20. august 2004

Farvel til olien

Der er arbejdspladser og vækst i at forberede os på olieknaphed, mener Klaus Illum.

Mens bankøkonomerne frygter, at den stigende oliepris vil bremse det meget omtalte økonomiske opsving. Så mener civilingeniør Klaus Illum tværtimod, at de lave oliepriser har været en katastrofe for vores samfund. Han mener, at det mere end haster med at omstille samfundet, så det kan imødegå en situation med faldende olieproduktion.

Klaus Illum er en af oplægsholderne i workshoppen om bæredygtig energi på den faglige konference 28. august. Han har skrevet en udredning om den oliebaserede teknologis fremtid for Teknologirådet og Ingeniørforeningen.

- Den lave oliepris har været en katastrofe, fordi den har forhindret andre teknologier i at kunne konkurrerer med olien. Og man fortsætter med at udbygge infrastrukturer for milliarder, som er baseret på olie. Der gælder broer og veje, fly og biler. Det er det, der driver det økonomiske opsving. Man arbejder sig op af en stigende forbrugskurve, men inden for en kort årrække og måske allerede nu, er vi inde i en situation, hvor olieproduktionen ikke kan følge med, siger Klaus Illum.

- Vi har bygget en hel verden op på billige fossile brændstoffer de sidste 50 år, og vi har opført os som to rotter, der bliver lukket inde med en sæk korn, de æder og formerer sig lige til det sidste korn er spist. Vi æder af olien lige til den ikke løber mere.

- I øjeblikket er der en reservekapacitet på 1 procent. Det er hvad produktionen kan sættes op med kort varsel, så en sprængt olieterminal eller et bombet tankskib er nok til at tvinge prisen op. Olieproduktionen er allerede ude på marginalerne, måske kan man klare ærterne et par år. Men der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se en faldende olieproduktion, siger han.

- Og det er ikke de grønne flippere, der siger det. Det er olieindustrien selv, der siger, at det ikke går. Vi er i en situation, vi ikke har været i før, og det er dødsensfarligt, siger Klaus Illum.

Fejlinvesteringer

- Nedgangen i olieproduktions kapaciteten vil føre til en akut nedgang i verdensøkonomien. Det er ikke nogen nødvendighed, men det vil ske, hvis man ikke forbereder sig. Hvis man ikke erkender situationen og begynder at investere i andre ting, siger han.

I stedet for som nu at fortsætte med at investere 1000 milliarder dollars om året i nye biler og veje for at presse citronen, så mener Klaus Illum, at det er på høje tid at flytte investeringerne over i teknologi, som kan dæmpe forbruget af olie af gas.

- Herhjemme står vi foran en kolossal fejlinvestering med Femern forbindelsen. Der ville være lige så meget økonomisk vækst i at bygge sporvogne til København som at bygge den bro. Vi laver de forkerte investeringer, som gør os afhængige af olien. Det er en kæmpe opgave at bygge det her samfund om, så det kan fungere med et lavere olie- og gasforbrug. Man må flytte arbejdspladserne hen i fornuftige arbejdspladser, som kan spare på energiforbruget. Det bliver der ikke mindre økonomisk vækst af, og det er i modsætning til Femernbroen fremtidssikret. Der er masser af nødvendige opgaver her i landet, som skal laves, og som ikke kan outsources, siger Klaus Illum. (brink)

Oversigt over workshops PDF fil

Læs artikler af Klaus Illum:

Den næste efterretningsskandale

Strategisk teknologiudvikling ved afslutningen af den billige olies æra

20.08.04



Der kan ikke knyttes kommentarer til dette Weblog indlæg.

Tip en ven

RSS 2.0


Tilmeld til nyhedsbrev