01. marts 2011

A-Kasserne stævner beskæftigelsesministeriet

Hjortens skygge rammer nu Støjberg i den gamle efterlønsskandale. A-Kassernes Samvirke har nu udtaget stævning mod beskæftigelsesministeriet i ferie-/efterlønssagen

Se også

På vegne af a-kasserne stævner AK-Samvirke nu beskæftigelsesministeriet i sagen om de efterlønsmodtagere, der i årene 2004-2006 fejlagtigt fik modregnet deres feriepenge. Den såkaldte ferie-/efterlønssag II.
Striden handler om, at mindst 25.000 efterlønsmodtagere kunne have undgået at få deres feriepenge modregnet i deres efterløn på grund af lovsjusk i beskæftigelsesministeriet. I første omgang kostede det staten 530 mio. kr., da daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, valgte at yde a-kasserne refusion.


A-kasserne hænger på efterregning
Siden viste det sig, at der var flere efterlønsmodtagere, der var blevet modregnet på grund af ministeriets lovsjusk. Men i modsætning til tidligere sager, mener beskæftigelsesminister, Inger Støjberg nu, at a-kasserne i de nyopdukkede sager selv må betale, fordi sagerne efter hendes vurdering ikke kan sammenlignes med dem, der i første omgang blev ydet refusion for.
- Vi er overbeviste om, at a-kasserne juridisk set har ret til refusion. Det har vi fået bekræftet fra vores advokat,” siger Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke.

- Uanset beløbets størrelse, handler det jo om, at det er penge, som under alle omstændigheder skulle have været udbetalt til dem, som fejlagtigt var blevet modregnet. Så hvordan man end vender og drejer sagen, har staten jo ikke lidt et tabt. Problemet er blot, at det uretmæssigt er a-kasserne, som hænger på regningen på trods af, at det er ministeriet, som har sjusket med lovgivningen. Det håber vi, at få rettens ord for er korrekt, siger han.

Hjort fik ”næse” på halv milliard

Sagen kunne have kostet daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort ministerposten, men han slap med en næse og skatteyderne fik regningen på en halv milliard.
Rigsrevisionen sluttede første runde af skandalen i september 2008 med en kritisk rapport, som kritiserede Claus Hjort og hans ministerium for ”manglende grundighed”, da man ændrede
ferieloven i 2003.

Det var lovsjusk, da beskæftigelsesministeren med åbne øjne gav efterlønnere ret til at hæve ubrugte feriepenge uden at blive trukket i efterlønnen, konstaterede Rigsrevisionen dengang.

Ministeriet havde efterladt et ”hul”, der betød, at efterlønnere kunne vente med at hæve deres feriepenge, til de var gået på efterløn, uden at det betød fradrag i efterlønnen.

Det kalder bureaukrater for dobbeltforsørgelse, og i den nye ferielov var der sørget grundigt for at at bistandsmodtagere skal trækkes i bistandshjælpen, hvis de har feriepenge til gode.
Men ministeriet satsede populært sagt på, at efterlønnerne ikke opdagede muligheden. Men det var der nogen der gjorde, og resten skulle have været aktivt informeret om muligheden af deres a-kasse, viser sagsforløbet.
Det fik ministeren til at forsøge at tørre regningen af på a-kasserne, og han gik så vidt som til at lægge sag an mod sit eget Ankenævn og sætte udbetalingerne i bero.
Sagen endte med, at Claus Hjort tabte sagen mod Ankestyrelsen i Østre Landsret, og ministeren måtte gå Canossagang til Finansministeriet og bede om en bevilling på omkring en halv milliard, så a-kasserne kunne udbetale pengene. (brink)



Der kan ikke knyttes kommentarer til dette Weblog indlæg.

Tip en ven

RSS 2.0


Tilmeld til nyhedsbrev