LO rystet over at kommission siger nej til uddannelse
- Regeringens Arbejdsmarkedskommission fejlbedømmer totalt behovet for uddannelse. Rystende læsning, siger LO’s næstformand
- Det er dybt bekymrende og rystende læsning, når Arbejdsmarkedskommissionen i deres seneste oplæg fraråder at lade de arbejdsløse komme i gang med uddannelse. Den slags holdninger hører simpelthen ikke hjemme på et moderne arbejdsmarked. Vi har tværtimod et massivt behov for efteruddannelse, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard efter at være pærsenteret for kommissionens oplæg til mødet i morgen mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen.
I oplægget advarer regeringens eksperter kraftigt mod at lade arbejdsløse gå i gang med længerevarende uddannelser. Der er tværtimod brug for at de ledige fortsat opretholder en intensiv jobsøgning, eller risikerer virksomhederne at mangle arbejdskraft, lyder opskriften fra kommissionen.
- Arbejdsmarkedskommissionen mener, at de arbejdsløse skal stå i venteposition, så de hurtigt kan springe ind på arbejdsmarkedet, når virksomhederne igen får travlt. Men det kan jo netop kun lade sig gøre, hvis de arbejdsløse har de rette kvalifikationer. Derfor er vores svar på arbejdsløshed uddannelse, uddannelse og atter uddannelse, siger Lizette Risgaard.
Malplaceret at stramme pensionsregler
Ingen skal tilkendes førtidspension, med mindre det er helt klart, at de aldrig kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, mener Arbejdsmarkedskommissionen. Fremover skal personerne gennem et individuelt ‘udviklingsforløb’ med en fast kontaktperson, før de eventuelt kan få tilkendt ydelsen.
Men det er malplaceret at skærpe kravene til førtidspension, når tusinder fyres, mener Socialrådgivernes formand, Bettina Post.
- Det er malplaceret og helt unødvendigt, når ledigheden stiger med 10.000 personer i marts. Der er ikke noget arbejdsmarked, der vil have dem, der i forvejen er længst væk fra arbejdsmarkedet, siger Bettina Post.
Kommissionens forslag er målrettet de svageste personer i matchgruppe 5, som er længst fra arbejdsmarkedet, og de har ikke mange chancer for at få job i en tid med stigende ledighed, mener hun.
- Reglerne for at få tilkendt førtidspension er i forvejen så skrappe, at ingen slipper igennem nåleøjet, før de er gransket grundigt på de kommunale jobcentre. Arbejdsmarkedskommissionens model passer på situationen for et år siden, da der var skrigende behov for at få alle ud på arbejdsmarkedet, men ikke nu hvor ledigheden stiger voldsomt, siger Bettina Post.
Bevis for førtidspension
LO’s næstformand Lizette Risgaard er enig i sigtet med at syge skal have mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
- Men jeg savner, at Arbejdsmarkedskommissionen giver en garanti til de førtidspensionister, der ønsker at prøve kræfter med arbejdsmarkedet, men som ikke kan klare arbejdspresset. De skal have en garanti for, at de kan vende tilbage til førtidspension igen.
- For os er det helt afgørende, at førtidspensionister får en garanti fx i form af et ”førtidspensionsbevis”, så de kan vende tilbage til førtidspensionen, hvis det viser sig, at de ikke kan klare et arbejde, siger Lizette Risgaard. (brink)
Der kan ikke knyttes kommentarer til dette Weblog indlæg.


