Hvem dumper: Folkeskolen eller regeringen?
Der er ikke belæg for påstanden om, at den danske folkeskole skulle være for dyr eller for dårlig. Påstanden er bruges som løftestang for nyliberalistiske reformer af folkeskolen, skriver økonom Henrik Herløv Lund i kritisk analyse af regeringens skolepolitik
 |
Af Henrik Herløv Lund
Resume af analysen:
FOLKESKOLEREFORM UNDER NULVÆKST.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans VK – regering har med Løkkes ”10 drømmemål for Danmark” og regeringens arbejdsprogram ”Danmark 2020” sat yderligere reformer på dagsordenen for folkeskolen i Danmark. Som Anders Fogh Rasmussen i 2005 i forbindelse med globaliseringsprogrammet ville skabe ”Verdens bedste folkeskole” vil Lars Løkke fra 2010 til 2020 bringe danske elever op blandt verdens 5 bedste mht. læsning, matematik og naturfag samt engelsk – men vel at mærke uden at det må koste mere.
Tværtimod må folkeskolens ressourcegrundlag i de kommende år forventes betydeligt forringes, idet regeringens nulvækst 2011 til 2013 næppe kan undgå at ramme folkeskolen med betydeligt større kraft end ændringen i børnetallet tilsiger, fordi der skal frigøres ressourcer også fra folkeskolen til et voksende antal ældre og stigende sociale behov. Konsekvensen for folkeskolen vil derfor være omfattende nedlæggelser af skoler og lærerstillinger samt forøgelse af klassekvotienter. Samtidig lægges der navnlig op til omfattende reduktion af udgifterne til specialundervisning gennem, at specialundervisningselever flyttes tilbage i almenundervisningen uden at ressourcer og kompetenceoprustning følger med hertil i tilsvarende omfang.
Dette vil selvsagt forringe det generelle niveau og den generelle kvalitet i undervisningen og dermed fjerne virkelighedens folkeskole fra de ambitiøse faglige mål. Men navnlig vil de ramme de svageste i folkeskolen, hvad enten de går til specialundervisning eller befinder sig i almenklasserne.
OECD UNDERSØGELSERNE
Begrundelsen for reformbestræbelserne er i høj grad hentet fra OECD, dels fra organisationens sammenligninger mellem medlemslandenes ressourceforbrug på folkeskoleområdet, dels sammenligningerne i PISA undersøgelserne af de faglige resultater af undervisning navnlig for så vidt angår hovedfagene. Med baggrund heri har VK regeringen proklameret, at den danske folkeskole er for dyr og for ringe.
Men OECD er imidlertid ikke en neutral, objektiv økonomisk og effektivitetsmæssig ”overdommer”. Organisationen har i en årrække været højborg for nyliberalistisk økonomisk teori og ditto løsningsmodeller og heller ikke OECD ´s opgørelser og navnlig dets fortolkninger heraf er værdifrie, men er tværtimod også præget af det nyliberalistiske teoretisk- politiske udgangspunkt.
Kritikken fra både OECD selv og fra de hjemlige nyliberalistiske kritikere, som i vid udstrækning bygger på OECD lider imidlertid under stærke metodiske brist. OECD foretager med sine sammenligninger af omkostnings- og af præstationseffektiviteten i folkeskolerne en såkaldt ”benchmarking” dvs. at man søger at finde de bedste, for at mindre gode kan lære heraf. Men afgørende for anvendeligheden af sammenligningerne er, at man metodisk udskiller (renser for) baggrundsfaktorer i samfund, uddannelsessystem og folkeskole, som også påvirker omkostnings - og resultateffektiviteten, således at vi har de rene undervisningsmæssige forskelle tilbage. Ellers bliver, sammenligner man æbler og pærer.
Her er der afgørende fejl i OECD økonomisk og faglige sammenligninger for Danmarks vedkommende, når Danmark sammenlignes med et gennemsnit af OECD – lande, hvor indgår imellem 1/3 og 1/4 økonomisk og udviklingsmæssigt mere tilbagestående tredjeverdens eller østeuropæiske lande, som af økonomiske grunde fx kan bruge langt færre ressourcer på folkeskole end Danmark. Danmark hører hjemme i en vesteuropæisk sammenhæng, men heller ikke her er en hvilken som helst sammenligning relevant, fordi de større lande i Vesteuropa objektivt har betydeligt større muligheder for stordrift. Derfor er den for Danmark relevante økonomiske sammenligning med mindre vesteuropæiske lande og især Norden og her ligger Danmark ikke kriminelt lavt, men pænt i midten. Også fagligt set går den relevante sammenligning til mindre vesteuropæiske lande og især Norden og også her ligger Danmark pænt i midten.
Der er således objektivt set IKKE belæg for påstanden om, at den danske folkeskole skulle være for dyr eller for dårlig. Denne påstand må i stedet ses som ideologisk - politisk funderet og som konstrueret til at tjene som løftestang for ideologisk begrundede, nyliberalistiske reformer af folkeskolen.
FOLKESKOLENS UDVIKLING OG VK´S REFORMER HIDTIL.
VK – regeringen og andre nyliberalistiske kræfter i det danske samfund har brugt OECD s opgørelser, undersøgelser og anbefalinger til et opgør med den lighedsorienterede danske folkeskole. Det er sket gennem en tiltagende topstyring, der samtidig har indebåret en udstrakt kontrol og bureaukratisering af folkeskolen Regeringen har gennemført en standardisering og styring af undervisnings indhold gennem øget brug af eksaminer og test. Gennem bindende mål og nationale tests og kvalitetsreformer har folkeskolen fået sin version af mål og resultatstyrings kontrol og dokumentationskrav. Herigennem er kræfterne blevet drænet fra den egentlige undervisning
Samtidig har regeringen i en årrække samtidig kørt folkeskolen i stramme økonomiske tøjler, hvilket kan aflæses i tendens i kommunerne til en vigende ressourceindsats i almenundervisningen i forhold til opgaver/behov, i stigende klassekvotienter og dalende timetal, som dog er noget en række regeringer siden 60 ´erne sammen må dele ansvar for. Samlet har dette også bidraget til at forringe undervisningsvilkårene i folkeskolen.
Herudover har VK s skolepolitik med stigende brug af eksamen, prøver og test også indebåret en tiltagende bogliggørelse af folkeskolen. Og med de tiltagende krav om tilrettelæggelse af undervisningen på den enkelte præmisser og om planer for den enkelte elev er fulgt en stigende individualisering. F.eks. splittes uddannelserne i højere grad op i mere individualiserede gruppe eller holdforløb på bekostning af fællesskab og fast voksenkontakt i klasserne.. Bogliggørelse og individualisering har passet ressourcestærke og selvbevidste unge fra den velhavende og veluddannede øverste del af befolkningen godt, men har til gengæld været gift for unge fra hjem med ingen eller kun kortuddannelse, som mere er orienteret mod praktiske fag og som har brug for stærke kollektive rammer og fællesskaber. Som med andre ord har brug for en stærkt lighedsorienteret skole. En stor gruppe af disse elever magter ikke det udstrakte ”ansvar for egen læring”, som uvægerligt følger med denne skoleform.
Og den stigende præstationsorientering har samtidig med dalende ressourcer til normalundervisningen næsten naturnødvendigt medført et snævrere normalitetsbegreb i folkeskolen og dermed lagt grunden til en stigende udtrængning af elever med læringshandicap eller adfærdsvanskeligheder. Parallelt med denne stigende eliteorientering af folkeskolen har VK s skolepolitik også indebåret en favorisering af privatskoler gennem fordelagtige tilskudsregler og manglende sociale krav. Et stigende antal elever fra højtuddannede hjem er da også som reaktion herpå og på folkeskolens ringere vilkår flygtet herover til.
PISA undersøgelserne viser som anført ikke, at folkeskolen alligevel er uforholdsmæssigt dårlig. Men den manglende udvikling i af de faglige resultater under VK s 10 årige regime viser klart, at denne skolepolitik i bedste tilfælde ikke har virket og i bedste tilfælde måske oveni købet har virket negativt. PISA er dommen over VK s skolepolitik, ikke over folkeskolen.
REGERINGENS UDSPIL TIL FOLKESKOLEREFORM Med baggrund i OECD s fejlagtige konklusion om, at folkeskolen er for dyr og for dårlig har VK regeringen under Lars Løkke Rasmussen ikke desto mindre iværksat et ”360 graders eftersyn af folkeskolen” og bedt et ”Rejsehold” komme med reformforslag samt endelig selv spillet ud med forslag til en folkeskolereform. Såvel Rejseholdets anbefalinger som regeringens egne overvejelser og forslag peger imidlertid overvejende den forkerte vej.
Rejseholdets forslag har her ikke bare karakter af input i reformprocessen til regeringen, men nok så meget af forslag til folkeskolens arbejdsgivere: Kommunerne. Men ganske vist er der hos Rejseholdet enkelte gode overvejelser om styrket kompetenceudvikling for folkeskolelærere og øget læseindsats, men selvom Rejseholdets forslag præsenteres som tiltag til at bedre de faglige resultater er en betydelig del af forslagene i realiteten spareforslag. Det gælder forslagene om skærpede adgangskrav til læreruddannelsen, omlægning af specialundervisning og ”(Ned)Justering” af andelen af elever i specialklasser og på specialskoler, ”(Op)Justering” af lærer-/elevratioen og anvendelse af en større del af lærernes tid på undervisning og revision af lærernes arbejdstidsaftale, udfasning af 10 – klasse og opbygning af større skoler
Men besparelser er sjældent samtidigt kvalitetsforbedringer, men tværtimod som oftest kvalitetsforringelser. Det vil heller næppe bedre kvaliteten i folkeskolen, at Rejseholdet lægger op til at videreudbyggende VK s hidtidige tiltagende topstyring, kontrol og bureaukratisering af folkeskolen. Men hvad værre er, så fortsætter en række af forslagene fra Rejseholdet i den ”elitegørelses” spor, som hidtil har præget VK s skolepolitik med stigende individualisering og bogliggørelse af undervisningen. Der lægges op til endnu mere ansvar for egen læring og til en endnu mere hold – og linjeopdelt undervisning, navnlig i udskolingen. Det vil givet passe godt til elever fra økonomisk og uddannelsesmæssigt stærke hjem, vil betyde, at de svagere elever i folkeskolen vil blive kørt endnu længere bagud.
Heller ikke VK s eget udspil til folkeskolereform tegner til at kunne flytte meget i en positiv retning, men snarere til at det modsatte. Ganske vist er der enkelte gode forslag såsom bedre efteruddannelse af lærere, læseløfte og flere timer i indskolingen. Men samtidig fortsætter regeringen i det væsentlige med mere af topstyring og ensretning af undervisningen gennem skærpede trinmål, flere test og offentliggørelse af nationale test. Og ”Faglig og friheds” højt berammede mere ”frihed” viser sig med forslag om øget holddeling og frihed til tilbageføring af specialundervisningen til folkeskolerne primært at være frihed til kommunerne til at spare løs. Besparelserne vil forringe undervisningen og især ramme de svagere elever hårdt.
Samtidig viser en sammenligning med det ofte fremhævede Finland imidlertid netop, at finske elevers langt bedre score ved de internationale undersøgelser i høj grad beror på, at den finske folkeskole evner at få de svageste elever med og herigennem også hive niveauet op for de elever, som præsterer bedst. Denne evne til at få de svageste med er ikke enestående for det finske skolevæsen. Finland scorer også topkarakter, når der gælder egne til at udligne de sociale forskelle og skabe mere lighed i samfundet. F.eks. ved at gøre børne af udsatte grupper som indvandrere og bistandsklienter til mønsterbrydere, der får en højere uddannelse.
Rejseholdet og regeringens forslag og overvejelser vil således fortsætte i det samme nyliberalistiske spor, som indtil nu ikke har skabt bedre resultater i folkeskolen. Og sammen med nulvækstens ressourcedræn fra folkeskolen kan resultatet ikke undgå at blive en forringelse af undervisningens kvalitet og faglige resultater.
Der er derfor ingen udsigt til, at VK s planer for folkeskolen vil føre til verdens bedste folkeskole, men kun til at de ender som verdens ”bedste” folkeskolebesparelser.”
