Brugerbetaling vil føre til elietuniversiteter for eliten
Kommentar til nyliberalistisk forslag fra Nina Smith fra Velfærdskommissionen om indførelse af brugerbetaling på de videregående uddannelser.
Økonom Henrik Herløv Lund
Resume: I ”Information dags dato” 2. Nov. 09 gør Nina Smith fra den tidligere velfærdskommission sig til talsmand for, at danske studerende skal betale et undervisningsgebyr på kandidatdelen af de videregående uddannelser.
Der er tale om genfremsættelse af et af de mange nyliberalt inspirerede forslag fra Velfærdskommissionens afsluttende rapport. Forslaget er angiveligt begrundet med, at det skal tilføre de videregående uddannelsesinstitutioner flere penge gøre og dermed muliggøre en højre standard. Endvidere er formålet at gøre finansieringen af velfærdssystemet mindre følsom overfor udvandring.
Men forslaget er i den grad asocialt, idet der er overhængende risiko for, at brugerbetaling på videregående uddannelser fører til en yderligere social skævvridning af rekrutteringen hertil og dermed et samlet fald i tilgangen til de videregående uddannelser. Forslaget vil i realiteten et iendnu højere grad end i dag reservere de videregående uddannelsesinstitutioner for eliten
1. BRUGERBETALING PÅ VIDEREGÅENDE UDDANNELSER.
I ”Information dags dato” 2. Nov. 09 gør Nina Smith fra den tidligere velfærdskommission sig (igen) til talsmand for, at der skal indføres brugerbetaling på de videregående uddannelser.
Hun fremsætter et forslag fra velfærdskommissionen (som hun var medlem af) om, at danske studerende skal betale et undervisningsgebyr på kandidatdelen. Undervisningsgebyret skal finansieres af et statsgaranteret lån, som tilbagebetales efter endt uddannelse. Alle færdiguddannede på kandidatniveau får et nedslag i skatten, der modsvarer renter og afdrag på undervisningsgebyret.
Forslaget er for det første angiveligt motiveret af en bestræbelse på at skaffe flere penge til de videregående uddannelsesinstitutioner, således at Danmark ”ikke sakker bagud”, men kan opretholde og øge standarden her i forhold til andre vesteuropæiske lande.
For det andet er forslaget motiveret af bekymring for, at udvandring af højtuddannede fra Danmark skal dræne det danske velfærdssamfund for ressourcer. Det vil man modvirke ved, at personer som udvandrer og dermed ikke bidrager til skattefinansieringen af velfærdsydelserne, ikke får skattefradraget og dermed selv finansierer uddannelsesgebyret på kandidatdelen.
2. SKRIDT MOD MERE ELITÆRE VIDEREGÅENDE UDDANNELSER.
Men der er rigtig dårlige konsekvenser af forslaget i form af risiko for en forstærket skævvridning af tilgangen til de videregående uddannelser, hvor børn fra økonomisk dårligere stillede familier i forvejen er underrepræsenteret og ikke mindst også klarer sig dårligere, herunder har en lavere gennemførelsesprocent.
Der er næppe tvivl om, at både unge og forældre fra sådanne grupper kan blive mere afskrækket af brugerbetaling end grupper med mere solid familieøkonomi og med mere fast tradition for videregående uddannelse. Vi vil dermed få universiteter som i endnu højere grad er forbeholdt eliten hvad man da også kan have en mistanke om er den egentlige baggrund for dette nyliberalistisk inspirerede forslag.
Forslaget vil endvidere være som at skyde sig selv i foden i forhold til målsætningen om, at mindst 50 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse. Skal denne målsætning realiseres er der brug for at trække ”intelligensreserverne ” ind i de videregående uddannelser. Men Nina Smith og velfærdskommissionen vil som anført virke stik modsat.
3. BRUGERBETALING DEN FORKERTE KUR MOD ”BRAINDRAIN”.
Begrundelsen holder heller ikke om ,at forslaget kan modvirke ”braindrain” dvs. merudvandring af høj uddannelse. Forslaget er her i den grad er helt ude af proportioner, hvad angår forholdet mellem årsag og virkning. Forslaget vil indføre et kæmpe brugerbetalingsbureaukrati på alle videregående uddannelser dvs. for mange tusinde studerende af hensyn til en ganske lille nettoudvandring.
For godt nok udvandrer årligt omkring 25.000 danske, hvilket dog skal sammenholdes med en næsten lige så stor årlig indvandring. Men for den danske udvandring gælder yderligere, at 2/3 heraf er vendt tilbage indenfor de første 5 år og at langt de fleste (80 pct.) er vendt tilbage, når der går 10 år. Ikke så underligt: De, der udvandrer, er unge under uddannelse eller med netop færdiggjort uddannelse, men de vender tilbage til det gode danske velfærdssystem med daginstitutioner, gratis skoler og gratis læger og hospitaler, når de skal til at stifte familie.
Som Kur mod udvandring er brugerbetaling således fuldstændig forfejlet. Det rette middel til at forebygge ”braindrain” er tværtimod fastholdelsen af en høj velfærd.
