Faglig appel: Deltag og bak op om klimademonstrationen 12. december i København
Fagligt ansvar opfordrer de faglige organisationer til at anbefale og bakke op om den store klimademonstration i forbindelse med FN klimatopmøde i København
Klimatopmødet i København til december skal beslutte en afløser for den helt utilstrækkelige Kyoto-aftale om CO2-reduktion.
Imidlertid er udsigterne til en tilstrækkeligt ambitiøs – og socialt og globalt retfærdig – aftale til at afværge en global klimakatastrofe ikke gode.
Det er baggrunden for en række klimabevægelsers opfordring til at demonstrerer d.12 december.
Ambitionen er at samle alle, der ønsker en ambitiøs og socialt og globalt retfærdig klimaaftale, til en stor, bred og folkelig fælles demonstration lørdagen midt under topmødet.
Demonstrationen anbefales allerede af en række organisationer der spænder fra Verdensnaturfonden, Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp.
Der er allerede faglige anbefalere til demonstrationen, Fagligt Ansvar anbefaler, at det faglige islæt bliver endnu stærkere.
Ambitiøse klimaløsninger kræver store forandringer i den måde vi lever og producerer på. Demonstrationens grundlag er at topmødet finder løsninger som er både socialt og globalt retfærdige. Og afviser “løsninger” som truer solidariteten blandt verdens folk eller som truer jobsikkerhed og velfærd.
Fagbevægelsen er nødt til at gøre sig synlig i klimadebatten, hvis ikke det er markedsbaserede, nyliberalistiske løsninger, der skal blive trukket ned over hovedet på os.
Klimakrisen og den økonomiske krise skal løses samlet. Massive investeringer i fx vedvarende energi og andre klimatiltag kan samtidig skabe titusindvis af nye arbejdspladser.
Vi opfordrer faglige organisationer i Danmark såvel som internationalt til at kræve socialt og globalt retfærdige klimaløsninger.
Vi opfordret de faglige organisationer til at bakke op om demonstrationen og melde sig som anbefalere af initiativet.
Og vi opfordrer til at deltage i demonstrationen 12. december 2009 midt under FN-klimatopmødet i København og de lignende internationale demonstrationer, der foregår verden over.
Faglig Ansvars sekretariat
Lars Pedersen, formand for SL Storkøbenhavn
Finn Sørensen, næstformand 3f industri og service København
Tonny Andersen, forretningsudvalgsmedlem BUPL
Anders Olesen, formand TIB afd. 9
Erik Steppat, fællestillidsrepræsentant BUPL København
Yderlig information om grundlaget for demonstrationen:
Demonstrationens hjemmeside er http://www.12dec09.dk.
Meddelelse om opbakning til demonstrationen sendes til ..
I nogle nabolande samt danske byer uden for København foregår demonstrationerne 5. december – så der også er mulighed for at deltage i København 12. december.



