Et talerør for nyliberal økonomisk politik
OECD nye rapport om dansk økonomi siger nej til flere vækstpakker, kræver brugerbetaling på danske universiteter, halvering af dagpengeperioden samt at ungeydelsen udvidet til de 26 til 30 årlige. Ikke overraskende, for OECD har i årtier været indædt talerør for nyliberalistisk økonomisk politik.
Af økonom, cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund
OECD AFVISER FLERE VÆKSTPAKKER.
I sin nye landerapport for Danmark afviser OECD, at der skal gøres mere for at stimulere dansk økonomi. I lighed med regeringen mener OECD, at man skal vente og se effekten af de tiltag regeringen allerede har gjort. OECD støtter dermed regeringens “drypvise” strategi.
Men regeringens økonomiske politik med fortrinsvis at stimulere privatforbruget gennem udbetaling af SP opsparing og gennem skattelettelser har allerede spillet fallit. På grund af den af VK - regeringen gennem skattestop og lånereformer i høj grad selvskabte krise på det danske boligmarked sparer boligejerne nu op og nedbringer den under højkonjunkturen kraftigt forøgede boliggæld. Og alt tyder på at det vil de blive ved med at gøre de nærmeste år, hvor boligpriserne vil fortsætte med at falde.
OECD støtter i virkeligheden hermed regeringen - og nationalbanken - i det underliggende syn på, at en større arbejdsløshed er godt for at holde lønningerne nede, hvilket netop er grunden til at regeringen kun gør det politisk set absolut allernødvendigste for at bekæmpe krisen og arbejdsløsheden dvs. så lidt som muligt.
BRUGERBETALING PÅ VIDEREGÅENDE UDDANNELSER. SU OMLÆGGES TIL LÅN.
Et andet nyliberalistisk forslag fra OECD i den seneste rapport handler om at indføre brugerbetaling på universitetsuddannelser samt at SU skal erstattes af lån. Ifølge OECD skal det alt sammen bidrage til at få de studerende til at motivere de studerende til at komme hurtigere igennem de lange videregående uddannelser.
Men der er rigtig dårlige konsekvenser af forslaget i form af risiko for en forstærket skævvridning af tilgangen til de videregående uddannelser, hvor børn fra økonomisk dårligere stillede familier i forvejen er underrepræsenteret og ikke mindst også klarer sig dårligere - herunder har en lavere gennemførelsesprocent.
Der er næppe tvivl om, at både unge og forældre fra sådanne grupper kan blive mere afskrækket af brugerbetaling end grupper med mere solid familieøkonomi og med mere fast tradition for videregående uddannelse. Og dette vil forstærkes endnu mere af omlægning af SU til lån.
Vi vil dermed få eliteuniversiteter som i endnu højere grad er forbeholdt eliten, hvad man da også kan have en mistanke om, er den egentlige baggrund for dette nyliberalistisk inspirerede forslag.
Forslaget vil endvidere være som at skyde sig selv i foden i forhold til målsætningen om, at mindst 50 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse. Skal denne målsætning realiseres, er der brug for at trække ‘intelligensreserverne’ ind i de videregående uddannelser. Men vil som anført virke stik modsat.
Der er da også tale om gentagelse af et af den tidligere velfærdskommission mange nyliberalistisk inspirerede forslag.
UNGEYDELSE UDSTRÆKKES TIL 26 TIL 30 ÅRIGE.
Endelig foreslår OECD, at ungesatserne for dagpenge udstrækkes fra i dag 18 til 25 årlige til også at omfatte aldersgruppen 26 - 30 årlige, hvis disse ikke finder sig en uddannelse eller arbejde.
Tilstrømningen til uddannelsessystemet er faktisk i år kraftigt stigende på alle niveauer for aldersgrupper i “uddannelsesalderen” dvs. primært de 18 -25 årlige.
For de over 26 årlige er problemet er andet: Mange af dem ER færdige med en uddannelse, men kan ikke få job, fordi ungdomsarbejdsløsheden for nærværende stiger endnu stærkere end den almindelige arbejdsløshed. Men det skyldes ikke “manglende motivation”, men krisen og den stærkt stigende arbejdsløshed samt regeringens passivitet heroverfor.
Forslaget vil altså straffe de, som uden egen skyld rammes af ungdomsarbejdsløshed og er dermed helt fejlagtigt. Forslaget da også stammer fra den stærkt nyliberalistisk inspirerede Arbejdsmarkedskommission, hvis forslag vi i de kommende år og rapporter ganske givet vil se OECD propagandere for igen og igen.
DAGPENGEPERIODEN SKAL NEDSÆTTES.
Et af forslagene fra Arbejdsmarkedskommissionen markedsføres allerede med brask og bram af OECD, nemlig forslaget om at dagpengeperioden skal halveres til to år. Som begrundelse anfører OECD, at det er nødvendigt for at undgå at underminerer holdbare i de danske statsfinanser.
Med andre ord de ledige skal piskes i beskæftigelse.
Men det bliver hermed fuldstændig ubegribeligt at OECD afviser yderligere vækstpolitik til at øge efterspørgslen på arbejdskraft. OECD vælger at se helt bort fra, at ledigheden ikke skyldes de arbejdsløse´, men svigtende efterspørgsel og at virksomhederne som følge heraf afskediger folk.
Så længe arbejdsløsheden er stor og stigende kan de borgerlige politikere og økonomer piske så meget løs på de arbejdsløse som de vil - det bringer netto ikke en mere i beskæftigelse end der er arbejdspladser til. Ligesom det er tilfældet ved forslaget om ungeydelsen handler forslaget i realiteten om at træde på dem, som i forvejen ligger ned.
Og det vil ikke hjælpe fem sekunder på beskæftigelsen og dermed heller ikke nævneværdigt på de offentlige finanser.
OEDC - TALERØR FOR NYLIBERALISTISK ØKONOMISK POLITIK.
Det er ikke noget tilfælde, at OECD’s løsninger i realiteten IKKE er løsninger, idet de ikke hjælper på de problemer de angiveligt skal løse.
OECD er formelt set er en international økonomisk samarbejdsorganisation. Men OECD har - i lighed med Den internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken - siden den nyliberalismens blomstringsperiode med Reagan og Thatcher i 80´erne været en bastion for nyliberalistisk økonomisk tænkning og politik.
OECD repræsenterer således ikke uafhængig økonomisk ekspertise, men advokerer en bestemt ideologisk og politisk tilgang til økonomisk politik - nyliberalismen med dens markedsløsninger, vægt på økonomisk pisk og på øget ulighed samt tilbagetrængning af velfærdsstaten.
OECD’s forslag handler ikke om økonomiske løsningsmodeller, men om at fremme bestemme ideologisk funderede anbefalinger. Det handler om politisk økonomi med en tyk streg under POLITISK snarere end under økonomi.
