12. september 2011

Hver anden ung frygter for jobbet

En frisk Gallup-undersøgelse viser, at hver anden mellem 18 og 35 år - helt præcist 49 procent - frygter at miste sit job. Undersøgelsen er lavet for LO.

- De unge er ikke hysteriske. Deres bekymring er reel nok. Det er dybt problematisk, at arbejdsløsheden er så høj ikke bare blandt unge akademikere, men også blandt vores medlemmer, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard til avisen.dk.

Undersøgelsen kommer samtidig med nye tal, der ifølge Politiken viser, at arbejdsløsheden blandt de unge under 29 år er mere end fordoblet på tre år fra godt 15.000 i 2008 til 41.198 i juli i år.

Skraber bunden

Hver fjerde af alle ledige er ung, og med en arbejdsløshedsprocent på 6,4, er arbejdsløsheden blandt unge lidt over gennemsnittet. Dertil kommer de tusindvis af unge, der reelt mangler et job, ikke tæller i arbejdsløshedsstatistikken, fordi de ikke får kontanthjælp eller dagpenge.

Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd vurderer nu, at arbejdsløsheden blandt de under 30-årige er på 13 procent.

Udviklingen i ungdomsarbejdsløsheden fra før krisen til i dag placerer Danmark blandt bundskraberne i Europa. Kun Spanien, Irland, Grækenland og enkelte østeuropæiske lande er ringere til at få unge i arbejde.

- Jeg frygter, at vi taber en hel generation på gulvet, hvis politikerne ikke reagerer, og det har vi simpelthen ikke råd til som samfund. Under krisen er 12.000 flere unge blevet kontanthjælpsmodtagere, og hvis den tendens fortsætter, ender det jo med, at vi må spare på velfærden til de gamle og syge, siger Lizette Riisgaard. (brink)



Der kan ikke knyttes kommentarer til dette Weblog indlæg.

Tip en ven

RSS 2.0


Tilmeld til nyhedsbrev