11. juni 2009

Arbejdsløsheden stiger mere i Danmark

Regeringens passivitet betyder flere ledige end i sammenlignelige lande, mener LO, som efterlyser offentlige investeringer

Arbejdsløsheden stiger mere i Danmark
Regeringens passivitet betyder flere ledige end i sammenlignelige lande, mener LO, som efterlyser offentlige investeringer

Efter en årrække, hvor Danmark har ligget helt i top, når det gælder lav arbejdsløshed, er Danmark nu på vej ned i anden division. Arbejdsløsheden i Danmark stiger hurtigere end i sammenlignelige lande, viser nyt notat fra LO.

Danmark, Norge og Holland har hidtil tilhørt den gruppe af lande med mindst arbejdsløshed. I Norge og Holland mister man også job, men slet ikke i samme udstrækning som i Danmark.

I Norge er arbejdsløsheden steget med 0,8 procentpoint på et år - fra 2,4 pct. i april 2008 til 3,2 pct. i april 2009.

I Norge har regeringen valgt at satse massivt på offentlige investeringer som led i krisebekæmpelsen, påpeger LO.

I den samme periode har stigningen i den danske arbejdsløshed været cirka tre gange så høj, da arbejdsløsheden er steget fra 3,1 pct. til 5,5 pct. Altså en stigning på hele 2,4 procentpoint.

– Den voldsomme stigning i antallet af arbejdsløse i Danmark skyldes blandt andet, at regeringen har undladt at gribe effektivt ind. Vi ved erfaringsmæssigt, at offentlige investeringer er den bedste måde at skaffe folk i arbejde på. Men i stedet har regeringen blandt andet valgt at give skattelettelser og frigive SP-opsparingen. De penge vil folk i høj grad overføre til anden privat opsparing eller bruge til fx udlandsrejser, og det kommer der ikke mange danske job ud af. Det bliver ikke bedre af, at initiativerne først for alvor vil kunne mærkes til næste år. Til den tid kan den stigende arbejdsløshedstendens have bidt sig fast, og så vil vi have mistet vores position som et foregangsland på beskæftigelsesområdet, siger LO’s cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen. (brink)

Læs notatet



Der kan ikke knyttes kommentarer til dette Weblog indlæg.

Tip en ven

RSS 2.0


Tilmeld til nyhedsbrev