21. september 2011

Forebyggelse ude af fokus

Budgetforlig i Region Hovedstaden udvander arbejdsmiljøforskningen, mener fagforening

Budgetforliget i Region Hovedstaden rammer forskningen, mener 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.

Budgetforliget pålægger Arbejdsmedicinsk Klinik nye opgaver, som vil fjerne fokus på forskningen i arbejdsmiljøet.

- Når jeg ser på forliget, så kan jeg ikke få øje på en krone til forskning. Og det er alvorligt for vores medlemmer, som bliver ramt, hvis der ikke forskes i forebyggelse, siger Anne Mette Dinesen, social- og arbejdsskadebehandler i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.

- Vi kan forvente tab af specialviden, når konsekvenserne af besparelser og omlægninger på Arbejdsmedicinsk Klinik slår igennem, siger hun.
Socialmedicin og indvandrermedicin bliver de nye områder for den Arbejdsmedicinske klinik.

- Begge dele er vigtige hver især. Men det betyder samtidig at fokus fjernes og forskningen i forebyggelse af skader udtyndes. Det kan vi ikke se stiltiende på. Overordnet hænger det ikke sammen med EU’s beslutning om at sætte fokus på muskel- og skelet sygdomme på den arbejdsmiljøpolitiske dagsorden, siger Anne Mette Dinesen.

- Vi har brug for viden på dette område. Så nytter det ikke, at der for at spare penge flere tilføjes opgaver til en klinik. Den har i forvejen et snævert budget. Heller ikke selv om man kan have en nok så positiv indstilling til øget fokus på voldsramte og indvandrere. Men hvorfor under samme budget, spørger hun.

- Forskning og opsamling af viden er grundlaget for forebyggelse, så vi kan forhindre nedslidning og ulykker. Arbejdsmedicinskklinik har en unik viden i forhold til at sammenholde helbred og arbejdsmarkeds krav og muligheder. Den skal vi fastholde og udvikle i stedet for at skære ned og reducere, siger Anne Mette Dinesen. (brink)



Der kan ikke knyttes kommentarer til dette Weblog indlæg.

Tip en ven

RSS 2.0


Tilmeld til nyhedsbrev