AK-kasser: Ryd op i arbejdsmarkedspolitikken
Erstat aktiveringscirkus med værdige job- og uddannelsestilbud. Væk med bureaukratiet, fordoblingen af genoptjeningskravet og uforståelige kommunale medfinansieringsmodeller, lyder opfordringen fra A-kassernes Samvirke
AK-Samvirkes formand, Morten Kaspersen, brugte AK-Samvirkes repræsentantskabsmøde til at give a-kassernes bud på, hvor den nye regering skal sætte ind på arbejdsmarkedsområdet.
Han opfordrede enten de Radikale eller DF til at besinde sig og gå med til at moderere efterlønsaftalen.
- Flertallet bag aftalen er der stadig efter valget. Vi kan desværre kun opfordre til at enten De Radikale eller Dansk Folkeparti besinder sig og går med til at at moderere efterlønsaftalen. Det kunne f.eks. være ved at fjerne den voldsomme modregning for arbejdsmarkedspensioner, som rammer ikke blot de velbjergede, men alle almindelige lønmodtagere., sagde Morten Kaspersen.
Væk med dummebøderne
Den nuværende jobcentermodel fungerer ikke ordentligt, mener AK-Samvirke.
- Den såkaldte kommunale medfinansiering af dagpengene er reelt et dummebødesystem, som straffer og belønner kommunerne tilfældigt og ugennemskueligt. Vi har ikke én arbejdsmarkedspolitik, men en atomiseret beskæftigelsesindsats i 98 kommuner. Der er brug for et større statsligt ansvar og engagement i arbejdsmarkedspolitikken, sagde han.
Han mente, at A-kasserne bør have det fulde ansvar for en ordentlig vejledning og hjælp til jobsøgning i det første halve år, eller indtil de ledige omfattes af ret og pligt til et job- eller uddannelsestilbud.
- Det nuværende samtalecirkus og dobbeltarbejde mellem a-kasser og jobcentre er spild af ressourcer og urimeligt over for de ledige, sagde Morten Kaspersen.
- Den nuværende aktiveringsindsats er alt for ofte nedværdigende og mistænkeliggørende over for de ledige. Vi skal have erstattet procedurerytteriet og kontrollen med mere tillid til både de ledige og medarbejderne i a-kasser og jobcentre, sagde han.
- Der er brug for reelle uddannelsesmuligheder og jobtilbud, der kan give varigt arbejde. Det skal være slut med perspektivløse praktik- og løntilskudsansættelser, sagde Morten Kaspersen.
Social katastrofe
Dagpengeforringelserne, som træder i kraft 1. juli næste år er intet mindre end en social katastrofe, mente han.
A-kasserne forventer at mindst 10-15.000 vil miste dagpengeretten på én gang. A-kassernes analyser viser, at der sandsynligvie vil ryge mellem 1.500 og 2.000 ud dagpengesystemet hver eneste måned.
- At det bliver så voldsomt skyldes jo, at man både har halveret dagpengeperioden og fordoblet genoptjeningskravet for at få ny dagpengeret. Det må en ny regering simpelthen lave om.
Som minimum må der ske en forlængelse af perioden indtil konjunkturerne og beskæftigelsesmulighederne bliver bedre. Og fordoblingen af genoptjeningskravet må tages helt af bordet, sagde Morten Kaspersen. (brink)
Der kan ikke knyttes kommentarer til dette Weblog indlæg.


