Europagt højrefløjens barn

Europagten er - uanset en vis opblødning - EU højrefløjens barn, hvor det overordnede sigte stadig er, at hensynet til statsoverskud, erhvervenes profitabilitet og stærk euro har overordnet prioritet i forhold til velfærd og beskæftigelse

Af Henrik Herløv Lund, økonom - cand. scient. adm.

Det må anerkendes, at Den Økonomisk - Monetære Union og euroen har indebåret visse økonomiske fordele, idet den fx har givet større prissammenlignelighed og øget konkurrence. Men euroen har desværre også skabt væsentlige økonomiske problemer.
Allerede fra starten var euroen født med store indbyggede skavanker dels i form af store økonomiske forskelligheder mellem deltagerlandene, dels i form af vanskeligheder allerede fra starten med at leve op til kravene. Således havde 7 af de 11 oprindeligt deltagende lande en offentlig gæld på mere end 60 pct. af BNP. Og Grækenland blev godkendt, selvom det ikke opfyldte et eneste af konvergenskravene
Disse medførte ganske store økonomiske forskelligheder imellem de deltagende lande og ikke uvæsentlige økonomiske problemer hos især de sydeuropæiske deltagere, herunder Grækenland har været en tikkende bombe under valutaunionen. Især fordi problemenerne ikke er søgt imødegået en aktiv økonomisk politik for vækst hos de svagere ”europartnere” i Sydeuropa og for økonomisk udligning imellem eurolandene. I stedet fik inflations - og underskudsbekæmpelse topprioritet på linje med monetaristiske økonomisk politiske anbefalinger.
Disse fra starten iboende økonomiske forskelligheder og spændinger i EU s euroområdet er blevet skærpet hen imod og navnlig efter den globale økonomiske krise (finanskrisen). EU er dermed i stigende grad blev delt op i to blokke. På den ene side har vi fortrinsvis Nord – og Centraleuropæiske ”overskudslande”, der udgøres af navnlig Tyskland samt Østrig, Holland og Belgien med overskud på betalingsbalancen. Men nord og Centraleuropas overskud genspejles på den anden side i de Sydeuropæiske ”underskudslande”, herunder navnlig Grækenland, Irland, Spanien, Portugal samt Italien (de såkaldte GIISP-lande), der modsat har udviklet stigende underskud. Og disse ubalancer har været voksende siden årtusindskiftet.

Gældskrisen.
Selve etableringen af ØMU bidrog hertil. Herefter strømmede nemlig kapital fra europæiske storbanker til GIISP – landene og kastede sig over navnlig en række mere eller mindre spekulationsprægede investeringer i bank – og ejendomssektoren. Hertil kom, at kapitaltilstrømningen havde samfundsøkonomiske bivirkninger, idet det øgede udbud af kapital i alle landene pressede renten ned, hvilket igen gav næring til lånebaserede forbrugs – og navnlig boligbobler, som igen skabte inflation og dermed øgede underskuddene på betalingsbalancerne.
Der er en udbredt forestilling om, at gældskrisen i Sydeuropa er selvforskyldt og skyldes finanspolitisk uansvarlighed. At også egne politiske fejl spiller ind i den sydeuropæiske gældskrise er uafviseligt, men det er utilstrækkeligt som forklaring.
Udover den globale økonomiske krise er den nuværende gældskrise i Sydeuropa nemlig OGSÅ et spejlbillede på, at Tyskland i stigende grad har udkonkurreret en række andre lande i eurosamarbejde. I kraft af økonomisk styrke har Tyskland kunnet opbygge et kraftigt eksport - og betalingsbalanceoverskud. Men hvor der er nogen, som har overskud, må der også være nogen, der har underskud. Euroområdet – og dermed EU – er hermed i stigende grad været ved at brække i to. På den ene side i et Nord - og Centraleuropa, som klarer sig relativt bedre og hvor navnlig Tyskland klarer sig glimrende. Og på den anden side i et Sydeuropa + Irland (de såkaldte GIISP – lande) som er fanget i en gælds - og vækstfælde.

Det må i sig selv anerkendes som positivt, at det øvrige EU kommer de gældsramte EU lande økonomisk til hjælp. Mindre godt har det imidlertid været, at hjælpen ikke har haft præg af hjælp til igen at komme økonomisk på fode gennem øget økonomisk vækst og beskæftigelse. Desværre har hjælpen gennem krav om reduktion af offentlige udgifter tværtimod i høj grad været indrettet på at sikre tilbagebetaling til de store europæiske banker, som har stået for en stor del af finansieringen af
Der tegner sig i dag to mulige veje ud af gældskrisen.
Den ene mulighed er den besparelsesstrategi, som et flertal af (borgerlige) regeringer i Europa anlægger og et flertal af økonomer hylder. Den er centreret omkring at skære på de offentlige udgifter samt på lønningerne. På kort sigt vil disse besparelser imidlertid reducere væksten og forøge arbejdsløsheden. På længere sigt handler det indenfor denne strategi derfor om igen at gøre investeringer profitable, hvorfor lønudviklingen skal holdes i ave og lønningerne om muligt skæres ned. Denne strategi knytter sig til en markedsøkonomisk, monetaristisk økonomisk teoretisk tilgang, der ser budgetunderskud som skadelig for økonomien og hvor finansiel balance anses for vigtigere end arbejdsløshedsbekæmpelse.
Den anden mulighed er en vækststrategi. Her tages udgangspunkt i økonomisk vækst er det bedste middel til at bekæmpe underskud, for med vækst stiger velstanden til at betale tilbage af og samtidig reduceres gældens andel af nationalproduktet. Men da den private sektor hidtil har været hårdt ramt af finanskrisen, må offentlige investeringer og offentligt forbrug bruges som løftestand for at sætte gang i hjulene i den private sektor. Hertil vil der ganske kræves startmidler, men sidenhed vil øget beskæftigelse kaste flere skatteindtægter af sig samt reducere de offentlige udgifter. En sådan strategi er efter finanskrisen med en vis succes blevet fulgt af USA.
Denne strategi knytter sig til makroøkonomisk, keynesiansk økonomisk teoretisk tilgang, hvor der lægges vægt på at bekæmpe arbejdsløshed og det om nødvendigt anses som legitimt at køre med statsligt underskud i en periode for herigennem at øge efterspørgsel og beskæftigelse
I forbindelse med disse strategier kan en aktiv valuta – og rentepolitik indgå. Det har uden tvivl øget de gældsramte Sydeuropæiske landes problemer, at de gennem den monetære union har været bundet op på den fælles valuta. For med stigende eurokurs er de gældsramte landes i forvejen kriseramte erhvervslivs eksport blevet yderligere fordyret og betalingsbalancerne dermed yderligere svækket. Modsat kunne de gældsramte lande gennem en devaluering dvs. nedskrivning af gældsplagede og underskudsramte landes valutaer opnå lavere priser og øget afsætning på deres eksport og dermed forbedring af betalingsbalancen, som også muliggør større tilbagebetaling på udlandsgæld. Samtidig vil beskæftigelse og skatteindtægter stige og statsunderskuddet falde.
Devaluering kan således være et hjælpemiddel om end klart ikke eneste middel i en vækststrategi. Som anført kræver strategien nok så meget øgede investeringer og beskæftigelse. I den forbindelse kan det også være et hjælpemiddel at føre en aktiv rentepolitik dvs. at de gældsramte lande nedsætter rente, så den ligger under den europæiske rente for således at billiggøre private investeringer.
Men en selvstændig valuta – og rentepolitik i de gældsramte lande forhindres imidlertid i dag af den monetære union, hvor de gældsplagede lande jo er bundet op på den fælles euro. De gældsramte lande kan derfor kun tage instrumenter i brug, hvis de udtræder af euroen. I så tilfælde vil de naturligvis miste adgangen til støtte og lån fra de øvrige EU lande, men på den anden side vinde et større økonomisk politisk råderum.
Her må det tages i betragtning, at hjælpen fra Tyskland og Nordeuropa til de gældsramte lande ikke været særlig konstruktiv, idet den ikke bidrager til vækst og beskæftigelse og til at de kan komme ud af gældsfælden. De hårde besparelseskrav i forbindelse med hjælpen vil ikke alene medføre, at befolkningernes velstand og velfærd må betale prisen for bank og ejendomsspekulationen, men risikerer at uddybe de gældsramte landes økonomiske krise yderligere, således at de skruer sig ned i en negativ spiral.

Europagten.
Den nu vedtagne ”Europagt” vil ikke ændre herpå, måske tværtimod. For det overordnede sigte heri er stadig, at det nationale økonomisk politiske råderum til at føre en selvstændig velfærds – og beskæftigelsespolitik inddæmmes. Det må anerkendes, at det oprindelige tysk - franske forslag ER blevet modificeret, hvilket må tilskrives den klare og indædte modstand mod forslaget fra fagbevægelsen i EU, fra de europæiske arbejderpartier og fra venstrefløjen i EU - parlamentet.
Hvor der i det oprindelige forslag var tale om at ” en gældsbremse” skulle indføres i forfatningen, overlades det nu til landene selv at afgøre, om det f. eks i stedet skal ske fx. i en særlig ”lov”. Det vil også være ”..de enkelte lande selv, der har ansvaret for at vælge de økonomisk-politiske initiativer, der efter landets opfattelse vil være effektive for at nå disse mål”. Endvidere er nu også beskæftigelseshensyn føjet med blandt målene. Endelig har der i forbindelse med det oprindelige forslag været talt om ”sanktioner” (fx bøder) til lande, som overtrådte pagten. Direkte sanktioner synes nu pillet ud.

Men europagten indeholder stadig en række af de samme punkter, som det oprindelige fransk-tyske forslag. Således skal der fortsat ske sikring af, at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor” dvs. lavere løn til de offentligt ansatte. Endvidere skal pagten sikre ”En omkostningsudvikling, der er i overensstemmelse med produktiviteten” dvs. der skal holdes igen med lønnen. Pagten taler også om ”Yderligere åbning af beskyttede sektorer”. Det kan kun betyde flere privatiseringer”. Og når der tales om at ”Tilpasse den faktiske pensionsalder til den forventede levetid” betyder det forringet pension og senere tilbagetrækning for almindelige mennesker.

Og at det enkelte land selv vælger metoden, vil næppe være ensbetydende med, at man kan gøre hvad man vil i stik modsætning til pagtens retning. Den nærmere udmøntning af pagten vil ganske givet blive konkretiseret og præciseret gennem vedtagelser og evalueringer på efterfølgende EU møder med mere eller mindre bindende virkning for de enkelte deltagende lande. Dette understreges direkte i pagten, hvor det hedder, at ”disse forpligtelser vil blive afspejlet i de nationale reformprogrammer og stabilitetsprogrammer, der indgives hvert år, og som vil blive vurderet af Kommissionen, Rådet og Eurogruppen”. Og pagten pålægger direkte deltagerlandenes stats og regeringschefer at påtage sig "konkrete nationale forpligtelser", som skal opnås inden for 12 måneder. Helt afgørende er det, at landene forpligter sig til at overføre EU s budgetregler, der sætter grænser for statsunderskud og gæld, til national lovgivning.

Uanset opblødning om metoder er der næppe tvivl om, at den nye pagt ´s mål vil være forpligtende for de enkelte lande på samme måde konvergenskravene. Uanset at de til overtrædelse af heraf i Vækst – og Stabilitetspagten knyttede sanktioner har været ganske svage eller nærmest fraværende har denne pagts mål om statsoverskud og styrket konkurrenceevne jo i Danmark fået ganske vidtrækkende konsekvenser. Man kan her bare tænke på alle de forringelser, der er foregået over for lønmodtagerne på dagpenge- og efterlønsområderne, men også på forringelserne for befolkningsgrupper i de sociale nedre lag på overførselsindkomster, som er blevet gennemført under henvisning til EU – kravene. Der er risiko for, at det bliver værre med europagten med nye store besparelser på det offentlige område og yderligere privatiseringer. Uanset opblødning er det overordnede sigte med pagten stadig at nationalt økonomisk råderum og mulighed for at føre en velfærds – og beskæftigelsespolitik skal underordnes hensynet til statsoverskud, erhvervslivets profitabilitet og stærk euro.


Dansk tilslutning?
Danmark skal selvsagt blive ved med at holde sig udenfor euroen. Grundene hertil er ikke blevet færre, men flere efter europagten. Euroen er en fejlkonstruktion og EU s dertil knyttede penge og valutapolitik tjener i alt for høj grad monetarisk/neoliberalistiske og de store bankers interesser, mens der i den grad mangler vækst og beskæftigelsesfremme for de gældsplagede lande. Det ændrer Europagten ikke på, snarere tværtimod. For Danmarks eget vedkommende har fastkurspolitikken skadet dansk konkurrenceevne og væksten og det bør overvejes om den skal forlades til fordel for en svensk valuta - og rentepolitik med flydende kurser?

Vedrørende europagten er det svært at se, hvad Danmark skulle have at gøre i den? Den sigter stadig i hovedsagen på en besparelsespolitik og på mere overordnet plan på en monetaristisk politik. Selvom beskæftigelseshensyn nu er kommet med i pagtens mål, handler pagten i alt overvejende grad fortsat om, at velfærd og beskæftigelse skal underordnes hensyn til statsoverskud, erhvervenes profitabilitet og stærk euro. og DEN er modsat næppe befordrende for, at der i Danmark kan føres en vækst og beskæftigelsespolitik. Det må derfor være et åbent spørgsmål, om ikke Danmark bør sig nej til at tilslutte sig pagten?

Fra 2000 og til 2010 er den såkaldte lønkonkurrenceevne overfor udlandet forringet med 15 pct., hvilket bl.a. skyldes en stigende kronekurs. Det har været en ulempe for dansk eksport og økonomi, hvorimod Sverige har haft betydelig succes med at føre en selvstændig rente og valutapolitik med flydende kurser. Danmark bør derfor endvidere ikke blot sig definitivt nej til konkurrenceevnepagten, men også følge den succesrige svenske selvstændige valuta – og rentepolitiks eksempel.

---

Navn:

Email:

Smileys

Husk mine personlige informationer

Notificer mig hvis der kommer opfølgende kommentarer?

For at kunne sende kommentaren skal du skrive det ord du ser nedenfor i feltet: