At rette smed for bager
Det konservative forslag om at fastfryse de offentlige udgifter er at rette smed for bager. Lene Espersen vil lade velfærden betale for regeringens fejlslagne økonomiske politik og skattelettelserne
Af Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom, cand. Scient. Adm.
De konservative forslag om fastfrysning af og dermed nulvækst for offentlige udgifter i de kommende år begrundes med, at de offentlige udgifter er vokset for meget og gives skylden for stigende statsunderskud og statsgæld .
Argumentationen minder om et kendt dansk digt fra 1770 af digteren John Hermann Wessel: ”Smeden og bageren”. På trods af den harmløse titel beskriver digtet et justitsmord: Et bysamfunds smed har i hidsighed dræbt en mand, hvilket med datidens straffelov medførte døden ved hængning. Men ud egne interesser i fortsat at kunne bruge smeden tilsidesætter magthaverne dommen over smeden og udpeger i stedet en ellers helt uskyldig bager til at tage straffen – dem har man nemlig to af.
Fra digtet stammer udtrykket ”For smed at rette bager”, som altså taler om, når magthaverne lader uskyldige undgælde. For digtet var i sin tid en kritik mod enevældens magtfuldkommenhed.
Dækningsløse skattelettelser skyld i stor del af statsunderskud.
Når ovennævnte digt er relevant for det konservative forslag om at fastfryse de offentlige udgifter på kronebeløbet er det fordi argumentationen for forslaget helt fejlagtigt placerer skylden for stigende statsunderskud og statsgæld hos de offentlige udgifter. Det er ganske vist rigtigt, at offentligt forbrug på det seneste er steget , mens det private er stagneret.
Men det skyldes jo, at den private sektor og det private forbrug ligger dybt underdrejet og at en udvidelse af det offentlige forbrug har været nødvendigt for at holde hånden under samfundsøkonomien og modvirke krisen ligesom krisen gennem det stigende antal arbejdsløse også har påført det offentlige øgede dagpengeudgifter og faldende indtægter fra skatter og afgifter.
Men statsunderskuddet har jo ikke blot en udgifts, men også en indtægtsside. Og under VK har regeringens skattestop og skattelettelsespolitik systematisk lænset de offentlige for indtægter, således at der i 2010 årligt mangler op mod 60 mia. kr. i statskassen.
Dette har kunnet lade sig gøre, så længe der var højkonjunktur og statskassen på grund af høje oliepriser og værdipapirkurser tilmed kunne leve højt på henholdsvis engangsindtægter fra Nordsøskat og pensionsafkastskat. Men med disse engangsindtægters forsvinden viser det sig jo nu, at skattelettelserne i realiteten har været uden dækning.
Og det siger sig selv, at det i forventede statsunderskud på op mod 95 mia. kr. i 2010 ville have langt mere komfortabelt på kun 35 mia. kr., hvis VK – regeringen ikke havde udskrevet en dækningsløs check på 60 mia. kr. Eller kun 2 pct. af BNP mod det forventede 5,5 pct. af BNP.
Regeringens økonomiske politik har smidt gode penge efter dårlige.
Hertil kommer, at også en økonomisk politik funderet i ideologiske forestillinger i stedet for i de økonomiske realiteter har bidraget til yderligere at forøge statsunderskuddet. På grund af sit ideologiske udgangspunkt har VK – regeringen nemlig fortrinsvist villet stimulere det private forbrug gennem skattelettelser, hvilket husholdningerne på grund af boligkrisen imidlertid har omsat til nedbringelse af prioritetsgælden. Den økonomiske aktivitetsvirkning heraf har derfor været såre begrænset og den væsentlige økonomiske effekt af regeringens skattelettelser hidtil har været at øge statsunderskuddet.
Efter at regeringens økonomiske politik således i høj grad var skyld i en dansk boligboble med efterfølgende dyb og langvarig boligkrise fortsætter regeringen således med en fejlagtig krisepolitik at skabe yderligere økonomiske problemer. Man kan i denne forstand tale om, at regeringen nu i den økonomiske politik smider gode penge efter dårlige.
Af den samlede forringelse af budgetsaldoen med i alt 155 mia. kr. fra 2008 til 2010 skyldes omkring 20 til 25 mia. kr. regeringens skattelettelser.
En langt mere effektiv økonomisk politik havde handlet om at øge offentlige investeringer og offentlig beskæftigelse. Det ville naturligvis også have kostet, men aktivitetsvirkningen ville have været 3 til 5 gange større og dermed ville den offentlige pengeudpumpning til gengæld have givet nogle øgede indtægter fra skatter og afgifter. Hvad regeringens politik kunne har gjort i ringe udstrækning. Den har primært hidtil kun givet øget underskud.
Med en anden økonomisk politik kunne statsunderskuddet dermed være yderligere reduceret til måske 20 til 25 mia. kr. svarende til 1 til 1½ pct. af BNP.
Det aktuelle statsunderskud er således i høj grad regeringens ansvar og skyldes, at den set på længere sigt har givet dækningsløse skattelettelser, som kun midlertidigt har ladet sig dække med engangsindtægter.
Konservative vil lade velfærden undgælde for skattelettelser.
De konservative vil således lade velfærden undgælde for en egen fejlagtig økonomisk politik med navnlig bevilling af skattelettelser, der set langsigtet har været uden dækning. I sandhed for smed at rette bager i en moderne udgave.
Og som i Johan Hermann Wessels digt vil også kun de onde le, mens de gode græder. For effekten af en fastfrysning af de offentlige budgetter på kronebeløbet vil for det første være en løbende direkte nedskæring af velfærden. For hermed vil de offentlige budgetter ikke engang blive reguleret for inflationen, der aktuelt udgør mod 2 pct. (fra 2008 til 2009) . Det betyder, at der ikke engang vil være tale om uændret realværdi af de offentlige udgifter, men tale om en realreduktion i størrelsesordenen 1½ pct.
Dette skal sammenholdes med, at fordi antallet af ældre på pension i disse år stiger, skal de offentlige udgifter blot for at modsvare denne demografiske udvikling stige med uændrede standard med omkring 1,2 pct. årligt realt dvs. udover inflationen eller i løbende priser altså mellem 2½ og 3 pct.
Det konservative kroneloft vil altså betyde en drastisk udhuling af de offentlige ydelser. Dette fremstilles af Lene Espersen som blot et spørgsmål om effektivisering. Men kommunerne har allerede i årevis været i gang med denne effektiviseringsøvelse og så sent som i den seneste kommuneaftale blev aftalt, at kommunerne skulle effektivisere for yderligere en milliard.
Et sådant kroneloft kan dermed ikke undgå på lidt længer e sigt at føre til direkte nedskæringer i velfærden generelt. Hertil kommer, at de Konservative vil ”give plads til, at væksten nogle steder øges, fx i sundhedssektoren.” Hvis sundhedssektoren og måske også ældresektoren helt eller delvis skal friholdes betyder det imidlertid, at folkeskolen og daginstitutioner til gengæld skal spare så meget mere.
Der er hermed udsigt til en regulær nedsabling af velfærden.
Fyringer undgås ikke.
En helt klar konsekvens heraf vil være, at fyringer af offentligt ansatte ikke undgås. De offentlige udgifter udgør inkl. overførsler omkring 900 mia. kr. og ekskl. overførsler omkring 500 mia. kr. Heraf udgør lønninger lidt over 300 mia. kr.
Antages det, at det er de offentlige udgifter ekskl. overførsler, der skal sættes et stop for, skal der i løbende priser spares op mod 10 mia. kr. årligt. Men hertil kommer, at der skal findes dækning for merudgifter til flere pensionister for 4 til 5 mia. kr. årligt. Alt i alt en årlig besparelse på op mod 15 mia. kr.
Skal lønandelen bidrage hertil forholdsmæssigt vil det betyde lønbesparelser på op mod 10 mia. kr. årligt. Det vil betyde reduktion af offentlige beskæftigelse med over 20 til 30.000 årligt. Selv under antagelse af en vis naturlig afgang kan det ikke klares på lidt længere sigt uden fyringer af måske op til 10 - 15.000 medarbejdere årligt.
Velfærden må ikke betale prisen for VK – regeringens fejlslagne politik.
Spørgsmålet om hvor ansvaret for statsunderskuddet skal placeres og hvem den skyldige er ganske klart. Det er ikke velfærden og de offentlige udgifter, men VK – regeringens økonomiske politik med at bevilgeskattelettelser, der på sigt har været uden dækning.
Kuren mod statsunderskud og statsgæld handler derfor om en anden økonomisk politik. I stedet for VK – regeringens strategi med at spare sig ud af de økonomiske problemer, skal Danmark vokse sig ud af krisen.
Der må føres en vækst og beskæftigelsespolitik, der gennem øgede offentlige investeringer og beskæftigelse reelt sætter gang i hjulene og øger væksten samt ikke mindst giver det offentlige selv et udbytte i form af øgede indtægter fra skatter og afgifter. Hertil kommer, at produktivitet en og dermed væksten i dansk økonomi skal genskabes efter, at en har været kørt i sænk under VK på grund af for lave investeringer. Det skal ske gennem en kombination af innovations-, teknologi – industri - og erhvervspolitik. Og endelig videns – og uddannelsessiden i dansk økonom genrejses svarende til fremtidens behov for langt flere med længerevarende uddannelse.
Kun gennem en langsigtet genrejsning af dansk økonomi og en sund og effektiv økonomisk politik kan de offentlige finanser saneres samtidig med at velfærden bevares og videreudvikles. Den borgerlige strategi senest udtryk i de konservative kroneloft for offentlige udgifter vil kun føre til lavere velfærd såvel som velstand.
