor og Statoil) samt forberedte en markedsorienteret model for også sygehussektoren og omfattende udlicitering af kommunale velfærdsydelser.
Som i Danmark under Nyrup – regeringen åbnede denne såkaldte ”modernisering” i realiteten blot for en offensiv fra den ”ægte” nyliberalisme på højrefløjen samtidig med, at den demobiliserede arbejderbevægelsen selv. Resultatet blev i Norge det samme som i Danmark: Ved valgene i 2001 i begge lande tabte Socialdemokraterne stort. I Norge faldt AP fra 36 til 24 procent af stemmerne, det dårligste resultat siden 1924. (I Danmark kom et tilsvarende resultat som bekendt for Socialdemokratiet i 2007).
Den massive afstraffelse for højredrejning af AP fra dets egne vælgeres side tvang arbejderpartiet til et kursskifte. Medvirkende hertil var ikke mindst, at fagbevægelsen i Norge og andre sociale bevægelser og græsrodsorganisationer pressede AP for en ny politik bl.a. igennem af en velfærdsbevægelse ”For velfærdsstaten”. Endelig så AP sig stillet overfor den samme venstresocialdemokratiske flugt fra partiet, som i Danmark først kom de Radikale og dernæst SF til gode. I Norge steg tilslutningen til SV fra de sædvanlige 10 til 20 procent i opinionsmålingerne omtrent på niveau med AP ´s værste opinionsmålinger. Tilsvarende har vi jo set i Danmark med vælgerflugt fra S til SF.
Resultatet blev i 2005 den historiske ”Soria Moria” - erklæring, hvori AP, SV og det lille socialliberale Senterparti gik sammen om et alternativ til den borgerlige ”Bondevik” - regering, der bl.a. havde sat yderligere privatiseringer på dagsordenen (skoler, jernbane, vandkraft). Kraftigt tilskyndet af fagbevægelsen stillede denne rød - grønne koalition op på et antiprivatiseringsprogram og vandt takket være AP ´s kursskifte og mobiliseringen fra fagbevægelsen og græsrødder valget i 2005.
Centrum venstre taber pusten
Det må anerkendes, at den rød - grønne regering umiddelbart efter valget i 2005 indfriede løfterne med sin såkaldte ”morgengave” til velfærdsbevægelsen. Privatiseringerne blev standset og den under de borgerlige udsultede velfærdssektor tilførtes nye ressourcer.
Men derefter tabte den rød – grønne regering pusten og energien, hvad angår reformer og nøjedes i stor udstrækning med at administrere det bestående system på trods af, at der var et stærkt behov for og ønske om videre velfærdsreformer. En af årsagerne hertil, at det ikke kom til yderligere velfærdsreformer var, at den rød – grønne regering for ikke at udfordre de borgerlige vælgere ved valget havde bundet sig til ikke at hæve skattetrykket samt til at føre ”økonomisk ansvarlig” politik. Samme type beroligende erklæringer, som vi i dag i Danmark, hører S og SF udstede.
Samtidig vandt højrefløjen i AP igen indflydelse (det var jo trods alt selv samme statsminister, Jens Stoltenberg, som i 2001 selv havde lanceret et omfattende privatiseringsprogram), hvilket vi jo også har set i det danske socialdemokrati med Thorning Schmidt og Henrik Sass Larsens overtagelse af ledelsen. Endelig var en afmatning i fagbevægelsen og velfærdsbevægelsen efter valget i 2005 også medvirkende til reform-stilstanden. Det viste sig vanskeligere at fastholde mobiliseringen efter den rød - grønne koalition end under den borgerlige regering.
Det må her for det danske centrum venstre være tankevækkende, at denne reform - stilstand i Norge medførte et voksende gab imellem centrum venstre vælgernes forventninger efter 2005 – valget om fortsatte og videre velfærdsreformer på den ene side og så på den anden centrum – venstre regerings faktisk førte politik. Ikke blot skabte dette efterhånden demobilisering blandt regeringens egne støtter, men gav efterhånden højrefløjen, navnlig det konservative Høyre og det populistisk, nyliberale Fremskridtpartiet en taknemmelig klangbund for at spille på utilfredsheden.
Som i Danmark kunne de borgerlige under dække af at ville gavne og forbedre velfærden lancere et omfattende program for en ny nyliberalistisk offensiv. Resultatet var i lange perioder de seneste år stærkt dalende tilslutning til den rød - grønne koalition og modsat stærk fremgang i opinionsmålinger for navnlig Fremskridtpartiet.
SV: Loyal regeringspartner eller intern opposition?
Ikke mindst for SV gav de således selvskabte problemer for den rød – grønne koalition sig udslag i dalende tilslutning.
Det må anerkendes, at SV med Soria Moria erklæringen i 2005 vandt vigtige sejre, først og fremmest ved at det overhovedet lykkede at stable det fælles alternativ til den borgerlige regeringskoalition på benene, men også at det skete med et klart løfte om at stoppe de borgerliges privatiseringsplaner. Men SV havde også slugt kameler, først og fremmest med det efterhånden lammende løfte om ”skattestop” og ”økonomisk ansvarlighed”.
Og overfor højrefløjens fremmarch i AP og manglende reformlyst formåede SV kun dårligt at optræde som modvægt og intern opposition mod stilstanden ligesom partiet med svag forankring i fagbevægelsen, velfærdsbevægelsen og sociale og græsrodsbevægelser heller ikke var i stand til at mobilisere her for reformer, endsige i større udstrækning forsøgte.
SV fremtrådte hermed som fastgroet i rollen som loyal regeringspartner og skuffede sine egne vælgere kraftigt. Partiet, der på et tidspunkt i meningsmålingerne før 2005 var næsten lige så stort som AP, faldt og faldt efter regeringsskiftet og frem til 2009 valget i tilslutning for endelig ved det aktuelle valg at tabe næsten en tredjedel af stemmerne i forhold til 2005.
Perspektiver for centrum venstre i Danmark
Nu kan man jo sige, at bare det ender godt, er alting jo godt og at en sejr er en sejr. Men realiteten er som anført, at sejren er snæver og navnlig at det var på et hængende hår, at der blev en sejr for centrum venstrekoalitionen.
At de borgerlige i Norge så klart gik efter velfærdsstatens strube var som anført uden tvivl i høj grad medvirkende til valgresultatet, idet det bidrog til at mobilisere centrum venstres vælgere for at standse højreoffensiven. Men valgresultatet var hermed måske nok så meget et fravalg som et tilvalg.
For centrum venstre i Danmark kan der muligvis også drages en vigtig lære af de norske erfaringer.
For det første synes det en vigtig lære, at det for en centrum venstre regering ikke bare handler om at kunne gennemføre nogle progressive ”engangsreformer” lige efter en evt. magtovertagelse, men om at kunne fastholde en antiliberalistisk velfærdsreformkurs igennem hele regeringsperioden. Det synes her i lyset af de norske erfaringer afgørende, at man i den forbindelse ikke lader sig fastholde af skattestop og andre bindinger på den økonomiske politik, som de facto stærkt indskrænker råderummet for en reformpolitik. De norske erfaringer stiller således et klart spørgsmålstegn ved, at S og SF i Danmark har accepteret de borgerliges skattestop.
For det andet er læren for det partipolitiske venstre (i Norge SV, i Danmark navnlig SF) at det er helt afgørende at have en strategi for, hvorledes man indenfor regeringssamarbejdet forbliver intern opposition overfor nyliberalistisk inspirerede højrekræfter i Socialdemokratiet og for at fastholde reformkursen og for, hvorledes man i den forbindelse spiller sammen med bevægelser og debatter udenfor regeringen og mobiliserer herigennem.
I Danmark må SF klart krediteres og anerkendes for sin indsats i forbindelse med at åbne op for centrum venstre samarbejdet. Det har været rigtigt set og rigtigt gjort. Men vi må også spørge: Har den partipolitiske venstrefløj i Danmark, herunder ikke mindst SF, en sådan forståelse og strategi? Kan det blive relevant om man har det? Ja, absolut. Godt nok må det anerkendes, at ledelsen i Socialdemokratiet synes at have indset fiaskoen i kopipolitikken i forhold til regeringen og at den nu synes mere indstillet på et egentligt alternativt. Men noget fuldt og helt opgør i S med inspirationen fra new labour og markedsliberalismen er der langt fra tale om endnu.
Endelig er der for det tredje måske for centrum venstre i Danmark udenfor partierne også en vigtig lære. Denne lære handler om, at det både før, men ikke mindst efter et regeringsskifte er vigtigt at fastholde brede og åbne debatter og en folkelig mobilisering om, hvilke politik centrum venstre fører og skal føre? Således at stilstand og højredrejninger internt i centrum venstre forebygges og at det modvirkes, at initiativ og dagsorden spilles de borgerlige i hænderne.
Ikke mindst dette synes at være en relevant lære for centrum venstre i Danmark, hvor udviklingen af en fælles centrum venstre platform indtil nu er sket i snævre udvalg imellem partitoppene i S og SF, tilmed uden mere omfattende debat i partierne selv. Der er her brug for en bredere debat og mobilisering. Dette må klart tage udgangspunkt i, at et regeringsskifte vil være en afgørende forbedring, hvorfor opgaven ikke er at stikke ”en kæp i hjulet” herfor. Diskussionen om centrum venstres politik må derfor som udgangspunkt være solidarisk overfor centrum venstrepartierne.
Men på den anden side kan hverken debat eller initiativer være en opgave alene for partierne, endsige alene for partiledelserne. Også centrum venstre udenfor partierne må have en rolle at spille med kritiske og konstruktive bidrag til en (endnu) bedre centrum venstre politik.
