Dagpengeforringelser - hvorfor egentlig?
Det er en alvorlig trussel mod den danske flexicurity-model. Og det vil ikke skabe øget beskæftigelse.
Af Henrik Herløv Lund, økonom, og Claus Piculell, politolog.
Krav fra de Radikale om dagpengeindgreb
Siden Velfærdskommissionens dage har nyliberale økonomer, partier og arbejdsgiverorganisationer ført kampagne for ”reformer” af dagpengeordningen.
Senest har de radikale i deres ”Genopbygningsplan for dansk økonomi” krævet, at dagpengeperioden nedsættes fra fire til to år, og at genoptjeningsperioden forlænges fra 26 til 52 uger. Endvidere skal de særlige unge – regler for unge under 25 udvides til at omfatte også unge ugifte fra 25 til 29 år. Og nyuddannede skal kun kunne hæve dagpenge i ét år mod i dag fire.
Herigennem hævder de Radikale at kunne øge beskæftigelsen med 20.000 personer og forbedre den offentlige finanser med i alt 6½ mia. kr. med varig effekt i løbet af ti år.
Alle disse tanker stammer fra Arbejdsmarkedskommissionen, som også har leveret filosofien bag stramningerne, nemlig at de ledige vil være mere motiverede for at søge arbejde, når de ikke kan oppebære dagpenge så længe og/eller når dagpengeniveauet nedsættes.
Tanken er altså, at øget økonomisk pisk vil øge beskæftigelsen. For folk med almindelig løn og ditto job, for når det gælder de rigtigt højtlønnede i lederstillinger, er medicinen pludselig gulerødder en masse i form af skattelettelser, som R er enige med VK-regeringen om.
Der er imidlertid en grundlæggende brist i denne tankegang: Øget beskæftigelse forudsætter ikke blot et øget arbejdsudbud og forstærket jobsøgning fra de lediges side: Det forudsætter nok så afgørende, at der er efterspørgsel efter deres arbejdskraft, dvs. at der er arbejdsgivere, som har brug for dem og vil/kan ansætte dem.
P.t. er der imidlertid et langt større udbud end efterspørgsel, i og med at den registrerede ledighed ligger over 110.000 og hertil kommer en ikke - registreret ledighed, således at bruttoledigheden ved udgangen af 2009 må vurderes at ligge på omkring 140 - 150.000 personer.
Der er således på samfundsplan et betydeligt overskud af arbejdsudbud i forhold til efterspørgslen.
Arbejdsløsheden vil stige og forblive høj inden for overskuelig tid
Grunden er naturligvis den økonomiske krise. Uanset de spæde tegn på økonomiske forbedringer, må der også i de kommende år forventes fortsat stigende ledighed, fordi den kommende vækst vil være svag, og fordi arbejdsløsheden altid løber bagefter den økonomiske udvikling. Hermed vil bruttoarbejdsløsheden ind i 2011 formentlig komme op på 200 - 250.000 personer.
Også de følgende år muligvis helt frem til 2015 er der betydelig risiko for fortsat høj ledighed og svag vækst.
I takt med et opsving vil de offentlige hjælpepakker vil blive nedtrappet, hvorfor opsvinget nok må forventes at blive langsomt og gradvist og svagt. Hermed bliver det svært at få bragt ledigheden ned.
Endvidere må forventes, at det svage opsving vil blive præget af en skærpet konkurrencekamp, hvor virksomhederne vil fokusere på produktivitetsforøgelse, og derfor vil den vækst, der kommer, i høj grad blive “jobløs” vækst.
VK-regeringen har netop tilmed bebudet, at man på finansloven for 2011 vil gennemføre nulvækst på de offentlige budgetter. Men det vil medføre reduktion af offentlig beskæftigelse med over 20.000 stillinger og dermed endnu mere arbejdsløshed.
Med en vedvarende høj arbejdsløshed vil der hermed være mangel på jobs i forhold til arbejdskraftsudbuddet. Man kan med andre ord svinge den økonomiske pisk nok så meget over de ledige. Uanset om man så skriver 10 ansøgninger eller 20 om ugen kan der for adskillige hundrede tusind ikke komme beskæftigelse ud ad det.
Hermed kan man naturligvis også skyde en hvid pind efter væsentlige forbedringer af de offentlige finanser, for de opstår kun, hvis de ledige kommer i beskæftigelse. Og de penge, som spares på selve dagpengeordningen som følge af de foreslåede stramninger, er i forhold hertil de rene pebernødder.
Det skal sammenholdes med, at de, som især rammes gennem at falde uden for reglerne, vil være de langtidsledige, som i forvejen kæmper en sej kamp for at komme tilbage. Heriblandt vil ikke mindst være en støt stigende del af den nuværende ungdomsårgang, som samfundet risikerer at tabe på gulvet.
Flexicurity er godt…
Hertil kommer, at sådanne ændringer af dagpengereglerne truer det fleksible danske arbejdsmarked: den såkaldte flexicurity–model.
Denne gør det nemt for arbejdsgivere at hyre og fyre arbejdskraft, bl.a. fordi arbejdskraften ikke har brug for lange opsigelsesvarsler som i andre lande. Virksomhederne kan derfor hurtigt frigøre sig fra overtallige lønudgifter ved konjunkturelle nedture, idet det offentlige dvs. skatteborgerne overtager forsørgelsesudgiften. Til gengæld garanteres lønmodtagerne et rimeligt indkomstniveau gennem arbejdsløshedsdagpenge.
Eller gjorde. For igennem en årrække er flexicurity under pres. Dagpengesatserne er ikke blevet reguleret i forhold til den øvrige pris- og lønudvikling. Hvor en gennemsnitlig LO-arbejder i 1982 kunne opretholde 77 procent af sin løn, hvis han blev fyret, dækker dagpengene i dag omkring de 50%, hvorfor private tillægsforsikringer da også er i hastig fremmarch.
Også selve regelsættet har fået hugget den ene hæl og klippet den ene tå efter den anden. I 90’erne blev dagpengeperioden forkortet – ved forlig i 1991, 1995 og 1998 – fra samlet 9 år til i dag 4 år. Dertil kommer stramninger som indførelse af den særlige halve unge-sats i 95 og reduktion af dagpengeperioden for 55 – 59 årige i 2006 samt skærpelse af reglerne om supplerende dagpenge i 2008.
Mens ingen endnu har stillet spørgsmålstegn ved ”fleksibilitetsdelen” - især de korte opsigelsesvarsler - er ”securitydelen” således blevet mere og mere amputeret.
Flexicurity uden flexibility eller security ...
Spørgsmålet er, om modellen efterhånden kan klare ret meget mere uden at bryde sammen?
Sker det, vil fagbevægelsen ville blive presset til at søge at sikre medlemmerne gennem de længere opsigelsesvarsler og fastere ansættelsesforhold, som kendes fra centrale Europa – og såmænd også fra fx Sverige.
Hvem med blot en smule omløb i hovedet vil betale et ganske stort kontingent i mindst et år – og for de fleste i årevis - til en ordning, hvor de allernådigst får dagpenge på 50% af lønnen i to år? Især når man samtidig sættes i håbløs aktivering, hvis reelle hovedformål ikke er at opkvalificere den arbejdsløse på nogen tænkelig måde, men i realiteten at presse denne til at søge endnu flere jobs og tage selv det allerringeste job, uanset om det ikke har den fjerneste relevans for eller relation til den arbejdsløses kvalifikationer.
Det skaber en risiko for, at en større del af de bedst uddannede og mest jobsikre helt vil forlade A-kasserne, og det efterlader den svageste del af arbejdskraften i en ordning, der allerede har udsigt til at give en stadig ringere understøttelse sammenlignet med lønnen, men som sikkert også vil blive det med nye politiske indgreb, når ordningen efterhånden får færre og svagere vælgere tilknyttet.
Særlig galt er problemet ift. de unge, der er nye på arbejdsmarkedet. Uanset Arbejdsmarkedskommissionens forslag om kontingentnedsættelser for unge vil den generelle forkortelse af dagpengeperioden til to år sammen med de foreslåede stramninger for unge fra 25 til 29 år og ikke mindst for dimittender presse de unge ud af A- kasserne og ud af arbejdsløshedsforsikringen.
Hvilke unge vil på det nærmeste gå igennem ild og vand for blot at optjene dagpenge i to år på måske 60% selv af deres ‘begynderløn’? Allerede før den nuværende voldsomme krise var mindst 25% af de unge ikke blevet medlemmer af a-kasserne, selv om vi har fire års dagpenge i dag og mindre strikse optjeningskrav.
Ved en korsvej
Naturligvis spiller andre offentlige ordninger en rolle i flexicurity-modellen – i grunden hele velfærdsstaten, men dagpengene er det helt centrale element.
Gennemføres Arbejdsmarkedskommissionens og de radikales forslag - hvilket der desværre er en reel politisk risiko for - vil det ikke blot ikke have nogen effekt på beskæftigelsen og de offentlige finanser, men det kan meget let blive en af de allersidste pinde til ligkisten for flexicurity.
Danmark må finde en anden - og utvivlsomt dårligere - måde at få et fleksibelt arbejdsmarked kombineret med en vis sikring mod arbejdsløshed og deraf følgende alvorligt indkomsttab. Og det må Danmark gøre, mens en del andre lande langsomt begynder selv at indføre deres udgave af netop flexicurity ...
