Arbejdsmarkedskommissionens forkerte timing og fejlagtige virkemidler.

Af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund.

Med fremlæggelsen af sin endelige rapport 20´ende august er Arbejdsmarkedskommissionen ved vejs ende.
Arbejdsmarkedskommissionen skulle gøre arbejdet færdigt i forhold til Velfærdskommissionens nyliberalt inspirerede reformplaner for velfærdssamfundet. Arbejdsmarkedskommissionen fik da også herfra Jørgen Søndergaard som formand. Og den har tydeligt fortsat i velfærdskommissionens spor om, at velfærdsordninger skal underlægges økonomiske incitamenter og økonomisk begrundede stramninger.
Angiveligt skulle Arbejdskommissionen levere besparelser indenfor en række overførselsordninger for at dække et hul i de offentlige finanser. Et hul regeringen selv havde skabt gennem skattelettelser som led i sin nyliberale strategi med at forfordele privat forbrug og sektor i forhold til det offentlige.
Kommissionen viste sig imidlertid allerede i efteråret 2008 i stedet som den store fuser. Kommissionens forslag om halvering af dagpengeperiode og fremskyndet nedsættelse af efterløns – og pensionsalder blev begrundet med højkonjunkturens arbejdskraftmangel, men var i realiteten helt ude af timing, da krise og arbejdsløshed i stedet stod for døren.
Det kunne ikke blot opposition og fagbevægelse, men den ganske befolkning se og arbejdsmarkedskommissionens forslagspakke hang dermed i den tomme luft.

Med enøjet stædighed har Jørgen Søndergård og Co. imidlertid fastholdt et håb om revanche ved fremlæggelsen af kommissionens endelige rapport.. Og formentlig med den bagtanke om ikke andet at så nogle frø på langt sigt.
Man har derfor fastholdt linjen og forslagene om indgreb overfor dagpenge og efterløn, tilføjet yderligere indgreb mod førtidspension og fleksjob. Og man har stædigt holdt fast i, at det handlede om sikring af arbejdskraftforsyning og beskæftigelse – om ikke andet, så på længere sigt. Der er imidlertid ikke grund til andet end, at også Arbejdsmarkedskommissionens endelige rapport skal blive lige så stor en fuser, som den første blev.  Timingen er ikke blevet bedre, men værre.
Danmark står med en dobbelt økonomisk krise, der må forventes at blive både langvarig og dyb. Udefra skyller den massive internationale finanskrise ind over os ledsaget af også styrtdyk på eksportmarkederne. Og indefra kommer en bolig – og forbrugskrise efter, at den af Fogh – regeringens skattestop og lånereformer skabte voldsomme dansk boligboble brast. Begge dele vil det tage dansk økonomi en årrække at komme sig over og der er derfor udsigt til 4 til 5 års vedvarende økonomisk krise, mens arbejdsløsheden må vurderes at stige til omkring 300.000.

MANGLENDE EFFEKT PÅ BESKÆFTIGELSE OG OFFENTLIGE FINANSER.
Timingen er ikke Arbejdsmarkedskommissionens eneste svipser.  De økonomiske realiteter så langt vi kender handler om stor og vedvarende arbejdsløshed. I denne sammenhæng skaber det selvfølgelig ikke mere beskæftigelse, hvis man lukker efterlønsordningen ned eller svinger den økonomiske pisk over dagpengemodtagere endsige hvis man presser mennesker med i forvejen begrænset arbejdsevne tilbage på arbejdsmarkedet.
Og uden øget beskæftigelse ingen væsentlig forbedring af de offentlige finanser..
Tværtimod kunne Arbejdsmarkedskommissionens forslag tværtimod risikere at øge arbejdsløsheden. Når arbejdsløsheden er stor og stigende ville fx de ældre, der ved et efterlønsindgreb ikke ville kunne opnå efterløn, kunne stille direkte op i arbejdsløshedskøen.
Ligesom de mennesker med reduceret arbejdsevne, som ikke mere kunne få førtidspension og fleksjob, ingen chance har for beskæftigelse i det arbejdsmarked, som tegner sig en årrække fremover. For allerede nu ser vi, at fleksjobbere ikke ansættes, men fyres i virksomhederne.
Arbejdsmarkedskommissionens fejl har imidlertid ikke blot bestået i ringe timing, men også i fejlagtigt valg af virkemidler. Kommissionen har – ligesom regeringen – ikke villet erkende, at der skal en anden økonomisk strategi til for at skabe beskæftigelse. En strategi, der erkender, at krisen er i markedsøkonomien og den private sektor, og at det derfor er det offentlige, som skal gå foran med at skabe øget beskæftigelse gennem øgede offentlige investeringer og offentlig velfærdsbeskæftigelse.
Når det er det offentlige forbrug og velfærden, som holder krisen og arbejdsløsheden i tømme, er det naturligvis samfundsøkonomisk helt i skoven at jagte velfærdsbesparelser.
Og når man så tilmed gør det inden for en række overførselsordninger for samfundets ældre og nedslidte, for de fyrede og for mennesker med begrænset arbejdsevne er det tilmed asocialt og uanstændigt. En sådan strategi kan kun betegnes som at træde på dem, der i forvejen ligger ned, og som et helt uacceptabelt brud med det hensyn til de svage, som er lakmusprøven på, om vi overhovedet skal kunne tale om et velfærdssamfund.

FØRTIDSPENSION FORTRÆNGES OG FLEKSJOB DEVALUERES.
De manglende sociale hensyn viser sig især i Arbejdsmarkedskommissionens forslag vedr. førtidspension og fleksjob. Vedrørende førtidspension hævder kommissionen at man vil forebygge, men ikke erstatte den gennem nye forudgående ”udviklingsforløb”. Men udviklingsforløb skal omfatte alle, hvor man ikke kan udelukke at de engang i en ubestemt fremtid kan blive bedre og blive i stand til at arbejde i et eller andet omfang. Samtidig foreslår Arbejdsmarkedskommissionen ydelsen i udviklingsforløb væsentligt nedsat i forhold til førtidspension, hvorved kommunerne gives et stærkt incitament til fremover at vælge udviklingsforløb i stedet for egentlig førtidspension,.
Reelt lægger kommissionen således op til fortrængning af den egentlige førtidspension til fordel for en midlertidig ordning i discountudgave. Konsekvenserne for de fra arbejdsmarkedet af helbredsgrunde udstødte vil være stærkt negative : Ikke alene vil de blive langtidsparkeret på et yderst lavt forsørgelsesgrundlag med en uvis fremtid..
De vil samtidig på trods af ringe arbejdsevne og dårligt helbred blive kastebold vedvarende ”opfølgninger og indsatser”, der skal retfærdige fastholdelsen af dem i disse ”udviklingsforløb” og om muligt presse dem tilbage på arbejdsmarkedet.
En sådan behandling af nogen af samfundets svageste kan vi ikke være bekendt.
Det samme gælder Arbejdsmarkedskommissionens forslag vedr. fleksjob. Men det erklærede formål at ville tilgodese de ”svageste” foreslår Arbejdsmarkedskommissionen det offentlige løntilskud til fleksjob omlagt fra i dag at følge lønnen til fremover at skulle aftage i forhold til lønnen. Men da virksomhederne selvfølgelig ikke vil kompensere fleksjobberne lønmæssigt for det faldende offentlige tilskud, bliver det fleksjobberne, der kommer til betale gildet i form af betydeligt lavere indkomst.
Skulle Arbejdsmarkedskommissionens forslag blive realiseret, vil fremtidens potentielle fleksjobbere såvel som arbejdspladserne blive nødt til at tænke sig om to gange, fordi fleksjobberne nu får forringet deres lønvilkår betydeligt i forhold til hidtil og for arbejdspladsernes vedkommende fordi de nu opdeles i et A og B-hold.
Den virkelige hensigt med denne devaluering af ordningen kan kun være at stikke en kæp i hjulet på tilgangen uanset, at fleksjobordningen har været en succes og sørget for, at en lang række mennesker kunne blive på arbejdsmarkedet på trods af reduceret arbejdsevne og på samme overenskomstvilkår som de almindeligt beskæftigede. Et frontalangreb på det rummelige arbejdsmarked.
På grund af deres reducerede arbejdsevne er alternativet til fleksjob for disse mennesker næppe beskæftigelse de første mange år, men først arbejdsløsheds - og/eller sygedagpenge, dernæst formentlig kontanthjælp. En opskrift på social deroute udenfor arbejdsmarkedet.
Og hvorfor? Handler det i virkeligheden om, at man i den nyliberale lejr ønsker genskabt en ”sulten reservearme”, der kan ånde de beskæftigede lønmodtagere i nakken og bidrag til at holde deres løn – og velfærdskrav i tømme?

  .