Budgetlov kan få katastrofale konsekvenser
VK – regeringen er under finanskrisen med rette blevet bebrejdet sin ”fodslæbende økonomiske politik” og manglende indsats for at bekæmpe vækstfald og arbejdsløshed. Men gennemføres forslaget, vil den fodslæbende økonomiske politik virkelig blive sat i system og gjort til finanspolitisk hovedregel – med katastrofale konsekvenser, idet fremtidige kriser vil få lov til at rase alt for uhindret.
 |
Af økonom Henrik Herløv Lund
RESUME:
• VK – regeringen har i forbindelse med fremlæggelsen af den såkaldte 2020 plan: ”Reformpakken 2020” også fremlagt udkast til et ”Nyt udgiftsstyringssystem”, der skal udmøntes i en ny ”budgetlov”.
Forslaget og dets begrundelser.
• Hovedelementerne heri er, at der skal indføres bindende rammer for udgifter i hhv. stat, kommuner og regioner; at disse skal ligge fast for de nærmeste tre 3 år og at stat, kommuner og regioner hver især og hvert år skal holde sig inden for udgiftslofterne. Ved overtrædelse heraf, indføres skærpede økonomiske sanktioner, herunder automatisk modregning i næste års budget. Udgiftslofterne skal være opgjort i kroner for de enkelte år. Pris- og lønstigninger vil således være indregnet på forhånd og der reguleres ikke undervejs for uforudsete stigninger. Både serviceudgifter og indkomstoverførsler og subsidier er omfattet. Konjunkturafhængige udgifter – som fx a-dagpenge – holdes dog uden for lofterne.
• Der anføres som begrundelser, at der er behov for at væksten i de offentlige udgifter afdæmpes fremadrettet. Det bagvedliggende synspunkt hos regeringen er, at krise og statsunderskud skyldes uforholdsmæssig voldsom vækst i de det offentlige forbrug og dermed igen svigtende offentlig udgiftsstyring, hvormed den offentlige sektor har ”kannibaliseret væksten fra den private sektor” og kommet til at udgøre en alt for stor del af samfundsøkonomien. Men dette er ikke korrekt. Den økonomiske krise er ikke skabt af dårlig økonomistyring i den offentlige sektor, men derimod i den finansielle sektor. Og det er heller ikke de offentlige udgifter, men finanskrisen – og regeringens fejlagtige økonomiske politik - som har medført den voldsomme økonomiske tilbagegang i 2008 og 2009 i den private sektor. Ligesom de offentlige udgifters stigende andel af BNP ikke skyldes uforholdsmæssige stigninger i det offentlige forbrug, men derimod at væksten i den private sektor og dermed i BNP fra 2008 til 09 i forhold til det normale er faldet med op mod 10 %. Endelig skyldes heller ikke statsunderskuddet uforholdsmæssigt stigende offentlige udgifter, men derimod et ekstraordinært stort fald i de offentlige skatteindtægter, hvilket udover finanskrise og stigende ledighed i betydelig udstrækning skyld regeringens skattestop og skattelettelsespolitik.
Budgetlovens konsekvenser for offentlig økonomisk politik.
• Tilsvarende til de haltende begrundelser går det fremlagte forslag fra VK regeringen også galt i byen på en række punkter. For det første vil der - som forslaget er udformet - være tale om en alvorlig svækkelse af det offentliges muligheder for bl.a. gennem de offentlige udgifter at føre en økonomisk politik, som imødegår krise og konjunkturtilbagegang. hermed forhindres det offentlige i væsentlig udstrækning i at føre en krise – og arbejdsløshedsdæmpende politik, fordi en lang række udgifter hertil ifølge VK´ s forslag til være omfattet af – og dermed vil blive forhindret af – rammerne. Og for det andet vil krisebekæmpende udgiftstiltag – ifølge VK s forslag - ikke blot være forhindret det kommende år, men hele 3 år frem, hvor rammerne ifølge regeringens forslag jo vil være lagt fast og først kan øges det fjerde år. Men hvem forudså fx finanskrisen 3 år inden den brød ud? Og skal en krisekæmpende ekspansiv økonomisk politik vente i 3 år, vil det være alt for sent til, at den kan nå at udrette noget.
• Forslaget til budgetlov og ”nyt udgiftsstyringssystem” går endvidere også alvorligt galt i byen, når udgiftslofterne ifølge VK ”..skal indeholder grænser for offentligt underskud og offentlig gæld”, herunder at de offentlige udgifter frem til 2020 skal reduceres fra det aktuelle niveau på op mod 30 % af BNP til 27 % af BNP. Men der er ingen saglige begrundelse for, at måltallet netop skal være 27 pct. af BNP. Der er tale om et rent ideologisk – politisk udslag af VK´s underliggende målsætning om – som led i en (ny)liberalistisk drejning af den danske velfærds – og samfundsmodel – at øge privat forbrug og sektor på det offentliges ditto bekostning. Også hvad angår målsætningen om, at der skal være strukturel balance på de offentlige finanser i 2020, er der tale om et stærkt islæt af ideologisk betinget offensiv mod velfærdsstaten, idet underskuddet på 47 mia. kr. er beregnet gennem valg af atypiske og særligt ugunstige forudsætninger for udviklingen i de offentlige finanser.
Konsekvenser for selvstyre og velfærd i kommunerne.
• Også med hensyn til omlægningen af økonomisamarbejde mellem stat, regioner og kommuner og aftalestyring af kommuner og regioner er VK – regeringens forslag til ny udgiftsstyring forbundet med en række betydelige problemer. Der synes således ikke at skulle være adgang til at ændre rammerne for kommunernes økonomi i udgiftsåret, uanset om forudsætningerne skrider, hvilke kan tvinge kommunerne til at opbygge reserver til uforudesete udgiftsstigninger, hvilket naturligvis bliver på bekostning af servicen. Og at rammerne er bindende for det enkelte år vil formentlig også betyde, at mindreforbrug i institutionerne i de enkelte år IKKE længere kan overføres til næste år. Det vil naturligvis betyde en tilbagevenden til gamle dages uøkonomiske adfærd i institutionerne om, at et budget SKAL bruges op inden årets udgang, hvis man ikke vil risikere at miste det.
• At rammen således forstås som en årsramme, hvor kun merforbrug overføres til kommende år, vil formentlig også forhindre, at kommunerne sparer op over årene til større investeringer og anlæg både på service og forsyningsområdet, således som det ellers fornuftigvis foregår i dag. Det kan enten betyde meget store skattehop i de enkelte år, hvor sådanne anlæg så skal gennemføres. Eller: Hvis sådanne skatteforhøjelser ikke er mulige, så at kommunerne tvinges til at undlade renovering og fornyelse af institutioner og anlæg. Ingen af disse konsekvenser af regeringens foreliggende forslag har noget med fornuftig og effektiv økonomistyring at gøre, men er nærmere en tilbagevenden til tidligere tiders uhensigtsmæssigheder og til en kortsigtet og ad hoc præget økonomistyring.
• Som konsekvens af forslaget til ny budgetlov, vil VK nu stramme styringen af kommunerne yderligere ved at udbrede det hidtidige sanktionssystem for kommunerne skatteudskrivning til kommunernes udgiftsside. Herved skal kommunerne individuelt betale straffen for en evt. budgetoverskridelse. Det forventes heri, at den enkelte kommune selv må bære op til 60 pct. a straffen for en evt. budgetoverskridelse, mens kommunerne kollektivt kommer til at hæfte for de sidste 40 pct. af straffen. Kernen i det kommunale selvstyre er og bliver det økonomiske råderum til at indrette udgiftsniveau og prioritering og dermed skatteudskrivning efter de lokale behov og ressourcer. Men efterhånden må man med regeringens styringsmæssige tiltag spørge, om der reelt er et kommunalt selvstyre i Danmark, når kommunerne reelt ikke har mulighed for at ændre på hverken skatteindtægten eller udgiftsniveau.
• Forslaget fremsættes med henvisning til, at en sådan model har eksisteret i Sverige i en række år. MEN: Der er en ganske afgørende forskel. I Sverige har man bevaret selvstyret ved, at kommunerne stadig har ret til at skrive skatter ud tilsvarende det niveau, som de ønsker for servicen.
• Gennem den efterhånden meget kraftige indskrænkning i kommunernes udgiftsmæssige og skattemæssige selvstændighed nærmer regeringen sig altså en de facto afskaffelse af kommunernes økonomiske selvstændighed. Dette sker for at gennemtvinge den meget kraftige reduktion i de offentlige udgifter, som regeringen i 2020 planen vil gennemføre. Samlet må kommunerne i forhold til hidtidig stigningstakt efter 2012/2105 og frem til 2020 forventes at skulle spare årligt op til - 3 mia. kr. pga. demografi og stigende behov svarende til op til 6.000 stillinger årligt. Regeringens budgetlov og 2020 plan er således opskriften på ikke bare langsom, men fremskyndet nedsmeltning af velfærd OG selvstyre i kommunerne,
