04. oktober 2011

FOA efterlyser klare meldinger

FOA byder den ny regering velkommen men efterlyser et klarere grundlag

Regeringsgrundlaget er ikke lige, hvad FOA havde drømt inderligt eller længe om, konstaterer FOA’s formand, Dennis Kristensen.
- De voldsomme nedskæringer på efterløn og dagpenge står ved magt. Den tidligere regerings ufinansierede skattelettelser står ved magt. Og den kommunale økonomi, der skal finansiere vores fælles velfærd, kunne bestemt se bedre og langt mere konkret ud, siger han.

Regeringsgrundlaget er meget forsigtigt, når det gælder løfter om velfærd og kommunernes økonomi, mener FOA-formanden.
- Vi må formode, at den gamle regerings diktat om nulvækst er væk. Men hvad skal sættes i stedet? Er det målsætningen i Fair Løsning om en offentlig vækst på 1,4 procent? Eller har de radikale også vundet den armlægning, så der fortsat skal ske masseafskedigelser i kommunerne, i regionerne og på hospitalerne, siger Dennis Kristensen.

Varige velfærdsforbedringer

Han peger samtidig på, at der er varige velfærdsforbedringer i det nye regeringsgrundlag.

- Jeg vil gerne anerkende, at en lang række elementer i regeringsgrundlaget peger klart fremad. Der er brug for den nye vækstpakke. Og afskaffelsen af starthjælpen, kontanthjælpsloftet, 52-ugers-reglen for sygedagpenge og skattefritagelsen for sundhedsforsikringer, er vi glade for, siger Dennis Kristensen. (brink)



Der kan ikke knyttes kommentarer til dette Weblog indlæg.

Tip en ven

RSS 2.0


Tilmeld til nyhedsbrev