15. december 2011

Flere malere måske udsat for blyforgiftning

Den velrenommerede malerkoncern V.S.L-Koncern har brugt tvivlsom underentreprenør igennem to et halvt år. Mere end 100 malersvende kan have været udsat for blyforgiftning

Det var ikke kun et par enlige svaler, da malerfirmaer i V.S.L.-Koncernen brugte ML. Entreprise og dets polske ansatte til at afrense vinduer på Blågårdsgade Skole og Herman Triers Plads i København.

I sommers blev Blågård Skole lukket af Arbejdstilsynet som følge af blyforurening fra rensearbejdet.

Men nu viser det sig, at V.S.L.-Koncernen har brugt ML. Entreprise til lignende opgaver i de sidste 2 ½ år på en række opgaver.

- Koncernen har oplyst, at det omfatter 105 navngivne malersvende, som kan have været udsat for blyforgiftning, siger Jesper Carl, Malernes Fagforening Storkøbenhavn.

- Vi ved, at de var udsat for blyforgiftning i de to tilfælde, som Arbejdstilsynet har fundet, men nu viser det sig, at det kan omfatte mange flere, siger han.

Malerne har udført malerarbejde på vinduer, der er afrenset af ML Entreprise, som i 2 tilfælde i sommer ikke har overholdt sikkerhedsforskrifterne vedr. afrensning af blyholdig maling.

- Dermed har virksomheden bragt de arbejdere der har udført arbejdet i fare. Men også de malersvende der efterfølgende har udført malerarbejdet har været udsat for risiko, idet ML Entreprise ikke har foretaget en effektiv rengøring efter rensearbejdet, konstaterer fagforeningen.

- Det er en skandale for en koncern, som ellers er kendt for at have styr på arbejdsmiljøet. Men de har ikke formået at styre underentreprenøren i det her tilfælde, siger Jesper Carl.

Fagforeningen skriver nu ud til samtlige berørte svende for at informere om risikoen.

Det er polske arbejdere, der har udført selve rensearbejdet for ML Entreprise.

Deres vilkår forsøger Malernes Fagforening at få gjort noget ved.  Fagforeningen har anmodet
Dansk Byggeri om mæglingsmøde om deres vilkår. Men indtil videre har det ikke været muligt at opnå en aftale med Dansk Byggeri om et sådant møde.

ML Entrprise blev medlem af Danske Byggeri efter at der var varslet sympatikonflikt mod firmaet tidligere på året. (brink)



Der kan ikke knyttes kommentarer til dette Weblog indlæg.

Tip en ven

RSS 2.0


Tilmeld til nyhedsbrev