Kommuneaftale med ført hånd
Kommuneaftale 2012: Nulvæksten fortsætter, mens medarbejdere fyres, velfærden krakelerer, de svageste ofres og selvstyret amputeres.
Af økonom Henrik Herløv Lund
Med den indgåede ”Aftale” mellem regeringen og KL om ”Kommunernes økonomi i 2012” har regeringen fået videreført ”Genopretningsaftalen” med Dansk Folkeparti om nulvækst i kommunerne. Der er derfor ret beset ikke tale om nogen aftale, men et diktat, som tilmed garneres med yderligere stramninger af det straffesystem, som VKO har indført for overskridelser af de dikterede økonomiske rammer for kommunerne.
Alt i alt indebærer denne økonomi”aftale” en yderligere indskrænkning af kommunernes økonomiske råderum og dermed af det kommunale selvstyre, som efterhånden mere og mere erstattes af rollen som administrator af regeringens økonomiske politik.
Først og fremmest betyder den indgåede økonomi”aftale” for 2012 ligesom forgængeren for 2011 en voldsom udhuling af kommunernes økonomi. Ligesom i 2011 må der heller ikke i 2012 være nogen realvækst. Da nettotilgangen af flere brugere, navnlig ældre, samt stigende behov på det sociale områder, kræver en realvækst på 1,5 til 1,7 pct. årligt, men kommunerne ikke /tilføres disse ressourcer, tvinges de til at frigøre ressourcer til de flere ældre og stigende behov gennem besparelser enten på ældre og socialområderne selv eller på andre velfærdsområder, navnlig daginstitutioner og folkeskole.
Så store besparelser gennem flere år kan umuligt gennemføres uden om personalekontoen og mange kommuner vil da givet også være indstillet på at hugge til med det samme og få bragt den største udgiftsposten – lønnen - ned. Forudsættes det, at en forholdsmæssig del af besparelsen i kommunerne fordeles på løn, svarer det til en samlet årlig lønbesparelse 2011 til 2013 på 2 til 3 mia. kr. om året, hvilket igen svarer til omkring 6.000 til 9.000 stillinger i årligt gennemsnit i nulvækstperioden. Nulvæksten har allerede fra2010 til 2011 betydet besparelser på 5 mia. kr og nedlæggelse af 14.000 kommunale stillinger. Og udsigterne for 2012 tegner ikke lysere: Et flertal af kommune er allerede i gang med store budget og personalebesparelser i budget 2012.
Aftalen om kommunernes økonomi 2012 indeholder altså ikke flere ressourcer til kommunerne uanset stigende antal bruger og behov. I stedet fokuseres der fra regerings side aftale – ligesom i 2011 - på begrænsning af udgiftsstigninger og budgetoverskridelser, navnlig på nogle af de områder, hvor der indrømmet også har været de største udgiftsstigninger i de senere år: Det specialiserede socialområde og specialundervisning.
Der er på begge områder i betydelig udstrækning tale om, at udgiftsstigningerne skyldes stigende antal brugere og/eller stigende behov dvs. altså skyldes gode, solide objektive årsager. Når aftalen for 2012 alligevel ikke indeholder flere midler hertil, bliver konsekvensen krasse besparelser fra kommunernes side og nedskæring af servicen overfor nogle af samfundets svageste.
På specialundervisningsområdet bliver konsekvensen en ”specialundervisning” i discountudgave. Elever, som tidligere selvfølgeligt blev sendt på specialskole, sendes til specialundervisning i folkeskolerne. Og elever, der tidligere modtog støtte specialundervisning på folkeskolerne, sendes nu ned i normalklasserne, hvilket både forringer undervisningen for dem selv og for ”normaleleverne”. Der spares penge nu, ja men produceres på samlebånd fremtidige tabere.
Og de handicappede på det specialiserede socialområde ses i stigende grad at blive spist af med halve og kvarte løsninger.
En konsekvens af den voldsomme forringelse af ordningerne for de svageste, som aktuelt pågår, er naturligvis et stigende antal protester mod og klager over de kommunale nedskæringsafgørelse til de relevante klagenævn, hvor borgerne faktisk ikke sjældent får medhold i at kommunerne tilsidesætter lovgivningen og rimelige hensyn. Men KL og regeringen arbejder på en løsning af det problem. Lovgivningen skal udhules og klagenævnenes kompetencer skal begrænses.
Et samfund måles på, hvordan det behandler sine svageste. VK s velfærdsamfundet står her ikke til nogen høj karakter.
I betragtning af, at de to seneste økonomiaftaler har været de værste for kommunerne i mands minde, har der været forbløffende stille fra KL under den nye formand, højresocialdemokraten Jan Trøjborg. KL er selvfølgelig en del af det offentlige apparat, men KL er også borgernes og lokalområdernes repræsentant overfor centralmagten og bør i den egenskab stå vagt om borgernes indflydelse og det lokale demokrati. Og selvom regeringen selvsagt må have førertrøjen på i den økonomisk politik, er det de danske kommuner, som leverer langt størstedelen af velfærdsydelser og som har både den almindelige danskers og de svageste behov tæt inde på livet.
Derfor har KL har et ansvar og en opgave om at repræsentere og kæmpe for selvstyret og velfærden og i den forbindelse at tydeliggøre over for den almindelige borger, hvilke konsekvenser så vigtige forhandlinger og aftaler har for danskernes hverdag. Det skal gøres nærværende og vedkommende for den enkelte borger, hvad de konkrete politiske initiativer betyder for dem selv og deres medborgere.
KL har givet ikke haft noget alternativ til at tiltræde regeringens ”aftale”, men har ikke løftet sin opgave med at åbne befolkningens øjne for både den voldsomme nedskæring af velfærden og den voldsomme indskrænkning af det kommunale selvstyre, som regeringens nulvækstplan medfører.
