Arbejdsmarked under hårdt pres
Problemet med social dumping på arbejdsmarkedet bliver stadig større. Det vokser ud over alle landegrænser. Jeg har det dagligt inde på livet set med fødevareindustriens - og især kødindustriens – øjne, hvor vi er nødt til at arbejde med det i et europæisk perspektiv.
 |
Af Jens Peter Bostrup, næstformand i Fødevareforbundet NNF
Problemet med social dumping på arbejdsmarkedet bliver stadig større. Det vokser ud over alle landegrænser. Jeg har det dagligt inde på livet set med fødevareindustriens - og især kødindustriens – øjne, hvor vi er nødt til at arbejde med det i et europæisk perspektiv.
Øget konkurrence har ført til et stigende negativt pres på løn- og arbejdsforhold i alle værdikædens led. Overordnet øges de store detailkæders strategiske magt og indtjening på bekostning af andre led i kæden. På alle europæiske markeder ser kødindustrien ud til at befinde sig i en skruestik mellem producenterne af råmateriale (bønderne) og de store supermarkedskæder.
Discount og hyppige priskrige på markederne presser producenterne, især dem, der er afhængige af lokale markeder og privat–label produkter. Inden for den europæiske kødindustri findes der kun få internationale betydende brands, som er i stand til at investere i innovative produkter, og selv når det sker, er succesraten relativ lav.
Øget utryghed
I europæisk kødindustri dominerer relativt få multinationale koncerner samt enkelte hurtigt voksende nationale virksomheder et race mod bunden, hvad angår løn- og arbejdsforhold for produktionsmedarbejderne. Resultatet er faldende lønninger og øget utryghed for ikke mindst slagteriarbejderne i hele Europa. Kødindustriens arbejdsgivere bevæger sig i disse år med stor fart væk fra tidligere tiders nationale kompromiser, hvor den direkte konkurrence på løn og arbejdsforhold blev løftet ud af den enkelte virksomhed gennem regionale og eller nationale brancheoverenskomster.
Samtidig mister de fagforeninger, der repræsenterer slagteriarbejderne, medlemmer - og dermed både faglig og politisk styrke. Resultatet er, at over 200.000 job i kødindustrien i dag udføres af underbetalte, uorganiserede arbejdere, og at fagforeningerne mister indflydelse på branchen og mulighed for at påvirke udviklingen.
Beskyttelsen underminseres
De nordiske flexicurity modeller er under pres. Dels på grund eksterne faktorer såsom liberalisering af EU’s indre marked og deregulering af især det tyske arbejdsmarked, og dels på grund af interne faktorer i Norden.
Generelt bliver nationale beskyttelses-foranstaltninger (aftaler og lovgivning) undermineret i den grænseoverskridende frie konkurrences navn, godt hjulpet på vej af den fri bevægelse for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft i EU’s indre marked. Det er i høj grad et åbent spørgsmål om, hvorvidt EU kan løse sit grundlæggende ”drilemma” mellem fundamentale principper, såsom fri bevægelighed, ligebehandling og arbejdstagerrettigheder.
De borgerlige regeringer i Sverige og Danmark har valgt at bruge henholdsvis EU-domstolens afgørelser i den såkaldte Laval-dom og den økonomiske krise til fundamentale angreb på trygheden i de nationale flexicurity modeller. Med den nye Laval-lov i Sverige angribes fagforeningernes forhandlingsret til at tegne kollektive aftaler og iværksætte blokader over for såkaldt fremmede tjenesteydere, hvis der ikke kan opnås enighed.
Unfair konkurrence
Herhjemme har den borgerlige regering sammen med Dansk folkeparti gennemført en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år. Alt sammen noget der underminerer trygheden og fagforeningernes position i reguleringen af de nationale arbejdsmarkeder.
Fravær af såvel social tryghed for den enkelte som kollektive aftaler og/eller lovgivningsmæssig beskyttelse af hele eller dele af arbejdsstyrken i europæisk kødindustri skaber grobund for stadig voksende grupper af ”billig arbejdskraft”. Det betyder unfair konkurrence gennem løndumping.
Norge skiller sig ud fra de øvrige nordiske lande ved dels at have et beskyttet hjemmemarked (toldværn) og en rød-grøn regering, der har haft fokus på faren for social dumping i forbindelse med arbejdskraftens fri bevægelighed og EU’s østudvidelse. I Norge har regeringen indført lov om almengyldige overenskomster og kædeansvar for at imødegå løndumping.
Presset på de ”Nordiske modeller” forstærkes yderligere af arbejdsgivernes uhindrede adgang til outsourcing og til at shoppe efter billig arbejdskraft på et stadig mere liberaliseret europæisk marked. Slagteriarbejderne og deres fagforeninger i alle de nordiske lande er blevet konfronteret med massive krav om lønnedgang og øget fleksibilitet fra deres arbejdsgivere (de store nordiske transnationale slagterier).
Den norske model
Spørgsmålet er derfor, hvilken strategi fagforeningerne skal vælge samt hvad der skal til for at vende nuværende defensive nationale positioner til en grænseoverskridende faglig og politisk offensiv fra fagforeningernes side?
Der er ikke noget enkelt svar, men jeg mener, vi kan lære af de norske erfaringer. Ved at give parterne i en overenskomst mulighed for at få ophøjet overenskomsten til lov kan man gøre overenskomsten gældende inden for det pågældende område. Det vil sige, at alle, der beskæftiger folk inden for et overenskomstområde, er forpligtet til at følge den pågældende overenskomst, uanset om virksomheden eller medarbejderne i det hele taget er organiseret eller ej.
Det er selvfølgelig ikke den eneste løsning, men bevægelse og modernisering af den danske model er nødvendig, selv om jeg godt ved, at denne tanke bliver anset for kættersk sine steder.
Én ting er givet: hvis vi ikke forsøger at gøre noget, bliver problemet bare endnu større og undergravningen af vores overenskomstsystem endnu tydeligere.
