Kommuneaftale: Nulvækst på bekostning af velfærd, ansatte og svage
Kommuneaftalen er et diktat, som effektuerer regeringens og DF aftale om nulvækst. Aftalen indebærer en voldsom udhuling af den kommunale økonomi og selvstyret, og garneres med yderligere stramninger af straffesystem overfor kommuner der bryder rammerne, skriver økonom Henrik Herløv Lund i en analyse af aftalen
Af økonom, cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund
Resume:
Med den indgåede ”Aftale” mellem regeringen og KL om ”Kommunernes økonomi i 2011” har regeringen fået effektueret sin politiske aftale med Dansk Folkeparti om nulvækst i kommunerne. Der er derfor ret beset ikke tale om nogen aftale, men et diktat, som tilmed garneres med yderligere stramninger af det straffesystem, som VKO allerede i finanslovsaftalen for 2008 indførte, hvis kommunerne overskred regeringens udgifts – eller skatterammer.
Alt i alt indebærer denne økonomi”aftale” en yderligere indskrænkning af kommunernes økonomiske råderum og dermed af det kommunale selvstyre, som efterhånden mere og mere erstattes af rollen som administrator af regeringens økonomiske politik.
Først og fremmest betyder den indgåede økonomi”aftale” en voldsom udhuling af kommunernes økonomi. Der må i 2011 ikke være nogen realvækst, men nettotilgangen af flere brugere, navnlig ældre, samt stigende behov på det sociale områder, kræver en realvækst på 1,5 til 1,7 pct. årligt, hvis blot nuværende standard i de kommunale serviceydelser skal opretholdes. Dvs. at kommunerne tilføres øgede midler i størrelsesordenen 3 til 5 mia. kr. årligt.
Når kommunerne nu ikke /tilføres disse ressourcer, tvinges de til at frigøre ressourcer til de flere ældre og stigende behov gennem besparelser enten på ældre og socialområderne selv eller på andre velfærdsområder, navnlig daginstitutioner og folkeskole. Dvs. velfærden vil blive krast nedskåret, hvis og når det pågår gennem 3 år.
Så store besparelser gennem flere år kan umuligt gennemføres uden om personalekontoen og mange kommuner vil da givet også være indstillet på at hugge til med det samme og få bragt den største udgiftsposten – lønnen - ned. Forudsættes det, at en forholdsmæssig del af besparelsen i kommunerne fordeles på løn, svarer det til en samlet årlig lønbesparelse 2011 til 2013 på 2 til 3 mia. kr. om året, hvilket igen svarer til omkring 4 til 6.000 stillinger.
Aftalen om kommunernes økonomi 2011 indeholder som anført ikke flere ressourcer til kommunerne uanset stigende antal bruger og behov. I stedet fokuseres der fra regerings side selvklart i aftalen på begrænsning af udgiftsstigninger og budgetoverskridelser, navnlig på nogle af de områder, hvor der også har været de største udgiftsstigninger og budgetoverskridelser i de senere: Det specialiserede socialområde og specialundervisning.
Det må anerkendes. at opgavedelingen og styringen af områderne har et medansvar for stigningerne og overskridelserne. Fx synes der på begge områder i et vist omfang at være tale om, at kommunerne har ”klippet hinanden” i forbindelse med salg og køb af pladserne kommunerne imellem efter at kommunerne overtog disse områder i forbindelse med strukturreformen. En forstærket statslig regulering her vil således kunne hjælpe.
MEN: Der er på begge områder også tale om, at udgiftsstigningerne skyldes stigende antal brugere og/eller stigende behov dvs. altså skyldes gode, solide objektive årsager. Når aftalen på det specialiserede socialområde for udsatte børn, unge og voksne alligevel ikke indeholder flere midler hertil, kan konsekvensen blive krasse besparelser fra kommunernes side og nedskæring af servicen overfor nogle af samfundets svageste.
Det samme gælder specialundervisningsområdet. Med en mere fornuftig opgavedeling og styringsmodel på området, hvor folkeskolen tilførtes yderligere midler til at løfte opgaven, kunne brugen af specialskoler givet reduceres uden serviceforringelse. Men med det økonomiske pres på kommunerne generelt under nulvækst er der tværtimod udsigt til at tilbageflytning af specialundervisningselever til folkeskolerne bliver en ren spare – og nedskæringsøvelse om at indføre en ”specialundervisning” i discountudgave. Elever, som tidligere selvfølgeligt blev sendt på specialskole, vil nu blive sendt til specialundervisning i folkeskolerne. Og elever, der tidligere modtog støtte specialundervisning på folkeskolerne, sendes nu ned i normalklasserne, hvilket både forringer undervisningen for dem selv og for ”normaleleverne”..
Alle vil således få forringet undervisning: De støttekrævende elever såvel som ”normalklasserne”. Hvilket ganske givet vil få afvandringen af velfungerende og bogligt stærke elever fra folkeskolen til privatskoler til at stige.
I betragtning af, at det er den værste ”økonomiaftale” for kommunerne i mands minde, har der været forbløffende stille fra KL under den nye formand, højresocialdemokraten Jan Trøjborg, KL har givet ikke haft noget alternativ til at tiltræde regeringens ”aftale”, men har ikke løftet sin opgave med at åbne befolkningens øjne for både den voldsomme nedskæring af velfærden og den voldsomme indskrænkning af det kommunale selvstyre, som regeringens nulvækstplan medfører.
